Tre partier har nu udpeget Venstre som det parti, der bremsede drikkevandsbeskyttelsen

Både SF, Socialdemokratiet og Moderaterne har under valgkapmen udpeget Venstre som det parti, der trak i bremsen, når det handlede om at styrke beskyttelsen af det danske drikkevand. Omvendt peger Venstre på, at skiftende socialdemokratiske miljøministre har siddet på hænderne.

19. marts 2026
Læsetid: 4 minutter
Nærbillede af Troels Lund Poulsen
Venstres Troels Lund Poulsen er partiets bud på en kommende statsminister. Nu beskylder SF, Socialdemokratiet og Moderaterne ham og hans parti for at have været fodslæbende med at styrke beskyttelsen af drikkevandet. Venstre peger til gengæld på, at S og SF selv har haft mulighed for at gøre mere for drikkevandet i flere år uden at have handlet. Foto: Christian Ursilva/flickr/CC BY-SA 4.0

Venstre var muren, man stødte panden imod, når man forsøgte at styrke beskyttelsen af danskernes drikkevand.

Den melding er i løbet af valgkampen nu kommet fra både de øvrige regeringspartier, Socialdemokraterne og Moderaterne, samt SF.

I et interview med Dagbladet Information sagde fungerende miljøminister Magnus Heunicke (S), at Venstre i tre tilfælde har forhalet processen: Ved at forsøge at forhindre offentliggørelsen af en rapport fra Miljøministeriet, der konkluderer, at den hidtidige indsats for at beskytte vandet har slået fejl, og at den billigste løsning er et forbud mod at sprøjte på sårbare grundvandsdannende arealer.

For det andet har Venstre ifølge miljøministeren blokeret et ønske om at indføre et statsligt forbud mod at sprøjte i boringsnære beskyttelsesområder for at beskytte drikkevandet. I stedet blev det til lokale forbud, så kommunerne skulle løfte opgaven, hvilket mange ikke har haft ressourcer til at imødekomme, og flere derfor endnu ikke er i mål.

"Venstre arbejdede imod et statsligt forbud. Direkte i regeringen. Det gjorde Troels Lund selv. Han ville ikke acceptere et statsligt forbud, men ville have, at det skulle være via en lovgivning, som pålagde kommunerne at lave påbud. Det betyder, at der ville være økonomisk kompensation til landmændene, som ikke længere kunne sprøjte på en del af markerne," sagde Magnus Heunicke til Information. 

For det tredje har Venstre angiveligt arbejdet for at forsinke forbuddene mod PFAS-pesticider, som har vist sig at forurene grundvandet.

V: Tåkrummende kritik

Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, fastholder, at partiet kæmper for rent drikkevand og finder beskyldningerne "tåkrummende":

"Magnus Heunicke og Socialdemokratiet har siddet på hænderne i de syv år, de har haft ansvaret for drikkevandet – heraf fire år i en ren S-regering. Derfor er det ærlig talt tåkrummende at se dem give alle andre skylden," skrev hun til Information.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har oplyst, at disputsen vedr. rapporten bundede i en faglig uenighed, men det afviste Magnus Heunicke over for Information.

Efter interviewet med Magnus Heunicke har Moderaternes ældreminister Henrik Frandsen sagt til DR, at det også er hans opfattelse, at Venstre har forhalet processen med at få beskyttet drikkevandet, og i et nyt interview med Jyllands-Posten langer SF's formand, Pia Olsen Dyhr, også ud efter Venstres ageren:

"Man havde aftalt et statsligt sprøjteforbud ved BNBO’er (boringsnære beskyttelsesområder, red.) fra 1. januar 2023 de steder, man ikke var kommet i mål med frivillige aftaler. Med regeringsgrundlaget i 2022 udsatte man forbuddet. Man kørte videre med frivillige aftaler, og så måtte kommunerne finde ud af, om de skulle lave sprøjteforbud. Venstre er lykkedes med det her. Det kunne de ikke gøre, uden at Moderaterne og Socialdemokratiet nikkede til det," siger hun til Jyllands-Posten.

Løftet blev brudt

Hendes kritik stopper dog ikke ved Venstre, for Socialdemokratiet har også svigtet på det skammeligste, mener hun. Regeringspartiet lovede nemlig under valgkampen i 2022, at man ville indføre et forbud mod sprøjtegifte på et areal svarende til fire gange Falsters størrelse.

Løftet blev som bekendt aldrig opfyldt.

Venstres gruppeformand, Hans Andersen, afviser SF's kritik i et skriftligt svar til Jyllands-Posten og henviser til, at SF selv var støtteparti for regeringen fra 2019-2022 uden at sikre drikkevandet bedre.

Derudover svarer han, at vandværkerne og landbruget selv bad om at give kommunerne mere tid til at komme i mål med BNBO-aftalerne.

Miljøminister Magnus Heunicke svarer på kritikken, at partiet har været med til at forbyde PFAS-pesticider, og at et nationalt sprøjteforbud ikke kan vente længere. Han forholder sig ikke direkte til Pia Olsen Dyhrs kritik af, at Socialdemokratiet brød sit løfte.