Annonce

Annonce

Stude på græs

Omstillingen til økologi går ikke hurtigt nok, til at EU kan nå sin målsætning i 2030, viser en ny gennemgang af målene i Den Europæiske Grønne Pagt. Foto: Malthe Karstensen

Omlægning til økologi er blandt de mange mål i EU's grønne pagt, som ser ud til at misse deadline

EU's 'Green Deal' danner rammen for den grønne omstilling i EU, men de færreste af dens mål er på vej til at blive opfyldt i tide, og over 40 af målsætningerne kender man ikke status på, fordi der mangler data. Det viser den hidtil største gennemgang af implementeringen af aftalen.

Den Europæiske Grønne Pagt - EU's 'Green Deal' - sætter rammerne for en grøn omstilling i hele EU, men meget skal ske, hvis målene skal nås, for lige nu er pagten på noget af en slingrekurs.

En ny rapport fra Det Fælles Forskningscenter (JRC) viser, at kun hver femte målsætning af i alt 154 bindende og ikke-bindende mål er på rette kurs mod at blive indfriet i tide. F.eks. vokser det økologiske areal ikke hurtigt nok til at nå EU's mål om, at 25 pct. af landbrugsarealet skal være økologisk i 2030. Den årlige vækst har de seneste år været på 6,7 pct. i gennemsnit, men den skal op på 9,3 pct. for at være tilstrækkelig.

Til gengæld vurderes det, at målet om at halvere pesticidforbruget med 50 pct. inden 2030 er inden for rækkevidde.

Rapporten er den hidtil mest omfattende undersøgelse af arbejdet med Den Europæiske Grønne Pagt, som dækker en bred vifte af sektorer, herunder energi, transport, cirkulær økonomi, landbrug og fødevarer, økosystemer og biodiversitet samt vand-, jord- og luftforurening.

Rapporten har inddelt målene i syv tematiske områder for at give et mere overskueligt overblik: Klimamål; ren, billig og sikker energi; cirkulær økonomi; bæredygtig og smart mobilitet; at gøre den fælles landbrugspolitik og "Farm to Fork"-strategien grønnere; bevare og beskytte biodiversiteten samt fremme et giftfrit miljø.

Af de 154 mål er kun 32 'på rette kurs', mens 64 er identificeret som 'hastighed skal øges', hvilket betyder, at der skal mere fremskridt til for at opnå målene i tide. 15 af målene er 'ikke i fremskridt' eller ligefrem 'tilbagegående', og for 43 af målene er der i øjeblikket ingen data tilgængelige.

"Studiet viser, at vi er på rette vej mod fremskridt i Den Europæiske Grønne Pagt. De fleste politikker og understøttende værktøjer er på plads og begynder at levere resultater. For at nå de ambitiøse mål for 2030 og 2050 skal fremskridtet imidlertid accelereres i mange områder. For at nå målene i den grønne pagt er det afgørende med fuld implementering og anvendelse af disse politikker gennem tiltag på medlemsstatsniveau. Det er afgørende at lave en systemforandring i alle sektorer og skifte over til mere ansvarlige forbrugs- og produktionsmodeller," skriver JRC.

Fugle forsvinder i landbrugsområder

Af fremskridt kan nævnes, at udledningen af drivhusgasser er konsekvent faldende med betydelige reduktioner i nøglesektorer som energi og industri. Fremskridt ses også inden for genanvendelse og bæredygtige produktionsprocesser, hvilket driver overgangen til en ren og cirkulær økonomi og adresserer affaldsproblemer.

Selvom fremskridtene er lovende, er yderligere handling nødvendig for at opnå målene for 2030 og fremefter i nogle områder, vurderer JRC. For eksempel skal vedvarende energi vokse hurtigere for at opnå 42,5 pct.-målet, og det skal understøttes af investeringer i infrastruktur og innovation. Udvidelse af beskyttede områder og genoprettelse af økosystemer vil være afgørende for at omvende tabet af biodiversitet.

Der er også områder, som er af høj bekymring ifølge rapporten: For eksempel falder fuglepopulationerne støt i landbrugsområder, mens de i andre egne har vist positive tegn på at komme sig.

Forbedrede data- og overvågningssystemer er også nødvendige for at spore fremskridtet, da 28 pct. af målene i dag mangler tilstrækkelige data.

Mange lovgivningsinitiativer under den grønne pagt er først nyligt blevet vedtaget, som f.eks. Naturgenoprettelsesloven, og endnu ikke er implementeret, skriver JRC. Andre er under diskussion eller har en lang indførelsestid, før der kan opnås betydelige resultater.

Blandt de konkrete mål i den grønne pagt er også, at EU skal være klimaneutral i 2050.

Flere artikler fra samme sektion

Frivillige aftaler kunne ikke sikre landets drikkevandsboringer i tide

Efter seks års forsøg er det ikke lykkedes for landets vandværker at lave de frivillige aftaler med landmænd og lodsejere, der skulle sikre landets drikkevandsboringer mod pesticidrester. Nu er opgaven skubbet videre til kommunerne, men det har kun gjort det endnu mere tidskrævende at indgå aftaler.

21-02-2025 10 minutter Pesticider,   Politik,   Drikkevand

Pesticider skyder forbi deres mål og skader organismer, som de ikke burde påvirke

Et metastudie viser, at pesticider også skader organismer, som de aldrig var designet til at påvirke. Og nyere pesticider er ikke bedre end ældre pesticider, når det gælder om at undgå de såkaldte ikke-målarter.

19-02-2025 5 minutter Pesticider,   Miljø,   Forskning

Vandværker hæver priserne for at kunne beskytte drikkevandet mod pesticider

Flere danskere kan se frem til dyrere drikkevand, som en direkte konsekvens af at der bliver brugt pesticider i områder, hvor midlerne risikerer at forurene vandet.

18-02-2025 3 minutter Drikkevand,   Pesticider