Efter dages tavshed begynder de borgerlige partier at fortælle deres holdning til et sprøjtestop

De borgerlige partier melder nu ud om deres holdninger til et sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende arealer - og det viser, at De Konservative står alene med deres holdning.

08. marts 2026
Læsetid: 4 minutter
Portrætfoto af Stephanie Lose
Venstres næstformand Stephanie Lose har netop præsenteret Venstres nye plan for drikkevandet. Foto: Danske Regioner

Opdateret d. 8/3 kl. 21:22 med Liberal Alliance og Danmarksdemokraternes holdninger til sagen.

Efter at venstrefløjen og midterpartierne tidligt i valgkampens fase gjorde det klart, at de ønsker et sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende arealer, har det det været svært at finde ud af, hvad de borgerlige partiers officielle standpunkt egentlig var.

Nu har de fleste blå partier så meldt ud, hvad de ønsker, og her er der ikke samme enighed som blandt partierne på midten og venstrefløjen. Venstre afviser et nationalt sprøjteforbud på de sårbare arealer. Det fortæller partiets næstformand og økonominister Stephanie Lose i et interview med Jyllands-Posten.

I stedet vil partiet bruge den grønne trepart og frivillige aftaler med landmænd til at sikre rent drikkevand i Danmark.

"Den grønne trepart er i virkeligheden den mest effektive motor til at få det her til at ske," siger Stephanie Lose.

Da hun bliver forelagt kritikken af, at frivillighed indtil videre ikke har rykket det store på området, fastholder hun, at man først skal forsøge sig ad frivillighedens vej gennem treparten - og kommer man ikke i mål der, hvor grundvandet er allermest truet, skal kommunerne så sætte ind med "lokale forbud". Derefter skal lodsejerne kompenseres fuldt ud, som var det ekspropriation.

Områderne udgør ca. 160.000 ha, hvilket svarer til cirka fire pct. af det samlede danske areal.

Venstres plan for drikkevandet

  • I 2028 skal en vurdering ligge klar: Hvilke af de såkaldte sårbare grundvandsdannende områder skal beskyttes?
  • Dén vurdering skal tænkes sammen med den grønne trepart, hvor man via aftaler med landmænd og lodsejere omlægger landbrug til natur.
  • Hvis ikke landmænd frivilligt går med til at beskytte området, skal kommunerne lave et »lokalt forbud« mod brug af sprøjtemidler.
  • Pengene fra den grønne trepart skal bruges på at rejse skov, plante græs eller omlægge til økologi i sårbare grundvandsområder.
  • Andre forureningskilder skal "standses hurtigst muligt".

Konservative: Forbud er eneste vej

Hos De Konservative har man til gengæld mistet tålmodigheden med sikringen af drikkevandet og mener, at et nationalt forbud på de sårbare områder er den rigtige vej at gå.

"Jeg kan ikke se, hvordan vi kan gøre det på anden vis. Vi er nødt til at sørge for, at vi ikke bliver ved med at forurene vores drikkevand, så der er nødt til at være et forbud," siger partiformand Mona Juul til DR Nyheder.

Det statslige forbud skal ifølge Det Konservative Folkeparti komme med et varsel på to år fra den dato, hvor de opdaterede lokale kort over de sårbare grundvandsdannende områder helt præcist findes, ligger klar.

I mellemtiden skal man forsøge at finde en løsning i de lokale treparter, men når parterne det ikke, skal forbuddet træde i kraft nationalt, siger Mona Juul.

Væsentlig forskel på deres ønsker

Selvom det kan lyde som om Venstre og De Konservative vil det samme - først forsøge sig med frivillighed og ellers nedlægge forbud - er forskellen, at Konservative ønsker et nationalt forbud udstukket af Miljøministeriet, mens Venstre vil have lokale forbud og ikke mener, at det automatisk skal udløse et forbud, bare fordi der er tale om et sårbart grundvandsdannende areal.

DR Nyheder skriver, at Venstres model ifølge Miljøministeriet er dyrere grundet mere administration, og at det kan tage længere tid at få implementeret.

De Konservative vil også give erstatning til de ramte lodsejere, men har ikke meldt ud, hvilken model det i så fald skal ske efter.

Efter at Venstre og De Konservative gik i pressen med deres synspunkter, har både Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne taget bladet fra munden og afvist et nationalt sprøjteforbud - ligesom Venstre tror de mere på at indgå aftaler med landmændene. De kan dog gå med til lokale forbud, hvis det er meget nødvendigt.

Dansk Folkeparti har endnu ikke udtalt sig om emnet.