Annonce
Annonce
ØL-formand Per Kølster besvarer en række spørgsmål om det nye klimapartnerskab med regeringen og L og F. Arkivfoto: Økologisk Landsforening
"Vi skal gøre Danmark til klimafrontløber og leverandør af klimavenlige fødevarer"
Hvor er man uenig, og hvordan skal det finansieres? ØL's formand, Per Kølster, svarer på spørgsmål om det nye klimapartnerskab med regeringen og Landbrug & Fødevarer.
Regeringen danner nu et klimapartnerskab med Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. Målet er at sikre, at landbruget er med til at hjælpe Danmark over målstregen med hensyn til EU’s mål for reduktioner i klimabelastningen i 2030 samt Danmarks mål om klimaneutralitet i 2050.
Økologisk Landsforenings politiske direktør, Paul Holmbeck, har spurgt Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster, om foreningens ambitioner for partnerskabet.
Hvad er det vigtigste, som partnerskabet skal opnå?
"Vi skal sammen skabe en ambitiøs og fremtidssikret klimapolitik for landbruget. Det er tid til handling.
Helt centralt i partnerskabet bliver arbejdet med en ny model for klimaregnskaber på de enkelte gårde. Sammen med økonomiske incitamenter kan klimaregnskaber gøre landmænd til en drivkraft for klimaomstilling.
Partnerskabet skal mobilisere de mange klimaløsninger i landbruget, også de mange klimaløsninger som økologer bidrager med. Vi skal gøre Danmark til klimafrontløber og leverandør af klimavenlige fødevarer.
Det er også meget positivt, at partnerskabet skal arbejde for klimaløsninger, der samtidig fremmer natur og produktionsformer som økologisk landbrug, som samtidigt bidrager til andre mål som natur, rent vand og dyrevelfærd. Økologi er en del af løsningen på klimaet. I partnerskabet er der en anerkendelse af, at økologi bidrager med løsninger for klimaet.
Vi satser også på helheden i klimaregnskaber. Handling som for eksempel en ny energiproduktion skal tælle med for landmanden, så der er motivation til også at bidrage der. Så må andre finde ud af, hvor Danmark skal indberette disse bidrag ift. internationale aftaler. Vi skal holde det enkelt for landmanden."
Er der områder, hvor I er uenige?
"Vi er bestemt ikke enige om alt. Men det er heller ikke meningen. Vi skal bare lave gode løsninger for klimaet og landmænd. Vi er f.eks. ikke enige om ambitionsniveauet for reduktioner i landbruget. Men vi laver sammen flere scenarier for klima-omstilling med udgangspunkt i EU’s mål om reduktioner og Folketingets mål om klimaneutralitet i 2050. Så må politikerne tage et ansvar for såvel mål og politik som finansiering.
Vi er enige om, at klimaregnskaber er en del af løsningen, men vores model 'Balanceret Klimaregnskab' indeholder også et loft over, hvor stor udledningen af klimagasser må være på den enkelte gård. Det er der ikke enighed om. Vi mener, at et loft giver landmænd klare rammer og øger handlekraft og kreativitet, med hensyn til hvordan man holder sig under klimaloftet.
Hele verden står med samme opgave, at holde sig under et loft. Hvorfor ikke også os landmænd? Det er bare vigtigt, at samfundet bakker landbruget op med belønning for klimahandling. Ligesom vi mener, at der skal være en form for betaling til en klimafond, hvis et landbrug overskrider sin grænse."
Hvordan skal klimaomstillingen finansieres?
"Det er afgørende, at der kommer økonomi i klimaomstillingen ude på de enkelte gårde. Kulstofopbygning, altså det at kulstof kan lagres i jordbunden eller som ved i træer og buske f.eks., skal være en ny ”afgrøde” - et nyt produkt - som landmænd kan producere.
Der er åbenlyse muligheder for, at EU’s kommende landbrugsreform kan skabe belønning til landmænd for klimahandling, ligesom nationale ordninger kan kompensere for nogle omkostninger. De resterende reduktioner kan opnås ude på de enkelte gårde via klimaregnskaber med loft over udledning på de enkelte gårde."
Hvad byder Økologisk Landsforening ind med af modeller for klimaomstilling ude på gårdene?
"Vores model 'Balanceret Klimaregnskab' vil gøre danske landmænd til en drivkraft for klimaomstilling i stedet for et objekt til regulering. Hver landmand vil skulle holde sig under et loft for udledning, men modellen sikrer landmanden overblik over handlingsmuligheder og frihed til at vælge, hvilke af de handlinger denne vil bruge for at holde sig under et klimaloft.
Modellen vil også sikre landmænd et økonomisk incitament til at handle. Landmænd belønnes for nogle klimahandlinger og skal kun betale, hvis de overskrider loftet.
Vi mangler en model, der gør landmænd til medspillere i klimaomstillingen, og som reelt medfører ændringer ude på gårdene, hvor det gør en forskel for klimaet. Når landmænd får den nødvendige handlefrihed, og økonomiske incitamenter, kommer deres håndværk i spil for klimaet."
Har Økologisk Landsforening ikke underlagt sig regeringens og Landbrug & Fødevarers noget anderledes klimapolitik, herunder lavere klimaambitioner?
"Vi er gået ind i arbejdet for at skabe en klimaomstilling i landbruget. Det gør man ikke uden landbruget, eller uden det politiske system. Vi har en markant klimapolitik og klimamodel for omstillingen. Det vil vi kæmpe for.
Vi tror på samarbejde, og vi tror på, at mange landmænd vil vælge den økologiske vej fremover. Det er ikke dem eller os.
Politik er som at være landmand. Man lykkes bedst med samarbejde med naboen, og med at tage ordentlig fat, også når man få beskidte fingre, snitsår og sved på panden.
Vi vil fortsat lægge stor energi i vores samarbejde med grønne organisationer, klimaorganisationer og politikere fra alle partier. Det vil vi blive ved med. Og alle, som vil bidrage med forslag og faglighed til vores arbejde i Klimapartnerskabet, er velkomne til at sparke til os. Partnerskabet har også forpligtet sig til en bred dialog og inddragelse."
Flere artikler fra samme sektion
2024 bød på rekordhøjt niveau af pesticider i vandboringer, og grænseværdien blev brudt i flere tilfælde
Nye data afslører rekordhøje niveauer af pesticidrester i danske vandboringer, hvor grænseværdierne overskrides i et stigende antal tilfælde. En professor advarer om alvorlige sundhedsrisici, mens danske vandselskaber forudser stigende priser på drikkevand i fremtiden.
Biblioteker over hele landet vil bygge bro mellem unge og seniorer, så de kan samarbejde om klimahandling
Velux Fonden støtter nyt projekt, som skal skabe omkring 30 lokale fællesskaber for klimahandlinger, hvor over 800 unge og seniorer mødes og sammen udvikler tiltag, der kan bidrage til en grønnere fremtid.
Professor: Økologien når ikke fordoblingsmålet uden mere græs og biogas
Danmark skal fordoble det økologiske landbrugsareal inden 2030, og der er kun een vej frem, lyder det fra ny professor på Aarhus Universitet, der i årtier har forsket i biogas, kvælstof og landbrug.