Annonce
Annonce
Det vil være katastrofalt for dyrevelfærden, hvis EU-domstolen afgør, at det er i strid med reglerne at kræve bedøvelse af dyr inden slagtning, mener Dyrenes Beskyttelse. Foto: Colourbox
EU undersøger, om religion skal trumfe dyrevelfærd
Visse EU-lande kræver, at alle dyr bedøves inden slagtning, men det kan være i strid med EU-loven, da der skal tages hensyn til den religiøse frihed.
Enkelte EU-lande, heriblandt Danmark, har et ufravigeligt krav om, at dyr skal bedøves før slagtning af hensyn til dyrevelfærden, uanset om slagtningen er en del af et religiøst ritual som halal og kosher.
Det er imidlertid ikke sikkert, at det ufravigelige krav er i overensstemmelse med EU-loven, da det kan være i strid med hensynet til religiøse ritualer om, at dyrene skal være ved bevidsthed, når de afbløder, og derfor er sagen indbragt for Den Europæiske Unions Domstol, der skal afgøre, om de enkelte lande har ret til at lave disse særregler.
EU-domstolens generaladvokat, Gerard Hogan, har for nylig vurderet, at særreglerne er i strid med EU's lov, og hvis det bliver den endelige dom, vil det være en bombe under de danske dyrevelfærdsregler, mener Dyrenes Beskyttelse, der kalder en sådan dom for "et katastrofalt tilbageskridt":
"Hensynet til dyrene skal altid have forrang. De er levende, sansende væsener, og de skal under ingen omstændigheder behandles på så bestialsk vis," siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Flertal af EU-borgere ønsker bedøvelse
En ny meningsmåling udført af den europæiske sammenslutning for 70 dyreværnsorganisationer, Eurogroup For Animals, viser da også, at langt de fleste EU-borgere er imod aflivning uden bedøvelse: 89 pct. af i alt 23.126 borgere over 18 år på tværs af 24 EU-lande har i en online-undersøgelse svaret, at det bør være obligatorisk at bedøve dyr før slagtning, og 87 pct. mener, at EU skal kræve, at alle dyr bedøves inden slagtning på trods af religiøse formål.
"Det er frygtelig dyremishandling at skære halsen over på og afbløde dyr, som er ved bevidsthed under hele processen. Det kan man se med det blotte øje, men det bakkes også op af videnskabelige undersøgelser, som fastslår, at dyrene lider stor overlast. Det er også derfor, at man i lande som Danmark har sagt, at det vil man ikke være til," siger Britta Riis.
Ingen bedøvelse går ud over velfærden
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, Efsa, har i en videnskabelig vurdering konkluderet, at der er adskillige dyrevelfærdsmæssige problemer ved at slagte dyr uden forudgående bedøvelse og lade det forbløde, som man gør i den rituelle kosher- og halalslagtning; dyrene vil nemlig være ved bevidsthed i et stykke tid, før blodtabet er så stort, at de bliver bevidstløse:
'Dyrene, som slagtes, er i stand til at føle smerte, og som et resultat af snittet og blodtabet vil de - såfremt de ikke er bedøvet - have dårlig velfærd på grund af smerte, frygt og andre skadelige virkninger', skriver Efsa i sin konklusion og nævner, at dyrene har smertereceptorer, hvor man typisk skærer, og at de risikerer at inhalere deres eget blod.
Her fremgår det også, at der kan gå op mod to minutter, før en ko har mistet bevidstheden, og helt op mod 15 minutter for fisk.
Efsa anbefaler derfor, at 'grundet alvorlige bekymringer for dyrevelfærden' bør alle så vidt muligt dyr bedøves før slagtning.
Den Europæiske Unions Domstols afgørelse ventes at falde inden udgangen af året.
Flere artikler fra samme sektion
Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen
Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.
Skolemad er på finansloven
Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.
EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning
EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.