Annonce
Annonce
Cocktaileffekten fra pesticider kan øge risikoen for kræft hos børn
Børn, der udsættes for flere pesticider samtidig, har øget risiko for kræft, viser nyt amerikansk studie. En af forskerne bag anbefaler derfor, at man køber økologiske fødevarer.

En 10 pct. stigning i eksponering for pesticidblandinger var forbundet med 36 pct. højere risiko for hjernetumorer, 23 pct. højere risiko for leukæmi og 30 pct. højere samlet risiko for børnekræft, viser et nyt studie. Foto: Colourbox
Børn, der udsættes for en kombination af flere pesticider - den såkaldte 'cocktailfeffekt' - har en markant højere risiko for at udvikle kræft, især i hjernen og centralnervesystemet. Det viser et nyt amerikansk studie, som har undersøgt kombinationen af pesticider og forekomsten af kræft blandt børn i den amerikanske stat Nebraska.
Forskerne har analyseret data fra 2.512 kræfttilfælde blandt børn og unge under 20 år i Nebraska mellem 1992 og 2014. Området er domineret af landbrug og har samtidig landets næsthøjeste forekomst af kræft blandt børn. Ved at sammenholde disse data med brugen af 32 almindeligt anvendte pesticider fandt de, at:
en 10 pct. stigning i eksponering for pesticidblandinger var forbundet med:
36 pct. højere risiko for hjernetumorer
23 pct. højere risiko for leukæmi
30 pct. højere samlet risiko for børnekræft
"Som individer udsættes vi ikke kun for ét kemikalie, men for en blanding, så hvis du kun studerer ét kemikalie alene, er du ikke i stand til at indfange eksponeringerne - det giver dig begrænset information," siger en af hovedforfatterne bag studiet Jabeen Taiba til avisen The Guardian.
Anbefaler at købe økologisk
Selvom børn nær landbrug er i særlig risiko, er andre børn også i risikogruppen på grund af deres eksponering gennem mad og drikke, forklarer Jabeen Taiba, som derfor anbefaler folk at købe økologisk.
Hun peger også på, at landmænd, der benytter pesticider, bør undlade at tage deres sko og arbejdstøj med ind i huset, men lade det stå udenfor.
En tidligere undersøgelse, hvor forskere undersøgte forekomsten af pesticidrester i støv i europæiske landbrugshjem, viste, at støvet fra samtlige hjem indeholdt adskillige pesticidrester - selv i de økologiske hjem, om end niveauet af pesticidrester i støvet generelt var lavere her.
Børn er mere modtagelige for kemikaliers påvirkning end voksne på grund af deres mindre kroppe og udviklende organer. De opholder sig også ofte tættere på jorden og har adfærd, der øger risikoen for eksponering. Tidligere forskning har koblet tidlig pesticideksponering til lavere kognitiv funktion, adfærdsproblemer og fødselskomplikationer.
De mest skadelige stoffer i blandingerne undersøgt i det nye studie omfattede herbiciderne (ukrudtsmidler) glyphosat, dicamba og paraquat samt quizalofop, triasulfuron og insekticidet tefluthrin.
Af de seks pesticider, som studiet identificerer som mest forbundet med øget kræftrisiko hos børn, er to – glyphosat og dicamba – godkendt til brug i Danmark. Glyphosat er det mest udbredte ukrudtsmiddel i verden og findes i Roundup, mens dicamba indgår i flere typer plænerens.
Studiet har en begrænsning i, at det er et såkaldt økologisk observationsstudie baseret på geografiske data. Dermed kan man ikke med sikkerhed sige, hvem der har været eksponeret, hvornår og hvor meget. Forskerne foreslår derfor, at yderligere opfølgende studier fokuserer på biomonitorering, hvor man måler koncentrationen af pesticider i kroppen, så man blive klogere på, hvilke stoffer der findes i kroppen og i hvilke mængder.
Flere artikler fra samme sektion
Ny teknologi skal give 50 pct. mere grøn gas fra biogasanlæg
Aarhus Universitet har netop modtaget en millionbevilling til at udvikle og bygge en prototype på en ny biogas-teknologi, der gør det muligt at opskalere ganske betragteligt på både eksisterende og nye biogasanlæg.
Miljøministeren vil ikke vente på EU-vurdering af PFAS-pesticider
Pesticidbranchen opfordrer Magnus Heunicke til at afvente EU's revurering af PFAS-pesticider, men miljøministeren afviser og kræver hurtig handling fra branchen. Kartoffelavlere gruer for produktionen, hvis de mister adgang til PFAS-pesticider.
»Alarmerende«: PFAS-stof er fundet i vin på tværs af Europa, og mængderne stiger støt
TFA, der bl.a. stammer fra pesticider, er fundet i vin fra flere europæiske lande - især i vin produceret efter 2010. "Vi indtager sandsynligvis betydeligt mere TFA gennem vores kost end tidligere antaget," siger miljøkemikeren bag studiet.