Miljøstyrelsen forbyder flere PFAS-pesticider

Miljøstyrelsen har valgt at tilbagekalde yderligere otte sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer. Dermed er alle 33 sprøjtemidler, der har været under fornyet vurdering grundet PFAS-mistanke, blevet forbudt.

30. september 2025
Læsetid: 2 minutter
En traktor kører over marken med en sprøjte
I 2023 udgjorde midler med PFAS-aktive stoffer 28,2 pct. af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler i Danmark. Foto: Colourbox

Miljøstyrelsen har besluttet at forbyde yderligere otte PFAS-pesticider, som nedbrydes til trifluoreddikesyre (TFA) og udvaskes til grundvandet.

Med afgørelsen er samtlige 33 midler, der har været til fornyet vurdering grundet mistanke om PFAS, blevet forbudt.

I slutningen af 2024 kunne Geus dokumentere, at syv aktivstoffer blev nedbrudt til TFA, der er en kortkædet PFAS, som de tyske myndigheder vurderer som skadelig for fostre og forplantningsevnen. Fem af de syv stoffer indgik i godkendte pesticider.

I sommer valgte Miljøstyrelsen så at forbyde langt størstedelen af de pesticider, som indeholdt de pågældende aktivstoffer, og nu er de sidste otte også tilbagekaldt.

I 2023 udgjorde midler med disse stoffer 28,2 pct. af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler i Danmark, og der blev anvendt cirka 190 ton af de nævnte stoffer.

“Det skadelige stof TFA truer vores drikkevand, sundhed og miljø. Det kan vi ikke acceptere. Derfor forbyder vi nu samtlige sprøjtemidler med de seks PFAS-stoffer, der danner TFA,” udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S), som også nævner, at forbuddene skal værne om grund- og drikkevandet.

Mulig milliardregning venter

Forleden kom det frem, at brugen af PFAS-pesticiderne allerede har nået at forurene grundvandet, og der risikerer således at vente en milliardregning til danskerne, såfremt niveauerne af TFA er så høje, at man er nødt til at rense vandet.

Miljøministeriet forventer, at tilbagekaldelserne kan få "betydelige konsekvenser" for dyrkningen af flere afgrøder, fordi midlerne er så udbredte i den konventionelle planteavl.

Hvor der ikke findes tilstrækkelige alternativer, kan afviklingsfristen efter EU-reglerne løbe til udgangen af dyrkningssæson 2026, mens fristen er kortere, hvis der er alternativer tilgængelige.

Ifølge Miljøstyrelsen er Danmark det første land i Europa, der forbyder disse PFAS-baserede midler. Sverige er i gang med at revurdere sine godkendelser, og styrelsen beder samtidig EU-Kommissionen om at igangsætte en bred revurdering af alle PFAS-aktivstoffer, der potentielt kan danne TFA, herunder yderligere fem stoffer, der i dag indgår i godkendte midler i Danmark. Styrelsen oplyser, at området følges tæt i samarbejde med de øvrige EU-lande.