Annonce

Annonce

Mon regeringen og Økologisk Landsforening har samme opfattelse af bæredygtig husdyrproduktion?

KLUMME: I Økologisk Landsforening står vi med det indtryk, at regeringen hellere vil løse udfordringer ved at bevare det eksisterende fødevaresystem og satse det hele på teknologiudvikling.

05. oktober 2020
Læsetid: 4 minutter
Politisk klumme af Sybille Kyed

Politisk klumme Sybille Kyed. Foto: ØL

Af: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening  

Regeringen har nu offentliggjort sin grønne forskningsstrategi, som skal finansieres med midler fra corona-krigskassen. Landbrugs- og fødevareområdet er et af fire prioriterede områder.

Så langt, så godt. 

Det er også godt at læse, at regeringen ser tre mulige fokusområder i landbrugs- og fødevareforskningen, som den kalder bæredygtig husdyrproduktion, klima-, miljø- og naturvenlige dyrkningssystemer og bæredygtige proteiner.

Ord er dog taknemmelige. For har regeringen forholdt sig til, at bæredygtighed ikke kan reduceres til at undgå udledning af metan- og lattergas? Bæredygtighed handler om at levere på det hele, blandt andet dyrevelfærd, sundhed og heraf et lavt antibiotikaforbrug, natur- og biodiversitet, frugtbare jorde, rent drikkevand og en balanceret kost.

Med den definition på bæredygtighed ser Økologisk Landsforening et helt forandret fødevaresystem. Dyrene skal ud af staldene, og husdyrholdets størrelse vil i stigende grad blive afpasset dyrenes særlige værdi i økosystemet – blandt andet græsning af arealer, der ikke egner sig til dyrkning og muligheden for at sikre en proteinforsyning via græs og andre danske proteinkilder. Deraf følger også, at vi vil få en anden balance og fordeling i arealanvendelsen i Danmark, hvor meget større arealer vil blive brugt til at dyrke afgrøder til konsum.

Vi er helt med på, at nye teknologier skal udvikles, men de kan ikke løse det hele, og det har lange udsigter, før vi har de rette løsninger. Til gengæld har vi en mulighed for at skabe balance og nye indtjeningsmuligheder blot ved at understøtte omlægningen til et andet fødevaresystem.

En sådan forandring vil igen påvirke sammensætningen af den danske fødevareklynge, hvilke følgevirksomheder, der ligger i den, og hvilke arbejdspladser, den indeholder, og selve forandringsprocessen vil påvirke det enkelte landbrugs økonomi,

Der er således meget mere på spil end blot at optimere på det, vi gør i dag.

Økologisk Landsforening efterspørger derfor, at der udarbejdes en analyse af de samfunds- og erhvervsøkonomiske konsekvenser ved en større omlægning af fødevarevaresystemet. En omlægning, der indebærer en anden rolle til husdyrene, en anden arealanvendelse med flere konsumafgrøder, flerårige afgrøder og vedafgrøder, hvor pesticider og kunstgødning er forbudt, og hvor næringsstoffer holdes i kredsløb. En analyse, der også skal afdække effekterne på klima, natur, drikkevand, dyrevelfærd, antibiotikaforbrug og kosten.

Måske mange af dagens udfordringer knyttet til vores måde at drive landbrug på var løst, hvis blot politikerne tør være politikere og vedtage ny politik, der skaber grundlag for reel omstilling i landbruget.

Desværre står vi i Økologisk Landsforening med det indtryk, at regeringen hellere vil løse udfordringer ved at bevare det eksisterende fødevaresystem og satse det hele på teknologiudvikling. Et indtryk, der bestyrkes, når vi læser den nye grønne forskningsstrategi og lytter til udmeldingerne fra diverse ministre og ordførere. 

Vi er helt med på, at nye teknologier skal udvikles, men de kan ikke løse det hele, og det har lange udsigter, før vi har de rette løsninger. Til gengæld har vi en mulighed for at skabe balance og nye indtjeningsmuligheder blot ved at understøtte omlægningen til et andet fødevaresystem.

Men vi gør, hvad vi kan i Økologisk Landsforening, for at få politikere og beslutningstagere til at løfte blikket lidt ud over det, vi kender, og bestille en analyse, der kan belyse effekterne ved at gå en helt anden vej. 

Analysen skal give politikerne et bedre beslutningsgrundlag og forhåbentligt indgyde dem mod.

Hvem ved? Måske mange af dagens udfordringer knyttet til vores måde at drive landbrug på var løst, hvis blot politikerne tør være politikere og vedtage ny politik, der skaber grundlag for reel omstilling i landbruget. Virkemidlerne er der, det er kun mod og vilje, der mangler.

Flere artikler fra samme sektion

Økologien får et rygstød i ny politisk aftale

En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.

12-04-2025 6 minutter Politik,   Tilskud,   Grøn trepart

Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider

Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.

11-04-2025 3 minutter Pesticider

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider