Syv organisationer: Vores drikkevand er under pres. Alligevel ender debatten i en skyttegravskrig

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt på Altinget.dk d. 2/3

Af: Carl-Emil Larsen, adm. direktør Danva, bestyrelsesformand, Green Therma, bestyrelsesmedem, Water Valley Denmark
Lise Lotte Toft, direktør, Danske Vandværker
Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening
Dorthe Mølvig, forperson, Friluftsrådet, lean-specialist, Novo Nordisk
Egon Østergaard, formand, Dansk Ornitologisk Forening
Lars Pehrson, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem, bl.a. Dansk Økojord A/S, Allergica A/S, Aurionfonden, Rådet for Grøn Omstilling, GLS Treuhand e.V. m.fl., medstifter Global Alliance for Banking on Values
Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Når beskyttelsen af danskernes drikkevand kommer på dagsordenen, er reaktionen forudsigelig: En skyttegravskrig.

Igen og igen afviser den dominerende del af landbrugserhvervet, at der er behov for mere regulering – også når dokumentationen er massiv, og konsekvenserne allerede ses tydeligt ved forurening af danskernes drikkevand.

Senest har Landbrug & Fødevarer angrebet miljøminister Magnus Heunicke (S) og Miljøministeriets nye analyse af beskyttelsen af sårbare grundvandsområder.

I Landbrugsavisen 30. januar hævder Landbrug & Fødevarer, at analysen ikke viser behov for yderligere tiltag, selvom den dokumenterer massiv og stigende forurening af vores drikkevandsboringer.

I avisen kalder Landbrug & Fødevarer endda analysen dårligt håndværk og antyder skjulte politiske motiver.

Det er et velkendt greb, når forskning, myndigheder og virkelighed kolliderer med den dominerende landbrugssektors økonomiske interesser.

Det mønster har vi set før. Uanset om det handler om CO₂-afgifter, kvælstofreduktion eller beskyttelse af drikkevand så afvises faglige konklusioner konsekvent som politiske eller fejlbehæftede.

I dette tilfælde hænges ikke blot ministeren, men et helt ministerium ud – uden et eneste ord om regningen, som i stigende grad sendes videre til forbrugerne. Men virkeligheden er svær at bortforklare.

Vores drikkevand er under pres

Det kan næppe længere overraske nogen, at vores drikkevand er under pres fra miljøfarlige stoffer. Pesticider og deres nedbrydningsprodukter findes i store dele af det grundvand, som vores drikkevand produceres af.

De seneste tal fra den nationale grundvandsovervågning viser, at der i de øvre grundvandslag (0–20 meter) findes pesticider i over 80 procent af prøverne.

I mere end 40 procent af disse overskrides grænseværdien for drikkevand – både for stoffer, der i dag er forbudt, og for stoffer, der fortsat er lovlige.

Fundene i de øvre lag er et tydeligt varsel: Forureningen er på vej længere ned – mod de grundvandsmagasiner, vi er afhængige af at få vores drikkevand fra.

Allerede nu er over halvdelen af landets drikkevandsboringer påvirket af pesticider, og i 14 procent af boringerne overskrides grænseværdien. Konsekvenserne er konkrete og dyre.

I Aalborg Kommune har nitratforurening fra landbruget tvunget vandforsyningen til at indføre energikrævende og kostbar rensning.

Hos HOFOR, landets største forsyning, lyder meldingen, at der i 2040 vil mangle 12 millioner m³ vand årligt – svarende til hele Odense Kommunes forbrug – hvis ikke drikkevandet beskyttes effektivt nu, og der kan findes alternativer.

Efter årtiers tillid til frivillighed står konklusionen endelig sort på hvidt.

Miljøminister Magnus Heunicke har med udgangspunkt i rapporten 'Analyse og reguleringsmuligheder – Sårbare grundvandsdannende områder' slået fast, at indsatsen har slået fejl.

Efter 27 år er der gennemført konkret beskyttelse mod sprøjtemidler og gødskning ved blot 1,5 pct. af vandforsyningsboringerne. Rapporten konkluderer samtidig, at frivillige aftaler ikke kan stå alene.

Endnu mere opsigtsvækkende er det økonomiske perspektiv: Det er langt billigere at beskytte grundvandsområderne gennem kompensation til landbruget – cirka 360 mio. kr. årligt – end at rense drikkevandet, hvilket anslås at koste mellem 6 og 18 mia. kr. om året.

Hvis det overhovedet er teknisk muligt. Der er med andre ord både et miljømæssigt og et samfundsøkonomisk argument for at handle – og for at handle nu.

Et nationalt sprøjteforbud

Rent drikkevand er ikke en luksus. Det er en forudsætning for ethvert velfungerende samfund. De områder, hvor vandværkerne indvinder drikkevand, bør derfor holdes fri for grundvandstruende aktiviteter.

For samfundet er et indvindingsområde det samme, som en mark er for en landmand: selve fundamentet for produktionen.

Og vi kan vel at mærke – trods Landbrug & Fødevarers forsøg på at give et andet indtryk – fortsat producere fødevarer på arealerne, hvis bare landbruget lægges om til økologi.

Samtidig rummer en konsekvent beskyttelse af grundvandet også en mulighed for at opfylde andre store behov.

Et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder kan understøtte mere natur, styrke biodiversiteten og friluftsliv.

Det er ærgerligt, at en indsats til gavn for folkesundheden, naturen, friluftslivet og den økologiske omstilling ender i en skyttegravskrig.

Flere fluer med ét smæk – og et nødvendigt skridt for at sikre noget så grundlæggende som rent drikkevand til kommende generationer.