Annonce
Annonce
Finansloven sikrer flere penge til kampen mod greenwashing
Der afsættes et tocifret millionbeløb til at give Forbrugerombudsmanden flere ressourcer mod det stigende antal sager om greenwashing. Og så er der afsat penge til en drikkevandsfond, der skal beskytte drikkevandet.

Der er afsat flere midler i finansloven til at bekæmpe greenwashing. Derudover er der også sat penge af til en drikkevandsfond og certificering af CO2-opgørelser. Foto: Colourbox
Klagerne over greenwashing - virksomheder, der oversælger grønne tiltag - er steget den seneste tid, og derfor er der nu afsat 28 mio. kr. ekstra til Forbrugerombudsmanden til at håndtere sagerne.
Pengene er en del af den netop indgåede aftale om finansloven for 2022, hvori der afsættes syv mio. kr. årligt i perioden 2022-2025.
Tiltaget møder ros på Twitter fra både Klimabevægelsens sekretariatsleder, Frederik Roland Sandby, og Concitos programchef for Fremtidens fødevarer, Michael Minter. Sidstnævnte skriver i en kommentar, at det er "virkelig tiltrængt med bedre håndhævelse af markedsføringsloven i forhold til grønne anprisninger."
Nu bliver Forbrugerombudsmanden bedre rustet i kampen mod lempfældig grøn markedsføring. @SFpolitik forslag om flere mio. til indsatsen har fundet vej til #fl22. Så godt! #Greenwashing #dkpol #dkgreen
— Signe Munk (@signe_munk) December 4, 2021
De stigende antal sager fik også Enhedslisten til i november at lancere udspillet 'Tid til et opgør med greenwashing!', hvori partiet foreslog seks konkrete indsatspunkter finansieret med 66 mio. kr. over fire år.
'Virksomheder markedsfører sig i stigende grad på at være miljø- og klimavenlige. I de tilfælde, hvor der er reelt handling bag ordene, er det godt. For forbrugerne efterspørger tiltag, der gør det grønne valg nemmere. Men i alt for mange tilfælde snyder virksomhederne på vægten eller kan ikke dokumentere klimaeffekten af de initiativer, de markedsfører sig på', skriver Enhedslisten bl.a. i udspillet.
Klimamærkning og drikkevand
Finansloven åbner desuden op for en mulig klimamærkning i fremtiden. Aftalepartierne har således afsat fem mio. kr. årligt fra 2022 til 2025 til certificering af CO2-opgørelser og mærkning for små- og mellemstore virksomheder. I aftalen står, at det for eksempel kan være "via relevant klimamærkning".
Der er også afsat penge til øget beskyttelse af drikkevandet i form af en drikkevandsfond, der skal medfinansiere beskyttelsen af drikkevand i vigtige indvindingsområder.
Derudover afsættes midler til i samarbejde med vandværker og kommuner at identificere områder med behov for øget beskyttelse på de mest udsatte områder. Det skal bl.a. ske ved hjælp af en kortlægning af udfordringer, som allerede er igangsat.
Der afsættes 50 mio. kr. årligt i 2022-2023, 45 mio. kr. i 2024 og 25 mio. kr. i 2025 til indsatserne.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.