De røde partier vil (igen) have indført et sprøjteforbud efter valget

Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet er atter gået sammen for at få indført et sprøjteforbud og kritiserer Socialdemokratiet for at være løbet fra et løfte i 2022. Men Socialdemokratiet bakker stadig op om et forbud, lyder svaret.

02. marts 2026
Læsetid: 5 minutter
Kornmark bliver sprøjtet
Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet kræver et totalt sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder for at beskytte danskernes drikkevand, og Socialdemokratiet bakker op om det. De frivillie aftaler har ikke virket, konstaterer miljøminister Magnus Heunicke (S). Foto: Colourbox

Journalistik er ikke gratis. Økologisk Nu bliver drevet med hjælp fra Økologisk Landsforenings medlemmer. Vil du bidrage til vores journalistiske arbejde, kan du blive medlem af foreningen. Så støtter du samtidig foreningens arbejde for mere og bedre økologi.

For snart fire år siden gik Mette Frederiksen (S) på en mark mellem Køge og Ringsted sammen med de øvrige partiledere fra den røde fløj. De var enige om, at drikkevandet fortjente et særligt fokus i den kommende valgperiode.

Nu er fire af de fem partier - denne gang uden Mette Frederiksen - så samlet igen af netop samme årsag. Og de har mistet tålmodigheden med regeringen, fortæller de.

Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet kræver nu et totalt sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder for at beskytte danskernes drikkevand.

Det er jeg helt enig i. Vi kan ikke fortsætte med frivillige aftaler. Vi skal have et nationalt sprøjteforbud. Det er vi røde partier helt enige i.

— Magnus Heunicke, miljøminister (S)

Ifølge en ny rapport fra Miljøministeriet udgør de sårbare arealer ca. 160.000 ha, hvilket svarer til knap 4 pct. af Danmarks samlede areal.

”Drikkevandet er noget af det dyrebareste, vi har. Og lige nu står vi i en situation, hvor der er fundet sprøjtegifte i over halvdelen af de danske drikkevandsboringer. Alligevel har regeringen ikke gjort andet end at skændes internt. Det er et helt centralt krav fra SF til en rød-grøn regering, at der skal findes en løsning for drikkevandet,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

Er villig til at kompensere landmænd

Det kan koste skatteyderne op mod 18 mia. kr. om året, hvis drikkevandet skal renses, efter det er blevet forurenet, mens et forbud vurderes at koste ca. 360 mio. kr. om året for landbruget i erhvervsøkonomiske omkostninger.

Det kan dog komme på tale at kompensere landmændene økonomisk.

"Af alle mulige grunde er det værd at bruge nogle relativt få millioner kroner på at kompensiere landmændene for at stoppe med at al sprøjtning oven på vores drikkevand. Det burde være indlysende. Og vi tager det ind i en regering, uanset hvordan den kommer til at se ud efter valget," siger Radikale Venstres Martin Lidegaard.

Enhedslistens Pelle Dragsted kritiserer Socialdemokratiet for at have løbet fra sit løfte om at beskytte danskernes drikkevand.

"Det var et svigt. I mellemtiden er forureningen af drikkevandet med gift fra landbruget kun blevet værre. Vi kan ikke vente længere, og for Enhedslisten er det et helt centralt krav, at den kommende regering leverer på løftet om rent drikkevand til vores børn og børnebørn.”

Alternativets Franciska Rosenkilde siger:

”I årtier har skiftende regeringer svigtet deres ansvar og sat særinteresser i det konventionelle landbrug over det rene vand og befolkningens sundhed. Man har kort sagt holdt hånden under forurenerne og sendt regningen videre til borgerne – bogstaveligt talt, for nogle danskere skal nu til at betale for at få renset deres drikkevand. Det er en politisk skandale! Derfor er det også afgørende, at vi nu er fire partier, der vil frede 160.000 hektar jord mod sprøjtning – så vi én gang for alle sætter beskyttelsen af drikkevandet øverst på dagsordenen."

Socialdemokratiet bakker op

Efter de fire partiers udmelding og kritik af Socialdemokratiet melder miljøminister Magnus Heunicke sig nu klar til også at bakke op om et forbud efter valget. Det siger han til DR.

"Det er jeg helt enig i. Vi kan ikke fortsætte med frivillige aftaler. Vi skal have et nationalt sprøjteforbud. Det er vi røde partier helt enige i," siger Magnus Heunicke og fortæller, at der internt i regeringen har været stor uenighed om ønsket, da Venstre modsatte sig.

De fire andre partier havde valgt at stå sammen uden Socialdemokratiet om kravet, da de alle følte, at regeringspartiet var løbet fra sit løfte.

Magnus Heunicke vil ikke kalde et sprøjteforbud for et "ultimativt krav", men han betegner det som en "skal-opgave" og opfordrer vælgerne til at sætte kryds ved de partier, som vil indføre det, så de får et flertal.

Brancheforeningen for pesticidproducenterne, Croplife Danmark, mener, at fokus på pesticider er blevet for ensidigt. Bolette Palle Neve, der er teknisk seniorkonsulent for brancheforeningen, peger på, at der også er andre kilder til forurening, som man bør vurdere.

"Hvis målet er helt rent vand, så handler det jo om al aktivitet på overfladen. Så skal man også begrænse asfalterede veje og biler, for de bidrager også med forurening. Men det er nemmere politisk at lægge ansvaret på landbruget og sige: Nu forbyder vi sprøjtemidlerne, så får vi rent vand. Det lyder handlekraftigt, men det giver os jo ikke nødvendigvis rent vand, siger hun til Landbrugsavisen.