USA kritiserer EU's grønne fødevareplan

USA's landbrugsminister langer ud efter EU's nye 'Farm to Fork'-strategi, der vil skabe et sundere og mere bæredygtigt fødevaresystem. Han kalder den "protektionistisk".

13. oktober 2020
Læsetid: 2 minutter
Sonny Perdue sidder og gestikulerer med hænderne
USA's landbrugsminister, Sonny Perdue, vil ikke afvise, at landet vil rejse en sag ved WTO, hvis EU's grønne fødevarepolitik viser sig at være en handelsbarriere. Foto: Penn State/flickr/CC BY-NC-ND 2.0

EU's nye fødevarestrategi 'Farm to Fork' bliver nu kritiseret af den amerikanske regering, der frygter, at den vil være en handelsbarriere.

Strategien skal skabe et sundere og mere bæredygtigt fødevaresystem, hvilket stiller skærpede krav til hele produktionskæden. Den amerikanske landbrugsminister, Sonny Perdue, frygter derfor, at den vil gøre det for svært for producenterne rent økonomisk at leve op til kravene, og anser den derfor som protektionistisk.

Det skriver euractiv.com.

"Enhver selvstændig nation har ret til at bestemme sine regler og reguleringer af fødevarer og landbrugsproduktionen. Det gør vi, det gør Europe (...), men når du forsøger at pålægge disse standarder på den internationale handel (...) bliver det ekstremt problematisk," sagde Sonny Perdue på en telekonference ifølge euractiv.com.

Han ville ikke udelukke, at USA vil rejse en sag ved WTO - organisationen for international handel - hvis det viser sig, at EU's regler kommer til at forhindre import af amerikanske fødevarer, men tilføjede: "Jeg kan ikke lide at true".

'Farm to Fork' blev præsenteret i slutningen af maj som en del af EU's 'Green Deal', der skal skabe en klimaneutral union i 2050, og den skal bl.a. understøtte en øget økologisk landbrugsproduktion og nedbringe det øvrige landbrugs brug af pesticider.

Sonny Perdue mener imidlertid, at EU's politik begrænser landbruget i at bruge "moderne værktøjer" med henvisning til både genmodificering og pesticider.