Dyrere mad i vente? Ny forskning peger på markante prisstigninger forude
Ny international forskning med dansk deltagelse viser en tydelig forbindelse mellem klimaforandringerne og højere priser på hvede. Tre graders global opvarmning kan tredoble den gennemsnitlige hvedepris.
Når vandmangel rammer flere af verdens vigtigste hvedeområder på samme tid, kan konsekvenserne mærkes helt ude ved kølediskene og på brødhylderne. Også her i Danmark, når vi lægger brød, pasta og andre hvedebaserede fødevarer i indkøbsvognen.
Det skal vi formentlig til at vænne os til, for de menneskeskabte klimaforandringer vil kun forværre manglen på vand.
I et nyt internationalt studie offentliggjort i tidsskriftet Earth's Future har forskere koblet klimadata, dyrkningsområder og globale råvarepriser for at undersøge, hvordan tørke påvirker verdens hvedemarkeder, og resultatet er ifølge Aarhus Universitet opsigtsvækkende:
Omfanget af alvorlig vandmangel alene kan forklare omkring 74 pct. af de årlige udsving i den globale hvedepris mellem 2000 og 2021.
"Disse fund understreger de risici, som klimaforandringerne udgør for den globale fødevaresikkerhed, og konsekvenserne af hyppigere vandmangel i landbruget," skriver forskerne i studiet.
Blandt medforfatterne er professor og institutleder Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
"Vi ved allerede, at klimaforandringer påvirker landbrugets produktion. Det nye her er, at vi kan dokumentere en tydelig forbindelse mellem omfattende tørke rundt om i verden og de priser, som forbrugere og fødevaremarkeder møder," siger han i en pressemeddelelse.
En vigtig næringskilde
Hvede dyrkes på et større areal end både ris og majs, er en vigtig kilde til kalorier og protein og hører til blandt de mest internationalt handlede landbrugsråvarer.
Et af studiets centrale resultater er, at hvede skiller sig ud fra andre vandafhængige afgrøder. Sammenhængen mellem vandmangel og pris viser sig nemlig at være langt stærkere for hvede end for majs, mens forskerne ikke fandt nogen sammenhæng for ris.
Historiske data viser, at omkring 5 pct. af verdens hvedearealer i gennemsnit har været ramt af alvorlig vandmangel i et givent år. Dette areal har dog været stigende i takt med klimaændringerne, og i særligt tørre år som 2000, 2010, 2012 og 2020 oversteg andelen 15 pct.
"Tidligere studier har peget på, at international handel ville spille en nøglerolle i tilpasningen til klimaforandringerne. Men det omfang af alvorlig vandmangel, som denne artikel fremskriver, og konsekvenserne for priserne på landbrugsråvarer betyder, at der bliver brug for en gennemgribende omstilling af hele fødevaresystemet, hvis det fortsat skal levere fødevarer til overkommelige priser i de kommende årtier," siger medforfatter Petr Havlík, programdirektør for biodiversitet og naturressourcer ved International Institute for Applied Systems Analysis i Østrig.
Prisen stiger med temperaturen
Forskerholdet brugte herefter klimamodeller til at undersøge, hvordan udviklingen kan se ud i fremtiden. Studiet peger på, at alvorlig vandmangel vil brede sig til større dele af verdens hvedeområder, i takt med at temperaturen stiger.
Ved omkring to graders global opvarmning (i forhold til 1951-1980) estimerer modellen en gennemsnitlig hvedepris på ca. 273 dollar pr. ton, såfremt landbruget ikke tilpasser sig det ændrede klima. Ved tre graders opvarmning stiger tallet til omkring 364 dollar pr. ton, svarende til ca. tre gange den inflationskorrigerede globale hvedepris i 2010.
"Hvede er en af verdens vigtigste fødevarer, og derfor kan klimarelaterede produktionsproblemer hurtigt få globale konsekvenser. Studiet viser, at vi er nødt til at se på tørke som et internationalt problem og ikke kun som lokale hændelser," siger Jørgen E. Olesen.
Forskerne understreger, at tørke ikke alene bestemmer hvedeprisen; energi- og gødningspriser, lagre, handelspolitik og geopolitiske konflikter spiller også en væsentlig rolle.