Frygter en langsom død for spisemærket

Både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer roser den nye finanslovsaftale for det økologiske aftryk, der sikrer et tocifret millionbeløb til Fonden for Økologisk Landbrug. Men manglen på en flerårig finansiering af Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Det Økologiske Spisemærke vækker bekymring.

23. oktober 2025
Læsetid: 4 minutter
Det Økologisk spisemærke i guld, sølv om bronze
Regeringen har netop præsenteret den kommende finanslov, som er indgået med Det Konservative Folkeparti. Den finansierer Det Økologiske Spisemærke ét år frem, men herefter er fremtiden for mærket uvis. Foto: Jesper Rais

Der er et økologisk aftryk i den nye finanslovsaftale for 2026. Det anerkender såvel Økologisk Landsforening (ØL) og Landbrug & Fødevarer (L&F).

Der er afsat 45 mio. kr. om året fra 2026-2029 til Fonden for Økologisk Landbrug til at fremme økologien og den faglige udvikling, og begge organisationer udtrykker glæde over midlerne.

De er dog stadig bekymrede. For selvom Det Økologiske Spisemærke får midler til at blive videreført i 2026, hænger usikkerheden ved mærkets fremtid stadig ved. For to år siden var der slet ikke fundet penge til det i finansloven, så mærket blev efter pres fra adskillige aktører reddet kort før jul med en pose penge fra politikerne.

Siden har både ØL og L&F samt flere organisationer fra fødevare- og restaurationsbranchen presset på for, at mærket fik en stabil, flerårig finansiering, og med et intensiveret offentligt pres dette efterår var håbet i live, men sådan skulle det ikke gå.

"Der er afsat midler til Det Økologiske Spisemærke i 2026. Men hvad så derefter? Årlige bevillinger til spisemærket er en langsom død for mærket. Hvorfor samler regeringen og Konservative ikke den så aldeles oplagte mulighed op, som de har for at bruge Spisemærket til at levere på en mere planterig madkultur, mindre madspild, mere økologi, når nu det alt sammen er noget, de allerede har sagt, de vil, og det kan gøres billigt med et positivt incitament frem for tvang?" spørger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i ØL, i en kommentar på LinkedIn.

"Det glæder mig, regeringen allerede med sit forslag til finansloven afsatte midler til markedsfremme og faglig udvikling, men det er mig ubegribeligt, den ikke vil sikre Det Økologiske Spisemærke, der allerede har bevist sin værdi og nu kopieres af regeringer i andre lande," fortsætter hun.

Afskaffer afgifter på kaffe, chokolade og sukkervarer

ØL's direktør, Rasmus Prehn, hæfter sig også ved, at det økonomiske boost til Fonden for Økologisk Landbrug giver et rygstød til regeringens mål om at fordoble økologien frem mod 2030. Men det manglende langsigtede finansiering af spisemærket ærgrer ham, for en langsigtet finansiering vil give mærket en større effekt og sikre, at flere spisesteder får det, mener han. Derudover havde han gerne set, at man havde fundet midlerne til at sænke momsen på økologi.

"Og dermed prioriteret sundere og mere bæredygtige fødevarer frem for at fjerne afgifter på kaffe og chokolade. Vi ved, at regeringen har åbnet op for differentieret moms, og vi kæmper videre for, at økologien bliver tænkt ind," skriver han på LinkedIn.

Aftaleparterne afskaffer afgifterne på kaffe, chokolade og sukkervarer for ca. 1,3 mia. kr. i 2026, 2,5 mia. kr. årligt i 2027-2028 og 2,4 mia. kr. i 2029 og frem. Det vil give en typisk arbejderfamilie ca. 8.500 kr. ekstra om året.

Kirsten Lund Jensen, der er økologichef i L&F, er på linje med ØL:

”Det er positivt, at der er afsat midler til mærket næste år, men vi er meget ærgerlige over, at der stadig ikke er sikret en langsigtet finansiering. Det skaber usikkerhed for både de offentlige køkkener og producenter, og vi vil fortsat arbejde for, at mærket får den stabile støtte, det fortjener. Det samme gælder Innovationscenter for Økologisk Landbrug, som også kun er finansieret til og med 2026."