Metanudledningen sætter turbo på klimaforandringerne - disse lavthængende frugter kan bremse dem

Denne kronik er oprindeligt bragt på The Conversation d. 5. marts

Af: Euan Nisbet, professor i geovidenskab, Royal Holloway, University of London, England

Den største udfordring i bestræbelserne på at begrænse den globale opvarmning til 2°C – det øvre mål i Parisaftalen fra 2015 – er, at metanudledningerne stiger meget hurtigt.

Metan er en drivhusgas, som – molekyle for molekyle – fanger varme langt mere effektivt end kuldioxid, selvom den forbliver kortere tid i atmosfæren (årtier i stedet for århundreder). At reducere udledningen af metan kan derfor bremse hastigheden af den globale opvarmning markant.

Desværre medfører et varmere og mere fugtigt klima allerede, at vådområder producerer mere metan, hvilket forværrer klimaforandringerne. Denne feedback-effekt gør det endnu vigtigere hurtigt at reducere metan fra kilder, som vi har direkte kontrol over; såsom landbrug.

Den gode nyhed er, at mine kolleger og jeg i et nyt studie viser, at der findes mange måder at gøre netop dette på.

Hvert år udledes omkring 600 mio. ton metan til atmosfæren, hvoraf ca. 40 pct. stammer fra naturlige kilder og 60 pct. fra menneskelige aktiviteter. Af sidstnævnte udgør fossile brændsler 120-130 mio. ton og drejer sig om metan fra læk fra gasledninger, kulminer og oliekilder. Her er der dog sket fremskridt: Nye satellitter gør det lettere at finde lækager, og 159 lande har lovet at reducere metanudledninger med 30 pct. inden 2030.

Omkring 210-250 mio. ton metan stammer derimod fra landbruget og dets biprodukter, og disse udledninger er langt sværere at kontrollere. Det er nemlig nemmere at finde en utæt gasledning fra rummet end små, spredte udslip fra landbruget, som samlet set er enorme.

Kilderne inkluderer metan fra husdyrs udånding og gylle (omkring 120 mio. ton), rismarker (ca. 30 mio. ton), afbrænding af afgrøderester (omkring 20 mio. ton) og organisk affald på lossepladser (ca. 70 mio. ton).

Siden 2000 har Storbritannien markant reduceret dets samlede metanudledninger, især ved at dække lossepladser og opsamle gassen i rør, men udledningerne fra landbruget – f.eks. fra gylletanke – har stort set ikke ændret sig. Metanen dannes af metanogene mikroorganismer, som lever i iltfattige miljøer såsom i køers maver, i biogasanlæg (der bruger bakterier til at omdanne organisk affald til gødning, olie og gas) og på lossepladser.

Hvis Storbritannien reducerer sine egne landbrugsudledninger ved at importere mere mad fra tropiske lande som Brasilien, kan det stadig øge den globale klimabelastning. Problemet er globalt, og kun få lande har succes med at nedbringe metanudledninger fra landbruget.

Køer, grise og høns producerer enorme mængder gylle. I USA, Europa og Østasien opbevares gylle ofte i store tanke eller damme. Disse er typisk overdækkede, men udleder alligevel metan.

Gas­tætte overdækninger kan forhindre dette, og den opsamlede metan kan bruges til at producere elektricitet. Det udleder stadig CO₂, men i mindre grad, og strømmen kan erstatte ny naturgas i elnettet. Den tilbageværende gylle kan bruges som gødning – og i fremtiden måske endda som flybrændstof, selvom det endnu ikke er kommercielt muligt.

Biogasanlæg bliver mere udbredte i byer og på gårde, men de lækker ofte. Metan lugter ikke, men hvis et biogasanlæg lækker andre gasser, der lugter, lækker det sandsynligvis også metan. Lækagerne er nemme at håndtere, men det kræver strengere regulering at sikre håndteringen.

De fleste af verdens kvæg findes i Indien, Afrika og Sydamerika. I tropiske områder er afgrøder uden kunstvanding ofte utilstrækkelige, så husdyr som køer og geder spiller en vigtig rolle i fødevareforsyningen. Mindre bestande kan dog producere den samme mængde mad, hvis kvægsygdomme bekæmpes. Man kan f.eks. vaccinere mod yverbetændelse, East Coast fever og afrikansk sovesyge, og i Indien har man sågar brugt kønssorteret sæd ved kunstig befrugtning til at få flere kviekalve og dermed reducere antallet af køer i mælkebesætninger.

Det er muligt at give kvæg foderadditiver, som reducerer metanudledningen, men det er for dyrt for mange udviklingslande.

Rismarker udleder metan, men ris er vitalt for ernæringen – især i Øst- og Sydasien samt dele af Afrika. Ved kun at oversvømme markerne, når det er nødvendigt, kan udledningen reduceres med op til 25 pct.

I Kina, Indien, Afrika og store dele af USA og Europa er lossepladser store metankilder, især på grund af madaffald. Men som erfaringer fra Storbritannien viser, kan godt design og gasopsamling reducere udledningerne markant. Blot ved at dække affaldet med en meter jord kan man skabe levesteder for metanforbrugende bakterier og forebygge de mange lossepladsbrande, der især plager Afrika og Indien. En simpel plastfolie mellem affald og jord samt rør til gasopsamling kan gøre stor forskel.

Afbrænding af afgrøderester er udbredt i Indien og det tropiske Afrika og forværrer både luftforurening og klima. Det var tidligere et problem i Europa og Storbritannien, men er nu næsten elimineret gennem bedre landbrugsteknik og halmhåndtering. For at reducere afbrænding skal bønder have god rådgivning, styring, regulering og økonomisk støtte.

At reducere metan fra landbruget kræver mange forskellige og relativt billige tiltag, som alle afhænger af god planlægning og ledelse, men som til gengæld vil kunne reducere de fødevarerelaterede udledninger betydeligt de kommende årti. Højeste prioritet bør være at tackle udledningerne fra lossepladser og afbrænding af afgrøderester i Afrika og Indien. I USA, Europa og Kina bør fokus være på lagring af gylle og biogasanlæg. Med beslutsomhed og billige økonomiske gulerødder kan vi nå langt.