Økologisk Landsforenings vision for danske lavbundsjorder – en trussel mod landmændenes økonomi?

Jeg vil i denne klumme uddybe og forklare de udmeldinger, jeg på vegne af foreningen er blevet citeret for vedrørende udtagning af lavbundsjorder ved at købe dem fri for nationale midler.

Disse udtalelser var anledning til advarende kommentarer fra nogle af foreningens medlemmer på den netop overståede generalforsamling. De tekniske forhold tillod desværre ikke at komme med et dækkende svar, og det er heller ikke alle vores medlemmer, der deltager i generalforsamlingen, så der er god grund til at bruge klummen til at komme med et svar, som alle kan orientere sig i.

Allerførst vil jeg understrege: Økologisk Landsforening er ikke i gang med at undergrave nogen medlemmers økonomi. Ingen landmænd skal lades i stikken, fordi det politiske parnas og landets grønne organisationer har fået øje på lavbundsjorderne og vil have dem ud af dyrkning. Skal nogle af jorderne inden for en kort årrække lægges våde, så de ikke længere kan indgå i driften, så kommer staten til at betale for denne ekspropriation, som det i realiteten vil være.

Når det er sagt, så har Økologisk Landsforening en vision for landbruget, som er meget større end at gøre det, vi gør i dag, bare lidt bedre.

Når vi ser frem mod 2050, så skal vi have et landbrug, hvor alle dyr har adgang til udearealer, hvor dyrene indgår som et aktiv i økosystemet, er jævnt fordelt i Danmark, og hvor størstedelen af deres foder er dyrket her i landet. Det følger af den vision, som foreningens folkevalgte vedtog sidste efterår som grundlag for foreningens landbrugspolitiske arbejde.

Kvæget vil i særlig grad følge jorder med permanent græs, hvor de både sikrer en efterspurgt naturtilstand, og udnytter næringsstoffer, som de gør tilgængelige for os og resten af økosystemet. Det er blandt andet lavbundsjorderne, som kvæget græsser. Langt fra kun, men også.

Når jeg på vegne af foreningen har udfordret, at man stiller store milliardbeløb til rådighed for at købe lavbundsjorderne fri, så er det i en kontekst, hvor foreningen arbejder for en landbrugspolitik, som baserer sig på vores principbeslutning om, at vi skal afvikle den passive landbrugsstøtte, dvs. en flad betaling for at eje jord; at vi skal bruge pengene til at betale for fælles goder – som kan være græsning af organiske jorder med stoppede dræn; at vi skal sikre omkostningsægte rammer og dermed varernes sande pris, og med den klare vision for øje, at vi får et landbrug, der ser meget anderledes ud end i dag. At vi får et landbrug som det økologiske, hvor vi udnytter kvægets unikke funktion i økosystemet som græssere på arealer, der tjener både produktion og natur. Et system, hvor mange lavbundsjorder fortsat kan være en del af landbruget om end ikke som jord i omdrift.

Det danske landbrug i sin nuværende form vil skulle slå en kolbøtte. Vi taler derfor også om en lang indfasningsperiode. Selve støttemodellen bør kunne komme på plads senest til 2024, men de mekanismer, der skal skabe omstillingen, kan kun aktiveres gradvist.

Landbruget har indrettet sig i tillid til gældende rammer. Der skal være tid til de nødvendige tilpasninger, og prismekanismer skal indstille sig. Her er der både tale om jordens værdi, finansieringsprofiler samt prisen på produkterne. Den støtte, som landbruget mister skal hentes ind i merpriser på fødevarer.

Det samlede regnestykke er større end blot at opgøre tabt indtægt fra støtten. Og der er naturligvis et internationalt aspekt, hvor vi, selvom vi kan gå enegang med den danske indretning af landbrugsstøtten, er afhængige af, at der sker en tilsvarende udvikling i de lande, vi handler med.