Annonce

Annonce

Aftenfoto af Den Sorte Diamant

Organic Summit 2025 skal holdes på Den Sorte Diamant i København. Foto: News Øresund - Johan Wessman © News Øresund (CC BY 3.0)

Økologisk Landsforening afholder internationalt topmøde om økologi næste år i København

Økologisk Landsforening vil sammen med en række samarbejdspartnere afholde et økologisk topmøde næste år. Topmødet, som går under navnet Organic Summit, falder sammen med Danmarks EU-formandskab, hvilket er perfekt timing, mener topmødets leder.

Der bliver skrevet et nyt kapitel i dansk økologihistorie, når kalenderen rammer august næste år.

Økologisk Landsforening har nemlig med en række partnere, bl.a. Landbrug & Fødevarer Økologi, det seneste års tid arbejdet på at få stablet et internationalt topmøde for økologi på benene og kan nu offentliggøre, at det skal afholdes på Det Kgl. Bibliotek, Den Sorte Diamant, i København d. 18.-19. august.

Under titlen 'Food for All on a Healthy Planet' vil man invitere politikere, forskere, landmænd, repræsentanter for virksomheder og toneangivende stemmer fra hele verden til topmødet i København.

”Vi skal gøre økologien central i diskussionen om, hvordan fremtidens bæredygtige fødevaresystem skal se ud. Vi skal finde løsninger, som på én og samme tid giver mad nok og holder sig inden for de planetære grænser,” siger Rikke Lundsgaard, der er leder for topmødet Organic Summit 25 (OS25).

Økologien er i forvejen i fokus på den danske økologikongres, der afholdes hvert andet år, men topmødet adskiller sig fra kongressen på flere områder: Mens kongressen er meget fagligt orienteret, vil topmødet i høj grad være internationalt orienteret og have fire spor på programmet: et politisk spor, et videnskabeligt, et praktisk og et kommercielt spor, så man favner både værdikæden og beslutningstagerne.

Topmødet skal desuden kulminere med et slutprodukt i form af et charter, som beskriver, hvad økologien kan for at løse nutidens udfordringer forbundet med fødevareproduktionen, og en udtalelse om, at de politiske rammer lige nu er utilstrækkelige til at styrke økologien og nå EU-målsætningen om et økologisk landbrugsareal på mindst 25 pct.

”Det er meningen, at vi ved afslutningen på topmødet vil overrække fødevareministeren en beskrivelse af, hvilke skridt, vi mener, skal tages,” forklarer Rikke Lundsgaard, som i øvrigt finder timingen for topmødet perfekt:

”Det kommer til at finde sted i begyndelsen af det danske EU-formandskab, hvor vores fødevareminister altså er formand for alle de europæiske fødevareministre, og man bl.a. skal i gang med at forhandle den kommende fælleseuropæiske landbrugspolitik. Så økologien kommer virkelig i fokus på et vigtigt tidspunkt.”

Vægter flere parametre højt

Hun peger på flere fordele ved økologien som svar på de kriser, der har ramt vores natur, og hvorfor det er vigtigt at sætte økologien i fokus:

”I sit dna har den en tilgang til fødevareproduktionen, at der skal tages hensyn til andre bundlinjer end bare indtjening: De økologiske principper vægter også det sociale, det miljømæssige, dyrevelfærden og livet på landet. Derfor ligger det implicit i måden, man har lavet økologireglerne på, at man indretter den enkelte bedrift efter, at man skal mere end bare at lave mad; man vil også sikre velfærden og en frugtbar jord.”

En anden væsentlig styrke ved økologien i forhold til andre alternativer til den konventionelle dyrkning er, at økologien gennem flere årtier har fået et etableret regelsæt med et kontrolapparat og et genkendeligt mærke; herhjemme det røde Ø og i EU som det grønne blad.

”På den måde er det årtier foran andre måder at tilgå planteproduktionen på. Økologien har jo hele det apparat med sig, som har taget meget lang tid at etablere og gøre anerkendt,” siger Rikke Lundsgaard.

Ambassadør for det politiske spor er Connie Hedegaard, tidligere miljø- og klimaminister og EU’s første klimakommissær.

"Klima og andre bæredygtighedstemaer har været aktuelle længe, men det er først inden for de seneste år, at de virkeligt rykker ind og får fodfæste selv hos dem, som tidligere var skeptiske. EU har opsat en række mål for økologien i 2030, så det kan ikke være mere aktuelt at samle aktører på tværs af politisk ståsted, brancher og forskningsområder til debat om, hvordan vi sikrer en bæredygtig forvaltning af vores globale ressourcer fremover," siger Connie Hedegaard.

Ambassadør for praktikersporet er Peter Sisseck, dansk vinbonde og skovejer.

"Vi har, som fødevareproducenter, et stort ansvar for at tænke og udvikle bæredygtige løsninger. I stedet for at se bæredygtighed som et benspænd, skal vi se det som en ny mulighed for at udvikle endnu bedre produkter af høj kvalitet. OS25 er en unik lejlighed til at samle virksomheder og andre interessenter inden for økologien, men også udenfor til både dialog og handling på, hvordan vi tager skridtet endnu videre. Det er for mig at se en investering i fremtiden for os alle," siger Peter Sisseck.

Støttet af flere parter

Om topmødet skal være en tilbagevendende begivenhed er ikke besluttet endnu – indtil videre glæder Rikke Lundsgaard sig bare over, at der er så god opbakning til det i 2025:

”Alle relevante parter i Danmark er ovenud begejstrede for initiativet. Det er næsten, som om man har gået og ventet på det her, men ingen har taget teten før nu,” siger Rikke Lundsgaard.

Det er Økologisk Landsforening, som har taget initiativ til OS25, mens selve topmødet sker i samarbejde med Landbrug & Fødevarer Økologi og en række andre organisationer.

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, Fonden for Økologisk Landbrug, Ministeriet for Grøn Trepart, Københavns Kommune, Merkur Fonden, COOP, Lidl, Dagrofa, Thise Mejeri og Naturmælk med donationer fra 25.000 kr. helt op til to mio. kr.

"I København skal vi gå forrest, når det handler om mad og måltider. Derfor glæder det mig som Børne- og Ungdomsborgmester at konstatere, at vores indsats med mad til børn og unge allerede prisbelønnes i hele verden, og at vi går forrest med et fødevareudbud, som bruges aktivt til at implementere de politiske målsætninger såsom økologi. Vi kan dog altid blive bedre som kommune, og derfor hilser jeg et europæisk topmøde om økologi velkommen i København," siger børne- og ungeborgmester i København Jakob Næsager.

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed