Annonce

Annonce

Kalø-elever har sået de første frø til en økologisk ungdomsbevægelse

Søndag 16. marts danner Kalø Økologisk Landbrugsskole rammen om et møde for unge, som vil have medindflydelse på, hvilken vej økologien skal udvikle sig - både i Danmark og internationalt.

13. marts 2025
Læsetid: 4 minutter
Rasmus Dose Sandorff taler på GF

Rasmus Dose Sandorff præsenterede tankerne om at danne en ungdomsorganisation til Økologisk Landsforening i forbindelse med foreningens generalforsamling, og initiativtagerne inviterer alle med interesse for at udvikle økologien til at deltage i weekendens møde på Kalø Økologisk Landbrugsskole Foto: Jakob Brandt

Der er behov for en organisation, som kan organisere landets unge mennesker og medlemmer af forskellige grønne foreninger og organisationer, som vil være med til at sætte kursen for fremtidens økologi.

Det mener en gruppe unge, som 7. marts deltog i Økologisk Landsforenings generalforsamling på Gram Slot. Gruppen består både af nuværende og gamle elever fra Kalø Økologisk Landbrugsskole, unge medlemmer af Økologisk Landsforening (ØL), Flor, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Frie Bønder - Levende Land, Permakultur Danmark og andre grønne netværk.  

Vi vil gerne skabe en ungdomsbevægelse, som kan samle alle unge, der ønsker at være med til at udbrede og udvikle økologien.

— Kalø-elev Rasmus Dose Sandorff, medinitiativtager til den økologiske ungdomsbevægelse

”Vi fornemmede, at der var mange gode kræfter og en positiv stemning på generalforsamlingen, men der manglede nogle unge,” siger Kalø-elev Rasmus Dose Sandorff, som er en af initiativtagerne bag den nye grønne bevægelse, som skal sikre medindflydelse på, hvilken vej økologien skal gå - både i Danmark og internationalt.

På søndag danner Kalø Økologisk Landbrugsskole rammen om det første møde, som i løbet af foråret skal føre til etableringen af en organisation, der efter planen skal fungere som en ungdomsbevægelse for Økologisk Landsforening.  

”Vi vil gerne skabe en ungdomsbevægelse, som kan samle alle unge, der ønsker at være med til at udbrede og udvikle økologien,” siger Rasmus Dose Sandorff, som håber at samle mange af de unge mennesker og foreninger, som drømmer om en fremtid, hvor økologien kommer til at fylde meget mere i landbruget og på tallerkenen.

ØL bakker op om initiativet

”Ideen til at etablere en ungdomsbevægelse opstod spontant under frokosten til generalforsamlingen,” siger Rasmus Dose Sandorff, som blev grebet af stemningen, og han fik både tid til at tale med direktør Rasmus Prehn og forperson Michael Kjerkegaard fra Økologisk Landsforening, inden han forlod Gram Slot.

De er begge begejstrede for ideen om en bevægelse, der kan samle ungdommen og fungere som en progressiv inspirator og sparringspartner for foreningen, hvor gennemsnitsalderen på medlemmerne er vokset gennem de seneste år.

”Vi bakker op om initiativet. Det er dejligt at opleve, at der er et stærkt engagement omkring økologien blandt ungdommen. Så må vi se, hvordan vi kan skabe et fremtidigt samarbejde, når de har fået stiftet deres forening,” siger Michael Kjerkegaard, som forventer, at de unge kan bidrage med både nye ideer og energi til Økologisk Landsforening.

Der er plads til alle

Man behøver ikke at have jord under neglene for at være med i den nye forening/bevægelse, som er åben for unge med forskellige indgangsvinkler til økologien.

23-årige Rasmus Dose Sandorff fra Rødovre blev selv uddannet som bygningssnedker, inden et ophold på Vestjyllands Højskole åbnede hans øjne for økologien, og i slutningen af januar startede han på første hovedforløb på Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Vi skal være ungdommens grønne stemme, og der er plads til alle, som ønsker at skabe en mere bæredygtig økologi.

— Kalø-elev Rasmus Dose Sandorff, medinitiativtager til den økologiske ungdomsbevægelse

Via et samarbejde med ØL mener han, at den bevægelse, der nu er i støbeskeen, får et stærkt talerør, som kan være med til at revitalisere økologien.

”Vi ser et fortsat behov for at videreudvikle på økologien, så den lever mere op til de økologiske principper samt udbrede den i samfundet, så vi kan brødføde befolkningen uden at undergrave fødevaresikkerheden, drikkevandet og biodiversiteten,” skriver initiativtagerne i den åbne invitation, der torsdag landede i mailboksen hos en bred vifte af potentielle medlemmer.

Rasmus Dose Sandorff håber, at mange vil møde op på skolen søndag 16. marts og deltage i bevægelsens første officielle møde, som meget passende foregår i ’Laden’ på Kalø.

”Vi skal være ungdommens grønne stemme, og der er plads til alle, som ønsker at skabe en mere bæredygtig økologi via forbedret jordforarbejdning, bedre dyrevelfærd og regenerativt landbrug,” siger Rasmus Dose Sandorff.

Flere artikler fra samme sektion

Hvor blev økologien egentlig af i Den Grønne Trepart? Det spørgsmål bliver rejst i Nordjylland

På Halkær Kro torsdag aften vil repræsentanter fra hhv. landbruget, naturen, forskningen og politik diskutere, hvad der blev af økologien i Den Grønne Trepart. Debatten vil være gratis at overvære.

07-05-2025 2 minutter Events

Greenpeace lancerer turistorganisation: ‘Kom og besøg Nordens Døde Hav’

Tourism Denmark er navnet på en ny turistorganisation, der fører kampagne i Danmark og i Europa for "Nordens Døde Hav". Bag initiativet står Greenpeace, der vil råbe EU op med budskabet om, at Danmark bryder EU’s lovkrav om at skabe et sundt vandmiljø.

07-05-2025 3 minutter Miljø,   Natur

Cocktaileffekten fra pesticider kan øge risikoen for kræft hos børn

Børn, der udsættes for flere pesticider samtidig, har øget risiko for kræft, viser nyt amerikansk studie. En af forskerne bag anbefaler derfor, at man køber økologiske fødevarer.

02-05-2025 3 minutter Pesticider,   Udland,   Forskning