EU udskyder sin afskovningslov, mens verden mister 18 fodboldbaner tropisk skov hver dag
Som ventet har EU-Parlamentet vedtaget at udskyde en lov, der skal stoppe afskovning uden for EU. Samtidig lempes en række krav. Slingrekursen kan underminere den indsats, som ellers allerede er påbegyndt i flere lande, advarer World Resources Institute.
EU’s afskovningslov bliver udskudt med ét år. Det står klart efter, at Europa-Parlamentet har vedtaget målrettede ændringer i den såkaldte EU Deforestation Regulation (EUDR), der skal sikre, at varer på EU-markedet ikke stammer fra nyligt ryddet skov.
Udskydelsen betyder, at store virksomheder først skal efterleve reglerne fra 30. december 2026, mens små og mikrovirksomheder får frist frem til 30. juni 2027. Ændringerne blev vedtaget med 405 stemmer for, 242 imod og otte hverken for eller imod.
Ifølge EU skal den ekstra tid sikre en mere smidig overgang og give mulighed for at forbedre det fælles it-system, som virksomheder skal bruge til at indsende erklæringer om varernes oprindelse og lovlighed.
Forenklinger for små virksomheder
Samtidig lempes kravene for mindre aktører. Små og mikro primærproducenter skal fremover kun indsende én samlet, forenklet erklæring, og det bliver alene den virksomhed, der først bringer et produkt i omsætning på EU-markedet, som har ansvaret for due diligence-dokumentationen. Efterfølgende led i værdikæden fritages.
Hvad er EUDR?
EU Deforestation Regulation (EUDR) er en EU-forordning, vedtaget i 2023, som skal sikre, at en række råvarer og produkter på EU-markedet ikke stammer fra nyligt afskovede eller skovforringede arealer.
Reglerne gælder for kakao, kaffe, palmeolie, soja, træ, gummi og kvæg samt en række afledte produkter som chokolade, møbler, læder og oksekød.
For at sælge eller eksportere produkterne i EU skal virksomheder dokumentere, at:
- varerne er produceret uden afskovning eller skovforringelse efter 31. december 2020,
- produktionen overholder lovgivningen i oprindelseslandet,
- der er indsendt en due diligence-erklæring med oplysninger om oprindelse og sporbarhed.
EUDR omfatter også skovforringelse. Skov, der blev klassificeret som skov i 2020, kan fortsat anvendes til træproduktion og regnes stadig som skov – også hvis arealet midlertidigt er uden træer. Skov anses dog som forringet, hvis der sker en varig strukturel ændring, herunder:
- omdannelse af primærskov til anden skovtype med lavere kronedække eller til plantage- eller plantet skov,
- omdannelse af naturligt regenereret skov til anden skovtype eller plantageskov.
Formålet med EUDR er at mindske EU’s bidrag til global afskovning, reducere klima- og biodiversitetstab og fremme mere bæredygtige værdikæder.
Kilde: World Resources Institute
Derudover har Parlamentet besluttet at tage trykte produkter som bøger og publikationer ud af lovens anvendelsesområde. EU-Kommissionen skal senest 30. april 2026 fremlægge en rapport om lovens administrative byrder, særligt for små og mikrovirksomheder.
Parlamentets ordfører Christine Schneider (EPP, Tyskland) udtalte efter afstemningen, at lovens grundlæggende formål fortsat står ved magt:
“Hjertet i EU’s afskovningsforordning forbliver intakt. Vi beskytter skove, der er i reel risiko for afskovning, samtidig med at vi undgår unødvendige forpligtelser i områder, hvor der ikke er en sådan risiko. Aftalen tager bekymringerne fra landbrug, skovdrift og erhvervslivet alvorligt og sikrer, at reguleringen kan blive implementeret på en praktisk og brugbar måde."
WRI: EU spiller en nøglerolle i global afskovning
Udskydelsen sker ifølge tænketanken World Resources Institute (WRI) på et tidspunkt, hvor presset på verdens skove er historisk højt. Organisationen peger på, at verden i dag mister omkring 18 fodboldbaner med tropisk primærskov hvert eneste minut – primært som følge af omlægning til landbrug, græsning og plantager.
WRI fremhæver samtidig, at EU som en af verdens største aftagere af råvarer som soja, palmeolie, kaffe, kakao, oksekød, gummi og træ har et særligt ansvar. Ifølge WRI har EU siden 2014 været den næststørste importør af varer knyttet til tropisk afskovning – kun overgået af Kina.
I 2017 stod EU’s import alene for omkring 16 pct. af den globale afskovning relateret til international handel, svarende til cirka 203.000 ha skov. Seks råvarer – oksekød, palmeolie, soja, kakao, kaffe og gummi – tegner sig ifølge WRI for knap 60 pct. af det skovtab, der kan knyttes til EU’s samlede landbrugsimport.
Risiko for usikkerhed i værdikæderne
Ifølge WRI har EUDR potentiale til markant at reducere EU’s globale skovtabsaftryk og samtidig understøtte producentlande i deres egne skovbeskyttelsespolitikker. Organisationen peger dog på, at gentagne udskydelser og ændringer kan skabe usikkerhed for de lande og virksomheder, der allerede har investeret i sporbarhed og dokumentation.
WRI fremhæver blandt andet, at flere producentlande – herunder Vietnam, Ghana og Indonesien – allerede har igangsat nationale handlingsplaner og digitale sporbarhedssystemer netop med henblik på at leve op til EU’s krav. Ifølge organisationen kan yderligere forsinkelser risikere at svække incitamentet til disse investeringer.
"EU bør sige nej til yderligere forsøg på at udvande forordningens centrale krav – især ved ikke at gå med til flere indskrænkninger af reglernes omfang eller lempelser af forpligtelserne. Reglernes effekt afhænger af, at ambitionsniveauet fastholdes, og at der ikke sker flere forsinkelser. Hvis EU trækker i land nu, risikerer det at svække EUDR’s troværdighed og sende et uheldigt signal til de globale markeder. Samtidig bør EU skrue op for indsatsen med konkret vejledning og støtte til virksomheder, så de får bedre mulighed for at leve op til kravene. Det gælder især små virksomheder, som ellers kan få svært ved at følge med," skriver WRI.
Skovforening vil have flere lempelser
Hos Dansk Skovforening er tonen dog en anden; her vil man kæmpe for yderligere lempelser af loven:
”Vi er godt tilfredse med, at EU’s institutioner er begyndt at lytte til de bekymringer, som hele den europæiske skovsektor har haft omkring EUDR. Vi er dog ikke i mål, før alle skovejere fritages for forordningens rapporteringsbyrde. Vi kommer derfor til at arbejde hårdt for, at Kommissionens gennemgang i foråret munder ud i yderligere lempelser for skovbruget,” siger Frederik Falk-Sørensen.
EU’s afskovningsforordning blev vedtaget i 2023 og har til formål at forhindre, at EU’s forbrug bidrager til global afskovning og skovforringelse efter 31. december 2020. Loven omfatter syv centrale råvarer – kakao, kaffe, palmeolie, soja, træ, gummi og kvæg – samt en række forarbejdede produkter som chokolade, møbler og læder.