Nikolaj Kirk: "Hvad fanden skal vi med kinesiske tomater"

Kok og tidligere Nak & Æd-vært Nikolaj Kirk advarer om, at Danmark står midt i en regulær grøntsagskrise og efterlyser politisk handling fra Christiansborg.

27. april 2026
Læsetid: 2 minutter
Nikolaj Kirk står ved et bord og skærer græskar på Seerupgaard
Nikolaj Kirk drømmer sig tilbage til en tid, hvor de danske grøntsager fyldte meget mere på markerne og i danskernes middagsmad. Foto: Peter Nordholm Andersen

Det er på tide, at politikerne vågner op og giver en hjælpende hånd til de pressede danske grøntsagsavlere. Det fortæller Nikolaj Kirk til Politiken.

Den 51-årige kok og TV-kendis ser det som et alvorligt faresignal, at de gode danske grøntsager er ved at forsvinde fra tallerkenerne ved de danske middagsborde, mens fastfood, takeaway og færdiglavet fabriksmad med masser af e-numre fylder mere og mere i kosten.

Når der er grøntsager på menuen, kommer de alt for ofte fra udlandet, mener Nikolaj Kirk, som ønsker sig tilbage til det gamle danske bondekøkken, hvor de lokale råvarer spillede førsteviolin.

"For mig er det sindssygt, at helt almindelige danske råvarer, som vi har haft i århundreder, snart ikke bliver dyrket i det her land mere. Se bare vores frosne ærter, de er fra Belgien og Holland," siger han.

Nikolaj Kirk peger i den forbindelse på, at det er på høje tid, at vi transformerer Danmark fra at være et foderland, hvor vi dyrker foder til grise og køer, til et landbrugsland, der leverer de grøntsager og den natur, vi virkelig mangler.

”Jeg så en ketchup forleden dag, der var produceret af halvt spanske og halvt kinesiske tomater. Undskyld mig, men hvad fanden skal vi med kinesiske tomater i Danmark? Det hænger jo ikke sammen. Vågn op, Christiansborg!”