Annonce

Annonce

Skab bedre dyrevelfærd og undgå greenwashing i professionelle køkkener

KLUMME: Som professionelt køkken har man et stort ansvar for at bidrage til at drive forandring, også når det drejer sig om dyrevelfærd. Og det er ikke godt nok, hvis turbokyllingen erstattes af en lidt langsommere voksende kylling, som lever under tilsvarende produktionsforhold - bare lidt længere.

08. april 2025
Læsetid: 4 minutter
En hal med tusindvis af konventionelle kyllinger

Hvis vi virkelig vil tage bæredygtighed og grøn omstilling alvorligt, skal vi ikke blot acceptere marginale forbedringer, men insistere på reelle og markante dyrevelfærdsforbedringer, skriver Britta Riis. Foto: World Animal Protection

Af: Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse

I professionelle køkkener over hele Danmark vinder den grønne omstilling frem. Stadigt flere restauranter, kantiner og offentlige institutioner omfavner de plantebaserede alternativer og integrerer økologiske råvarer i deres mad.

Mens mange har fokuseret på at reducere mængden af kød og styrke det plantebaserede, er det dog ofte de animalske råvarer, der stadig hentes fra konventionelle, intensive produktionsformer med meget ringe dyrevelfærd. Et eksempel på dette er buræg og turbokyllinger, som stadig ses anvendt i både private og offentlige køkkener.

Mange køkkenprofessionelle ser heldigvis i dag efter alternative løsninger, når de vil forbedre dyrevelfærden i deres indkøb.

Et godt eksempel er kylling, hvor udtrykket »langsommere voksende kylling med ét statsligt dyrevelfærdshjerte« er blevet et buzzword. Men sandheden er, at selv kyllinger med ét statsligt dyrevelfærdshjerte stadig lever under forhold, der ikke er markant bedre end de turbokyllinger, de skal erstatte. De lever fortsat i flokke på op til 60.000 i en stald, uden siddepinde, uden naturligt dagslys og uden adgang til det fri. Deres liv er sparet væk!

Hvis vi virkelig vil tage bæredygtighed og grøn omstilling alvorligt, skal vi ikke blot acceptere marginale forbedringer, men insistere på reelle og markante dyrevelfærdsforbedringer.

Alle kan gennem deres råvarevalg og menusammensætning bidrage til, at de plantebaserede alternativer, økologi og god dyrevelfærd bliver en samlet treenighed i arbejdet med bæredygtighed i de professionelle køkkener.

Når de indkøbsansvarlige i de offentlige storkøkkener i 77 kommuner, to regioner og tre øvrige offentlige organisationer bestiller varer via SKI (Statens og kommunernes indkøbsservice), kan de kigge langt efter buræg. Tilsvarende har det fra den 1. juli 2023 været forbudt at påbegynde nye burægsproduktioner i Danmark, og fra 2035 er det helt forbudt at producere buræg i Danmark.

Undgå at skære økologi og dyrevelfærden væk, når du serverer retter med animalsk indhold som kød, æg og mejeriprodukter. Vælg altid økologi og/eller Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse og servér mindre af det animalske.

I 2023 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at stoppe indkøb af turbokyllinger i alle statslige institutioner. Omkring 10 danske kommuner har i forlængelse heraf taget skridtet og udfaset turbokyllinger, og flere er på vej. Alle er det tiltag, som viser en voksende bevidsthed og indsats for at forbedre dyrevelfærden på både statsligt og kommunalt niveau, hvilket er særdeles positivt.

Det er dog stadig ikke godt nok, hvis turbokyllingen erstattes af en langsommere voksende kylling, som lever sit liv i præcis det samme produktionssystem som turbokyllingen. Bare lidt længere.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler derfor generelt, når man som professionelt storkøkken vælger at udfase turbokyllinger, at disse erstattes med økologiske og/eller kyllinger som er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Det kan nemlig være tæt på greenwashing, når forbrugere/gæster i kantinen forledes til at tro, at »langsommere voksende kylling med ét statsligt dyrevelfærdsmærke« automatisk betyder god dyrevelfærd.

Hvis der derfor både skal tages ansvar for dyrene og forbrugernes forventninger, skal det tilsikres, at kødvalget rent faktisk afspejler reelle dyrevelfærdsforbedringer.

Hvordan gør vi så? Som professionelt køkken har man et stort ansvar for at bidrage til at drive forandring, også når det drejer sig om dyrevelfærd. Økologi og plantebaserede alternativer er de absolut bedste valg, hvis du vil servere mere bæredygtig mad i dit køkken.

Undgå at skære økologi og dyrevelfærden væk, når du serverer retter med animalsk indhold som kød, æg og mejeriprodukter. Vælg altid økologi og/eller Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse og servér mindre af det animalske. Så går regnestykket nemlig op.

Bæredygtighed, grøn omstilling og dyrevelfærd går hånd i hånd. Lad os derfor sammen arbejde for at de råvarevalg der foretages i køkkenerne fremadrettet, skaber et reelt løft af dyrevelfærden.

Flere artikler fra samme sektion

Ultraforsimplede fødevareskribenter

DEBAT: Politikens uklare og forsimplede formidling af, hvad der er sundt og ultraforarbejdet, og hvad folk advares imod at spise, er skadelig for de fødevarevirksomheder, der leverer gode, sunde produkter, og skadelig for almindelige mennesker, som prøver at navigere fornuftigt i dagligdagen.

11-04-2025 8 minutter Debat

Økologisk dyrevelfærd er mere end minimumskrav

FORPERSONENS ORD: Som økologer skal vi stille krav til os selv og til økologien som helhed. Hvis vi kun lever op til minimumskravene, risikerer vi, at økologien bliver uinteressant og sakker bagud.

28-03-2025 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv

Efter 10 år i Velas bliver Rasmus Rasmussen ansat som den første direktør på Tjele Gods

Den tidligere Velas-rådgiver kommer med en stærk baggrund i strategi og ledelse, når han 1. maj tiltræder i en nyoprettet stilling som direktør hos det midtjyske gods, som i sensommeren i samarbejde med Salling Group lancerer en ny økologisk produktserie.

28-03-2025 2 minutter