Kemisk forurening påvirker dyr og menneskers adfærd, men toksikologer tøver med at teste for det

Denne kronik er oprindeligt bragt på engelsk på The Conversation d. 9/10

Af: Alex Ford, professor i biologi, University of Plymouth

De fleste miljøforskere mener, at kemisk forurening kan påvirke mennesker og dyreliv negativt, ifølge en ny undersøgelse fra mit forskerhold.

Vi undersøgte 166 miljøforskere fra universiteter, myndigheder og industrien og fandt, at industriforskere inden for miljøtoksikologi var tilbageholdende med at bruge adfærdsstudier, når de skulle vurdere risikoen ved kemikalier. Der kan være flere mulige årsager til denne tøven.

Som samfund har vi i århundreder vidst, at forurenende kemiske stoffer kan påvirke vores adfærd. Udtryk som “mad as a hatter” og “crazy as a painter” kom ind i det engelske sprog på baggrund af observationer af psykotisk adfærd forårsaget af arbejdsrelateret udsættelse for kviksølv og bly. Over hele verden er bly blevet fjernet fra vandrør, fordi det kan nedsætte børns kognitive evner.

Der findes også restriktioner på indtag af alkohol og narkotika under bilkørsel, fordi det øger risikoen for ulykker. Men tidligere forskning viser, at adfærd sjældent bruges til at vurdere effekterne af forurening på vilde dyr.

Der findes omkring 350.000 forskellige kemikalier i almindelig husholdnings- og industribrug. Før disse kemikalier bliver godkendt til brug, gennemfører myndigheder eller virksomheder forsøg for at vurdere den potentielle miljørisiko.

Desværre er kemikalier i mange tilfælde kommet på markedet uden en grundig vurdering af den skade, de kan forvolde miljøet. Det gælder blandt andet plastadditiver – kemikalier, der tilsættes plast for at give materialet bestemte egenskaber såsom fleksibilitet, varmebestandighed, farve og UV-beskyttelse.

Forskere vurderer, at der findes over 16.000 kemikalier, som enten findes i plast eller bruges til at fremstille det. To tredjedele af disse stoffer mangler tilstrækkelige toksicitetsdata.

Toksicitetstests involverer typisk et begrænset antal dyr som fisk, krebsdyr og alger. De udsættes for specifikke kemikalier for at vurdere effekterne på overlevelse, vækst og reproduktion. Som et middel til at beskytte miljøet fastlægger risikovurderinger, hvilke koncentrationer af kemikalier der anses for sikre i naturen.

Men det bliver ikke vurderet, om de påvirker dyrs adfærd. Studier af effekterne af medicinske og illegale stoffer, som bevidst ændrer menneskers adfærd, har rejst spørgsmål om deres miljømæssige konsekvenser.

Mange forurenende stoffer, der efterligner hormoner, påvirker også adfærd. For eksempel kan syntetiske østrogener og androgener ændre fisks reproduktionsadfærd. Antidepressiver og angstdæmpende medicin påvirker adfærden hos mange vandlevende organismer.

Et dyrs adfærd er afgørende for dets overlevelse. En brøkdel af et sekunds beslutning i trafikken kan forhindre eller forårsage en kollision og være forskellen mellem liv og død. På samme måde kan et dyr, der ikke opfører sig normalt, få sværere ved at undslippe rovdyr, finde mad eller tiltrække en mage.

Vi fandt flere mulige grunde til, at toksikologer i industrien er tilbageholdende med at tage adfærdsstudier i brug.

For det første var industriforskere mere skeptiske over for, om adfærdsstudier kan gentages. Nogle udtrykte bekymring for pålideligheden af de toksikologiske mål.

Selvom nogle forskere deler disse bekymringer, bliver der internationalt gjort en indsats for at standardisere metoderne. Lægemiddelindustrien bruger allerede adfærdstests i udviklingen af medicin, hvilket tyder på en vis accept af deres troværdighed.

For det andet var alle de adspurgte forskere enige om, at det vil øge omkostningerne for både industri og myndigheder, hvis adfærdstests skal indgå i de eksisterende vurderinger af kemikalieforurening. Selv om det kan påvirke profitmarginer, argumenterer vi for, at det også har en pris — for menneskers sundhed og miljøet — hvis man ikke inkluderer adfærd i værktøjskassen til at vurdere kemikaliesikkerhed.

Industrien kan også være tilbageholdende, af frygt for hvad forskere vil finde om eksisterende kemikalier. Kan der være stoffer i vores daglige produkter, som øger risikoen for demens, angst eller depression?

Nogle forskere begynder eksempelvis at forbinde forurening med neurologiske lidelser, angst og endda højere kriminalitetsrater.

Det kan tage år, hvis ikke årtier, at udvikle internationalt standardiserede toksicitetstests. Derfor bør eksisterende tests begynde at inkludere adfærd. Det kan forhåbentlig reducere tid, omkostninger og etiske problemstillinger og samtidig maksimere den viden, vi har til rådighed for at beskytte mennesker og miljø.