Ny generation af instantnudler skal baseres på økologiske bælgfrugter og rester fra havredrikke
Plantefonden har nu givet tilsagn om støtte for i alt 213,5 mio. kr. til 45 nye projekter, der skal bidrage til at accelerere omstillingen til en mere plantebaseret fødevaresektor i Danmark. Projekterne skal bl.a. understøtte forbrugeroplysning og kompetenceudvikling.

Instantnudler er populære, men deres næringsværdi er lav, og saltindholdet ofte meget højt. Det vil The Organic Crave Company ApS, Circular Food Technology ApS og Nutrimami ApS lave om på med et nyt projekt, som netop har fået tilsagn fra Plantefonden.
Virksomhederne vil udvikle instantnudler, der er baseret på økologiske bælgfrugter og rester fra bl.a. produktionen af havredrikke. Produktet skal være uden brug af tilsætningsstoffer og ses som et sundt og klimavenligt alternativ til de nudler, der dominerer markedet i dag.
Projektet er et af de 45 projekter, som Plantefonden nu har givet tilsagn til, og interessen for årets ansøgningsrunde hos Plantefonden har været massiv: 141 projekter indsendte ansøgninger med et samlet ønske om tilskud på over 750 mio. kroner – langt mere, end Plantefonden havde mulighed for at imødekomme.
Dermed fortsætter Plantefonden sin positive udvikling med flere midler og større interesse fra ansøgere for hver runde.
”Det er enormt opløftende at se det engagement og den faglige tyngde, der præger ansøgningerne. Det viser, at både virksomheder, forskere og civilsamfundet er klar til at tage ansvar og handle konkret på den grønne omstilling. Ansøgerfeltet var meget stærkt, og vi har desværre måtte give afslag til nogle meget gode projekter. Vi har skulle prioritere midlerne og sikre en balanceret fordeling inden for fondens indsatsområder. Vi håber, at det stærke ansøgningsfelt og kvaliteten fortsætter, og at ansøgere ikke mister modet og vil søge fonden fremover”, siger Marie-Louise Boisen Lendal, forperson for Plantefonden.
Inddrager flere aktører
De 45 projekter repræsenterer en bred palet af tilgange og aktører: Blandt modtagerne er både små- og store virksomheder, primærproducenter, universiteter, brancheaktører og organisationer mv.
Projekterne adresserer centrale udfordringer og muligheder i den plantebaserede værdikæde – fra udvikling af nye produkter og produktionsmetoder til kommunikation, videnopbygning og markedsmodning.
”Vi har prioriteret projekter, som ikke bare er gode på papiret, men som har potentiale for konkret og mærkbar effekt. Igen i år ser vi et billede af, at de fleste projekter på papiret arbejder med at fremme efterspørgslen. Men dykker man ned i projekterne, ses en tendens til, at stadigt flere projekter er tænkt bredt med involvering af flere relevante aktører – især på leverandørsiden. Med andre ord styrker adskillige projekter sektoren på både efterspørgsels- og udbudssiden”, forklarer Marie-Louise Boisen Lendal.
Plantefonden blev etableret som en del af den politiske aftale om grøn omstilling af landbruget og har siden 2022 haft til opgave at fremme udvikling, produktion og efterspørgsel af plantebaserede fødevarer i Danmark.
Med årets tilsagn videreføres den ambition med en ny generation af projekter, der både favner innovation, samarbejde og skalering.
Samlet set udgør partnerskabsprojekter 53 pct. af årets tilsagn, hvilket er en stigning på 13 procentpoint sammenlignet med 2024.
Økologiske projekter
Flere af de 45 projekter har specifikt fokus på økologien. Her er tale om:
1. The Future of Organic Alternatives: Delicious, Inclusive, Scalable - ansøgt af Tempty Foods ApS, Kost Studio ApS og Nordic Fast Food (Ristet Rug).
Projektet vil udvikle 1-2 økologiske og allergenfri alternativer til animalsk kød. Der vil være fokus på velsmag og skalerbarhed, mens forhåbning er, at produktet kan baseres på mindst én svampebaseret ingrediens. Målet er at etablere en ny fødevarekategori, der ikke forsøger at efterligne kød.
2. Gør Storbritannien Grønt og Økologisk - ansøgt af Landbrug & Fødevarer.
Projektet vil gennemføre indsatser for at øge dansk eksport af plantebaserede fødevarer til britisk detail og foodservice.
3. Next Generation nudler – Fremtidens bæredygtige og sunde nudler baseret på økologiske bælgfrugter og upcyclede plante-baserede ingredienser - ansøgt af The Organic Crave Company ApS, Circular Food Technology ApS og Nutrimami ApS.
Projektet vil udvikle den næste generation af instantnudler, som er økologiske, plantebaserede, glutenfri og med et naturligt højt proteinindhold. Nudlerne baseres på økologiske bælgfrugter og upcyclede plantebaserede ingredienser – primært maskmel og protein- samt fiberfraktioner fra reststrømme udvundet fra havredrik. Der er fokus på at udvikle et clean-label produkt uden brug af tilsætningsstoffer og E-numre, og dermed et sundt og klimavenligt alternativ til de nudler, der dominerer markedet i dag.
