Tvivl om habilitet: Landbruget fylder massivt i bestyrelserne for lokale vandværker

Det rene drikkevand – eller måske snarere det truede drikkevand – er blevet et centralt emne i valgkampen.

Der er blandt andet diskussioner om sprøjteforbud på grundvandsdannende områder.

Og så er der diskussionen om de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), der handler om at beskytte de eksisterende boringer ved at lave sprøjteforbud ved selve boringsområdet.

I alle diskussioner spiller landbruget en central rolle.

Alle BNBO burde ved frivillige aftaler mellem vandværkerne og landmændene være sikret mod udgangen af 2022

Men i 2026 er der stadig mange aftaler, der ikke er landet.

Nu viser en undersøgelse foretaget af Naturmonitor, at der sidder personer tilknyttet landbruget i hver anden vandværksbestyrelse – og i hver fjerde er formanden for vandværket tilknyttet landbruget.

Flere eksperter kalder det for kritisabelt, at landbruget er overrepræsenteret i vandværkerne.

»Det er enormt kritisabelt, at landbruget er så overrepræsenteret i vandværkerne. Der er en klar interessekonflikt mellem at repræsentere landbruget og samtidig skulle beskytte grundvandet – mellem borgernes ønske om rent drikkevand og landbrugets ønske om at måtte sprøjte mere,« siger Christoph Ellersgaard, der forsker i magt ved Copenhagen Business School til Naturmonitor - og han fortsætter:

»Det gør, at man kan frygte, at det ude i de lokale vandværker i høj grad er landbrugets interesser, der bliver varetaget, frem for borgernes.«

Venstre-minister landede aftale om frivillighed

Siden 2019 har vandværksbestyrelser landet over haft som opgave at forhandle frivillige aftaler hjem med sprøjteforbud på arealerne over vandboringerne - de ’Boringsnære Beskyttelsesområder’ (BNBO).

Et bredt flertal i Folketinget – med venstres Jakob Ellemann-Jensen i spidsen – besluttede dengang, at der landet over skulle indgås frivillige aftaler med landmændene om ikke at bruge pesticider i nærheden af BNBO.

I første omgang skulle aftalerne være landet inden udgangen af 2022. Så senest i 2024. Og da det stod klart, at heller ikke den tidsfrist kunne overholdes, pålagde Folketinget kommunerne at varsle påbud hos de enkelte landmænd fra 1. marts 2025, hvis ikke der blev indgået frivillige aftaler.

Der er nu udstedt en lang række påbud, men i 2026 er mange af aftalerne stadig ikke på plads.

Naturligt med landmænd repræsenteret

Naturmonitor understreger, at der kan være flere oplagte grunde til, at landmænd ofte finder vej til de forbrugerejede vandværkers bestyrelser.

Værkerne ligger ofte i områder, hvor landbruget fylder relativt meget. Landmændene ejer ofte jorden over grundvandsmagasinerne og har derfor interesse i at være med. Og så har de en lang tradition for forenings- og bestyrelsesarbejde.

Christoph Ellersgaard mener, at landmændene klart er part i sagen, og han mener, at det er endnu et eksempel på, at dansk landbrug – og særligt griseproducenterne – er enormt dygtige til at organisere sig og dermed få stor indflydelse.

På den måde mener han, at landbruget får enormt meget indflydelse på at varetage landbrugets interesser set i forhold til den øvrige befolkning.

Professor Frederik Waage, SDU, opfordrer til, at man hos vandværkerne har øje for, at miljøhensyn også er repræsenteret i bestyrelsen:

»Man er jo ikke inhabil, bare fordi man er landmand. Landbruget er en part, der har interesser i forhold til vandværkerne, så det er naturligt, at de sidder der. Men jeg vil dog samtidig mene, at det er vigtigt, at man balancerer interesserne, så der også er miljøfolk i bestyrelsen,” siger han til Naturmonitor.

Mediet har også talt med Walter Brüsch, der er geologisk seniorrådgiver hos DN, og som i mange år har arbejdet med grundvand og sprøjtegifte blandt andet hos Geus.

Også han mener, at landmænd i vandværkerne ofte er inhabile. Og at det er en udfordring, at de sidder i en bestyrelse, der skal udbetale erstatning for BNBO-områderne – altså penge, der ofte skal udbetales til dem selv.

Vandværk som en fodboldklub

Naturmonitor har forholdt Landbrug & Fødevarer kritikken, og områdedirektør Klaus Jørgensen, Medlemmer & Branchesekretariater hos L&F, svarer blandt andet at ”et vandværk er en lokal forening ligesom fodboldklubben, og derfor er det naturligt at engagere sig i foreningsarbejdet i landdistrikterne.”

Han påpeger desuden, at landmændene jo har en interesse, og at det derfor er naturligt, at de – ligesom miljøfolk - gør sine demokratiske rettigheder gældende i de lokale foreninger.