EU har godkendt Danmarks nye landbrugsplan

Danmark er blandt de første lande til at få godkendt den nationale plan for EU’s nye landbrugsreform. Planen sætter rammerne for, hvordan og under hvilke betingelser de danske landmænd kan modtage landbrugsstøtte.

31. august 2022
EU
Læsetid: 2 minutter
Rasmus Prehn sidder på sit kontor og læser i papirer
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) mener, at den danske CAP-plan understøtter landbrugets grønne omstilling. Foto: Claus Bech

Som et af de første lande i EU har Danmark onsdag fået godkendt sin plan for, hvordan EU's landbrugsreform (CAP) for 2023-2027 skal implementeres. Det oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Planen sætter en ramme for, hvordan EU's regler og tilskudsordninger skal administreres, når reformen træder i kraft efter nytår, og det er første gang, at medlemslandene har skullet udarbejde en national plan for, hvordan EU's landbrugsreform skal implementeres.

En stor del af arbejdet med CAP-planen har bestået i at få den til at spille sammen med de øvrige dele af den landbrugsaftale, som et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om i oktober sidste år.

"Vi har fra dansk side arbejdet benhårdt på at komme i mål med planen for landbruget, så den lever op til kravene for EU’s nye landbrugsreform og samtidig understøtter de ambitiøse mål for grøn omstilling af landbruget, som vi i forligskredsen besluttede i landbrugsaftalen sidste år. Jeg er derfor rigtig godt tilfreds med, at Danmark er blandt de første lande til at få godkendt en national plan. Det har virkelig været en vigtig prioritet for os i forligskredsen, og vi har trampet hårdt i pedalerne for så hurtigt som muligt at skabe klarhed om rammerne for landbrugsstøtten. Det er det, vi ser resultatet af nu," siger fødevareminister Rasmus Prehn (S).

CAP-planen

Med vedtagelse af CAP-planen vil det fra 2023 være muligt for danske landmænd at søge en række støtteordninger, som f.eks. nye bioordninger og direkte landbrugsstøtte. Det vil også være muligt at søge tilskud til projekter med f.eks. natur-, kvælstof og klimaformål på projektstøtteområdet.

I alt kan der i 2023 søges ca. 800 mio. kr. under bio-ordningerne og ca. 4.830 mio. kr. i direkte landbrugsstøtte.

Derudover kan der under CAP-planen søges projektstøtteordninger mv. for ca. 1.230 mio. kr. årligt 2023-2027.

Danmark sendte sit første udkast til den nationale CAP-plan til EU-Kommissionen ved årsskiftet og fik 34 sider med bemærkninger retur i foråret, inden den reviderede plan så blev sendt d. 19. juli.

I CAP-planen er der f.eks. støtte til grøn bioraffinering, klimateknologi-investeringer og en række nye grønne arealordninger.

Ud over Danmark har seks andre lande også fået godkendt deres reviderede planer. Her er tale om Finland, Frankrig, Irland, Polen, Portugal og Spanien.