4. Øko-Ø-Ærø – mere grøn og økologisk mad på Ærø - ansøgt af Ærø Kommune.
Projektet vil øge andelen af grøn og økologisk mad på Ærø ved at kompetenceudvikle de køkkenfaglige medarbejdere i seks offentlige/selvejende institutioners køkkener på Ærø, der tilsammen tilbederede 1.800 daglige måltider til øens beboere. I fællesskab med de kokkefaglige udvikles 50 grønne opskrifter til skolemad, morgenmad og mellemmåltider.
5. De grønne gastronauter | Grøn indstilling - ansøgt af Cheval Blanc Kantiner A/S.
Projektet vil accelerere overgangen til plantebaseret og økologisk mad i storkøkkener gennem teoretisk såvel som praktisk uddannelse af både køkkenfagligt personale samt ledelse hos Cheval Blanc.
6. ESG-MÅLtid for virksomheder - Ansvarlig forplejning på arbejdspladsen med planter og økologi - ansøgt af Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening.
Projektet vil skabe opmærksomhed om- og prioritering af flere økologiske bælgfrugter og grøntsager i maden i kantinen blandt beslutningstagere i 50 af Danmarks største virksomheder. Projektet vil bl.a. indsamle og formidle inspiration fra 10 virksomheder, som med succes har indført grønnere mad, gennem et idékatalog og strategihæfte.
7. Fremtidens planteambassadører i dagligvarehandlens frugt- og grønt - ansøgt af Økologisk Landsforening.
Projektet vil aktivere detailhandelens frontpersonale som en drivkraft for at fremme salget af plantebaserede fødevarer i dansk detail. Det vil ske gennem et praksisnært uddannelsesprogram målrettet fagchefer, områdeansvarlige og salgsassistenter i dagligvarehandelens frugt- og grøntafdelinger. Forskning peger på, at butikskommunikation og råvarernes placering har afgørende betydning for forbrugernes valg i købsøjeblikket. Dén viden vil projektet sikre udbredes til frontpersonellet.
8. Fra rådhuse til borgernes tallerkener – grøn økologisk omlægning i kommuner (GØOK) - ansøgt af Økologisk Landsforening og Haaning & Merriad ApS.
Projektet vil øge afsætning af økologiske bælgfrugter og grøntsager til danske kommuner, der endnu ikke er så langt med den grønne omstilling på bespisningsområdet.
9. Wir (be)schaffen das! Mere grønt i tyske gryder - ansøgt af Landbrug & Fødevarer og Meyers A/S v/Meyers Madhus.
Projektet vil fremme eksporten af økologiske planteprodukter på det tyske marked ved at understøtte markedsudviklingen inden for økologi og planter. Projektet tager udgangspunkt i de ca. 16 mio. offentlige bespisninger, der dagligt serveres i Tyskland.
10. NORA: Navigating Organic and Refinement’s impact on human and planetary health - ansøgt af Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, Aarhus Universitet.
Projektet vil undersøge sundheds- og miljømæssige effekter af en plantebaseret kost, herunder betydning af forarbejdningsgrad samt om fødevarerne er produceret økologisk eller konventionelt.
11. Nye plantebaserede og økologiske måltidskoncepter til storskalaeksport - Detailkoncept - ansøgt af Northern Greens A/S, Organic Plant Protein A/S, Restaurationsselskabet Anneberg ApS (Restaurant MOTA ApS), Aarhus Universitet, Maude Group ApS og MAA.C ApS.
Projektet vil udvikle tre nye, næringsrige, økologiske og plantebaserede måltidsløsninger målrettet unge studerende og friluftssegmentet. Projektet har fokus på samt og prispunkt for velkendte retter, hvor der kun skal tilsættes vand, uden at varen skal på køl.
12. Øko-grønt i front. Opkvalificering på tværs af værdikæden - ansøgt af Innovationscenter for Økologisk Landbrug P/S, Landbrug & Fødevarer, Jordbrugets Uddannelsescenter, HortiAdvice A/S, Roskilde Tekniske Skole, Dalum Landbrugsskole.
Projektet vil opkvalificere fremtidige producenter og aftagere af danske, økologiske grøntsager gennem uddannelses- og kursusindsatser.
13. Fra mark til måltid - Mod en grønnere værdikæde - ansøgt af Økologisk Landsforening, Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Haaning & Merriad.
Projektet vil favne hele værdikæden, fra mark til forbruger, med det formål at flytte viden, holdninger og madadfærd på tværs af den plantebaserede fødevaresektor og konkret styrke afsætningen af korn, spirer, bælgfrugter, frugt og grønt. Det sker gennem workshops, konverterings- og ambassadørforløb, hvor madprofessionelle får flere kompetencer til at sammensætte en grøn tallerken. Hertil netværksarrangementer med markvandringer, fyraftensmøder og fællesspisninger for hele værdikæden.
14. Grøn skolemad som motor for grøn omstilling i Danmark - ansøgt af Madkulturen, Økologisk Landsforening, Haver til Maver og Norion.
Projektet vil give 12 af de kommende skolemadsproduktionskøkkener i Det Nationale Skolemadsforsøg muligheden for at tilkoble en ”grøn motor”. Formålet er at øge andelen af lokalt og økologisk grønt i skolemadsproduktionen.