Annonce

Annonce

Køer på græsmark

Både antallet af økologiske hektar og bedrifter slog rekord i 2020. Arkivfoto

Øko-arealet fortsætter sin fremgang herhjemme

Det økologiske areal er mere end fordoblet siden 2007, og nu er over 310.000 ha økologiske.

310.210 ha af den danske landbrugsjord blev ved udgangen af maj 2020 dyrket økologisk. Det svarer til 11,7 pct. af det samlede danske landbrugsareal og er mere end en fordobling i forhold til niveauet i 2007. Det er samtidig en stigning på knap 9.000 ha i forhold til maj 2019.

Det viser nye tal fra publikationen 'Statistik over økologisk jordbrugsproduktion 2020'. Tallene dækker over arealer, der per 31. maj 2020 enten var fuldt omlagt, under omlægning, eller hvor omlægningsdatoen lå efter 31. maj.

Også antallet af økologiske bedrifter slog rekord og lå på opgørelsestidspunktet på 4.121.

Selvom de knap 12 pct. og væksten de seneste år kan være imponerende nok i sig selv, er det stadig et stykke fra regeringens målsætning fra 2019 om en fordobling af det økologiske areal, øko-eksporten samt -forbruget i 2030.

"I regeringen har vi et klart mål om, at vi skal have mere økologi, hvorfor jeg også er begejstret over de nye tal. Men godt begyndt er som bekendt kun halvt fuldendt. Derfor er det vigtigt, at vi ikke løfter foden fra speederen nu. På lidt mere end et årti har vi fordoblet det økologiske areal i Danmark, næste mål er at gentage fordoblingen frem mod 2030," siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) i en pressemeddelelse.

Arealfordeling

  • Ca. 40 pct. af de økologiske bedrifter har husdyrhold.
  • Grovfoderafgrøder og kornafgrøder blev dyrket på 83 pct. af det økologiske areal.
  • 14 pct. af arealet er bedrifter, hvis primære produktion er specialiserede afgrøder som fx frugt/bær og grønsager.
  • Knap 5 pct. af arealet dyrkes ikke intensivt, men er eksempelvis skovarealer og brakarealer.
  • Der drives husdyrproduktion på 54 pct. af det økologiske areal, hvoraf 39 pct. af arealet går til mælkeproduktion.

Han fortsætter:

"Økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget. Når det på så kort tid er lykkedes at udbrede det økologiske landbrug i Danmark, er det et resultat af mange års politisk vilje og et godt samarbejde med erhvervet. De takter skal vi bygge på, så vi i fællesskab kan sætte endnu mere fart på den grønne udvikling af dansk landbrug."

Markant vækst i 90'erne

De seneste 31 år har budt på en næsten konstant vækst i det økologiske areal; særligt i slut-90'erne gik det stærkt fra knap 50.000 ha i 1996 til knap 150.000 ha i 1999. Frem mod 2002 voksede arealet yderligere, inden både arealet og antallet af øko-bedrifter så faldt og mere eller mindre stagnerede frem til 2016.

Og noget tyder på, at de senere års vækst fortsætter. I hele 2020 foretog Økologisk Landsforenings konsulenter 225 gratis omlægningstjek hos landmænd og producenter. Ved årets slutning var der sågar ventelister til at få rådgivning.

”Vi får direkte henvendelser fra landmænd og producenter, men også fra virksomheder i afsætningsleddet. Derudover har vi en række samarbejder med kommunerne,” forklarer Jens Peter Hermansen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening.

”Det er typisk ønsket om at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra markedet og forbrugerne, som får producenterne til at tage første skridt med et omlægningstjek. Men også de politiske signaler har stor betydning. Det er simpelthen en sikring af bedriften og virksomheden til fremtiden,” fortsætter han.

Det største økologiske areal findes i Sydjylland efterfulgt af Vestjylland og Nordjylland.

I alt fylder landbruget godt 2,6 mio. ha udgjort af 37.179 bedrifter. 51 pct. af det samlede areal bruges til at producere korn, og yderligere 28 pct. går til foder og grøngødning af græs, kløver og lucerne samt helsæd og grønkorn.

De resterende 21 pct. går til produktion af oliefrø, bælgsæd, grøntsager og rodfrugter mv., frø og anden formeringsmateriale samt øvrige afgrødegrupper.

Flere artikler fra samme sektion

Det kommer fra pesticider og kølemidler: Evighedskemikaliet TFA er nu fundet i kildevand fra flere EU-lande

Fluorstoffet TFA, der er et restprodukt fra bl.a. pesticider og kølemidler, er fundet i kildevand rundt om i Europa, viser en ny undersøgelse. I flere tilfælde var koncentrationen over grænseværdien. Herhjemme har Geus netop fastslået, at flere lovlige pesticider kan danne TFA.

12-12-2024 3 minutter PFAS,   Pesticider,   Udland

Syv pesticider testet i dansk forsøg - alle blev nedbrudt til PFAS-type, som har forurenet grundvandet

De senere år har der været omfattende fund i grundvandet af PFAS-forbindelsen TFA. Myndighederne har derfor undersøgt syv pesticider for, om de kan danne TFA, og forsøg bekræfter, at de alle gør det. Nogle af dem har et "ikke uvæsentligt bidrag" til TFA i dansk grundvand.

11-12-2024 5 minutter Pesticider,   PFAS,   Miljø

Videoer giver indblik i danske grises forhold: »Det er ikke den måde, vi skal behandle dyr på her i landet«

Ny TV 2-dokumentar giver et indblik i den konventionelle griseproduktion. Eksperter kritiserer forholdene, og Landbrug & Fødevarer erkender, at branchen ikke kan holde til, at de afslørede forhold kan finde sted.

11-12-2024 4 minutter Dyrevelfærd,   Grise