Pesticider gør fisk mindre sociale, og det kan få store konsekvenser for bestandene

Denne kronik er oprindeligt bragt på engelsk på The Conversation d. 14. juli

Af: Kyle Morrison, ph.d.-kandidat i økologi og evolutionær biologi, UNSW Sydney, Australien

Forskere har påvist pesticider i floder, søer og oceaner over hele verden. Men hvad gør disse pesticider egentlig ved fiskene?

Længe før pesticider når dødelige niveauer, kan de forstyrre hormoner, skade hjernefunktionen og ændre fiskenes adfærd. Mange af disse adfærdsmønstre er helt afgørende for sunde økosystemer.

I et nyt studie har mine kolleger og jeg vist, at pesticider påvirker en lang række forskellige adfærdstræk hos fisk. Generelt gør de kemiske stoffer fiskene mindre sociale og mindre interaktive. De bruger mindre tid i stimer, forsvarer deres territorier i mindre grad og gør færre forsøg på at parre sig.

Forestil dig et hav uden de farverige fiskestimer, vi kender – kun enkelte, ensomme svømmere, der driver rundt. I det stille begynder økosystemerne at falde fra hinanden, længe før massevis af døde fisk dukker op i nyhederne.

Australien er en af verdens største producenter og forbrugere af pesticider med flere end 11.000 godkendte kemiske produkter, der rutinemæssigt anvendes i landbruget og i private haver. Bemærkelsesværdigt er det, at nogle af disse stoffer fortsat er tilladt i Australien, selv om de er forbudt i andre regioner, som f.eks. EU, på grund af sikkerhedsrisici.

Når en traktor eller et fly sprøjter pesticider på marker, danner det en tåge af kemikalier, der dræber skadedyr. Efter kraftig regn kan stofferne skylles ud i vejgrøfter, sive gennem jorden og langsomt ende i floder, søer og oceaner.

Her svømmer fiskene i en fortyndet kemisk cocktail. De kan optage pesticider gennem gællerne eller indtage dem via forurenet føde.

Ved høje koncentrationer kan det føre til massedød blandt fisk. Men i naturen er doserne oftest ikke dødelige – og mere subtile effekter gør sig gældende. Forskere kalder disse for sub-letale effekter.

En af de mest undersøgte sub-letale effekter er ændringer i adfærd – altså måden, fiskene interagerer med deres omgivelser på.

Vores tidligere forskning har vist, at de fleste eksperimenter typisk har undersøgt fisk i isolation og målt ting som, hvor langt eller hvor hurtigt de svømmer, når der er pesticider til stede.

Men fisk lever ikke alene – de danner stimer, forsvarer territorier og finder partnere. Disse adfærdsmønstre er centrale for stabile økosystemer. Derfor undersøgte vi denne gang, hvordan pesticider påvirker netop de sociale adfærdstræk.

I vores studie analyserede vi data fra 37 eksperimenter udført rundt om i verden. Tilsammen undersøgte de effekten af 31 forskellige pesticider på de sociale adfærdsmønstre hos 11 fiskearter.

Resultaterne peger på, at pesticider generelt gør fisk mindre sociale, og det mønster gik igen på tværs af arter. Mest markant var effekten på kurtiseringsadfærd – altså de handlinger, fisk bruger for at finde og tiltrække en mage. Det er særligt bekymrende, fordi vellykket parringsadfærd er helt afgørende for både fiskebestandenes sundhed og økosystemernes stabilitet.

Vi fandt også, at pesticider som glyphosat, der kan påvirke både hjernens funktion og hormonniveauer, havde de stærkeste effekter på fiskenes sociale adfærd. Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan netop hjernefunktion og hormoner driver sociale adfærdsmønstre hos fisk – noget, som fremtidig forskning kan undersøge nærmere.

For eksempel kunne forskere se på, hvor meget ændringer i testosteron hænger sammen med ændringer i territorieforsvar. Ved at koble det, der sker i kroppen, med den ydre adfærd kan vi bedre forstå de komplekse effekter af pesticider.

Vi fandt også store videnshuller i de eksisterende studier. Mange undersøgelser fokuserer kun på et begrænset antal letundersøgelige “modelarter” som zebrafisk, medaka og guppy. Ofte anvendes der også pesticiddoser og eksponeringsperioder, som ikke afspejler virkeligheden i naturen.

At inddrage flere arter og realistiske doser er derfor afgørende for at forstå, hvordan pesticider reelt påvirker vilde fiskebestande.

Myndigheder, der regulerer pesticider, bør begynde at betragte adfærd som en vigtig og pålidelig indikator for pesticidsikkerhed. Det kan hjælpe med at opdage forurening i tide – før massevis af fisk dør.

Forskerne spiller også en nøglerolle. Hvis man anvender de samme metoder, kan resultaterne sammenlignes. En sådan standardisering kan give myndighederne det evidensgrundlag, de har brug for, til at vurdere pesticidrisici på en troværdig måde.

Hvis forskere og myndigheder arbejder sammen, kan adfærdsstudier indgå som et vigtigt redskab i beslutninger om pesticidregulering. På den måde kan man fange pesticidskaderne i opløbet og undgå massedød i økosystemerne.

Floder, søer, oceaner og koralrev mærker allerede presset fra menneskets voksende fodaftryk.

Indtil nu har meget af opmærksomheden med rette været på at reducere CO₂-udledninger og bekæmpe overfiskeri. Men der er en anden, mere skjult trussel under overfladen: de kemikalier, vi bruger.

Pesticider fra marker og haver påvises nu overalt, selv i ikoniske økosystemer som Great Barrier Reef. Som vi har vist, kan disse pesticider have foruroligende effekter, selv i lave koncentrationer.

Derfor er tiden inde til at skære ned på pesticidforbruget og reducere afstrømningen. Ved at skifte til mindre giftige alternativer og indføre bedre regulering kan vi begrænse skaderne. Handler vi hurtigt, kan vi reducere pesticidernes indvirkning på vores planet.