Annonce

Annonce

Europas landbrug har stort set ikke mindsket sit klimaaftryk siden 2005

EU's landbrugssektor kæmper med at få reduceret sine betragtelige drivhusgasudledninger.

26. marts 2020
Læsetid: 3 minutter
En traktor kører oven på en bunke nyslået græs

Fra 2005 til 2018 har landbruget i EU blot reduceret sine udledninger af drivhusgasser med én pct. Foto: Colourbox

Siden 2005 har landbruget i EU haft særdeles svært ved at reducere sine udledninger af drivhusgasser og er langt fra at opfylde EU's klimamål for 2030.

Det viser en ny rapport fra EU's miljøagentur European Environmental Agency (EEA), som har vurderet klimabelastningen fra den ikke-kvotebelagte sektor i perioden 2005 til 2018. Sektoren dækker over landbrugs-, transport- og boligsektoren samt små og mellemstore virksomheder.

Sammenlagt står denne klynge for 55 pct. af EU's samlede udledninger, og for at EU når sine reduktionsmål, skal sektoren samlet set have reduceret sine udledninger med mindst 30 pct. i 2030 i forhold til 1990. Reduktionstallet kan endda stige, hvis unionen som foreslået beslutter sig for at skærpe sit klimamål, der lige nu lyder på en reduktion på 40 pct. i 2030, men formentlig bliver øget til mellem 50 og 55 pct.

Fra 2005 til 2018 har den ikke-kvotebelagte sektor blot formået at reducere sit klimaaftryk med 11 pct. - omtrent en tredjedel af hvad man skal nå senest i 2030. Det betyder, at man over halvvejs mod deadline mangler at nå to tredjedele af reduktionen.

For landbruget er det endnu værre; her har sektoren, som står for 17 pct. af EU's samlede udledninger, blot formået at sænke sine udledninger med én pct.

Ifølge rapporten kan udledningerne sænkes yderligere, hvis man målretter landbrugsstøtten til klimatiltag på bedrifterne, omlægning til økologi og krav til brugen og håndteringen af gødning. 

Her er en hindring på vejen imidlertid, at meget tyder på, at den fælles landbrugspolitik, CAP'en, der skulle træde i kraft fra 2021 og have mere fokus på klimatiltag i landbruget, efter alt at dømme bliver udskudt til 2022 og måske endda 2023 på grund af corona-pandemien.

Rapporten nævner ikke tal specifikt for Danmark, men udviklingen er mere eller mindre den samme herhjemme, hvis man ser på tal fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet: I 2008 udledte landbruget 10,7 mio. ton CO2-ækvivalenter, mens det i 2017 blot var faldet til 10,6 mio. ton.

Okologisk.nu har kontaktet Landbrug & Fødevarers klimadirektør Niels Peter Nørring for at spørge, hvorfor landbruget ikke har formået at sænke sin udledning de seneste 15 år, og hvad der har ændret sig, siden man fra dansk side vurderer, at man kan reducere udledningen markant de næste ti år. 

Af hensyn til omstændighederne forårsaget af corona-pandemien ønsker Niels Peter Nørring dog ikke på nuværende tidspunkt at kommentere på klimaindsatserne, herunder klimapartnerskabets nylige anbefalinger for fødevaresektoren.

Flere artikler fra samme sektion

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider

Økologisk Landsforening har fået nyt forpersonskab

Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har nu konstitueret sig. Den består af seks medlemmer, og en ny næstforperson.

04-04-2025 1 minutter Økologisk Landsforening

Ny politisk aftale skal styrke beskyttelsen af drikkevandet

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at afsætte 190 mio. kr. i perioden 2026-2027 til beskyttelse af det danske drikkevand. Midlerne skal fordeles via Drikkevandsfonden, som blandt andet støtter omlægning til økologi og skovrejsning.

03-04-2025 3 minutter Drikkevand,   Politik