Bag kulisserne står landbrugets avlsdyr og sulter

Der er dyr i landbruget, som sulter, og det sker helt efter planen.

Det på trods af at der står skrevet i Dyrevelfærdsloven, at dyr skal beskyttes bedst muligt mod "væsentlig ulempe", og at de skal "behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov".

Årsagen er, at man i landbruget har avlet dyreracer til at vokse så hurtigt som muligt, men en af bagsiderne er, at det også øger deres appetit. Hvis de dyr, der avles på, får adgang til foder ad libitum, vil de overspise til skade for deres sundhed og reproduktionsevne. Derfor begrænser man deres adgang til foder, men også dét har konsekvenser for deres velfærd.

Det ses eksempelvis i produktionen af de hurtigtvoksende slagtekyllinger. Der er omtrent 1,25 mio. forældredyrshøner i Danmark, men der er ingen specifik lovgivning, der stiller minimumskrav til at sikre velfærden for forældredyr til ikke-økologiske slagtekyllinger.

"Der er ingen tvivl om, at det er et velfærdsmæssigt problem. I dele af opdrætsperioden fodres de helt ned til 20-25 pct. af, hvad de ville æde, hvis de havde adgang til foder ad libitum. Der findes forskellige metoder til at måle niveauet af sult, og alle undersøgelser viser, at forældredyrene føler sult. For eksempel ser man, at jo mere sultne dyrene er, desto mere arbejder de på at få adgang til foder," siger Anja Brinch Riber, der er seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Hun henviser til en undersøgelse fra 2012 af hurtigtvoksende forældredyr: Efter 21 uger vejede en restriktivt fodret forældredyrshøne to kg. Fik den samme type høne foder ad libitum, vejede den fem kg efter 21 uger. Nok mærker den fem kg tunge høne ikke sult, men til gengæld er den blevet så stor, at det er til fare for dens helbred og fertilitet.

Også vandindtag begrænses

Både i opdræts- og æglægningsperioden ses adfærd, der indikerer frustration og sult. Det kan eksempelvis være unaturlig hakkeadfærd og overdrevet indtag af vand - derfor begrænses deres vandindtag typisk.

"Man har kendt til det her problem i mange år, men det er dyr, som forbrugere ikke rigtig har fokus på. Man ser slagtekyllingen, når man køber ind, men man ser ikke de forældredyr, der står bag," siger Anja Brinch Riber.

Det er også et velfærdsproblem i svineproduktionen, hvor de voksne drægtige søer, der producerer afkom, fodres med energirigt foder med minimal mæthedsfornemmelse, fortæller hendes kollega professor Lene Juul Pedersen, som også vurderer, at de færreste forbrugere er klar over det.

Hun henviser til EU's lovgivning om hold af drægtige søer, der siger: 'Drægtige søer og gylte skal have adgang til en tilstrækkelig mængde halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold, der kan give mæthedsfølelse og opfylde deres behov for at tygge'.

"Der har ikke været så meget fokus på opfyldelse af denne lovgivningstekst, som gælder i hele EU. Praksis er derfor i langt de fleste lande inkl. Danmark, at drægtige søer fodres med energirigt foder med for lavt fiberindhold til at sikre ordentlig mæthed. Dels er det energirige foder billigt og effektivt at fodre med, dels anvendes det for at undgå, at søerne bliver for fede. Hvis søerne tildeles fri adgang til f.eks. grovfoder eller fiberrigt foder, er det sværere at styre deres huld, da de optager to-tre gange så stor mængde foder, som hvis de fodres restriktivt jf. normal praksis," forklarer hun og fortsætter:

"Det er anerkendt som et dyrevelfærdsmæssigt problem, for søerne er sultne, og samtidig går de i flokke, hvor de omgrupperes tit og møder fremmede dyr, hvilket kan føre til kampe, fordi rangordenen bliver ustabil, og grisene oplever, at mad er en begrænset ressource. Derfor ser man tit tegn på aggression i drægtighedsstalde. Man kunne imødekomme problemet ved at give dem adgang til grovfoder."

Foder er som hvidt brød

Søerne har en stor appetit, dels fordi de under diegivningsperioden skal kunne producere nok mælk til deres grise, dels fordi de er genetisk selekteret for høj appetit for at sikre, at de videregiver gener til deres grise for høj tilvækst og fodereffektivitet. Og får de lov at spise, til de er mætte, risikerer de at blive for fede, særligt fordi deres mulighed for motion er stærkt begrænset, og det kan give problemer under faring.

Lene Juul Pedersen har været med til at undersøge, hvor meget grisene vil arbejde for at få ekstra foder, og allerede en time efter fodring viser de tegn på sult. Ud over øget aggression ses det fx, at de udvikler stereotyp adfærd som tomgangstygning.

"De får et højenergiprodukt, men det er ikke den føde, de evolutionært er tilpasset til at æde. Det svarer til, at man giver hvidt brød i stedet for rugbrød til børn; de vil også blive hurtigere sultne igen, i forhold til hvis de får noget fiberrigt kost. Når der er fibre i kosten, omsættes det over længere tid i tarmen gennem mikrobiel nedbrydning. På den måde bliver der frigjort energi flere timer efter udfodring."

Hun nævner, at problemet også eksisterer i den økologiske produktion, men i mindre grad, fordi der her er krav om, at alle grise skal have grovfoder, hvilket giver dem en større mæthedsfølelse i længere tid. Samtidig har grisene adgang til udeareal og mere plads, hvilket bidrager til øget beskæftigelse, som kan reducere følelsen af sult.

"Det afhjælper de velfærdsproblemer, der ses hos drægtige søer i konventionel produktion," siger hun.

Mangler viden fra andre racer

I den økologiske fjerkræproduktion er problemet også mindre end i den konventionelle produktion, fordi den hurtigst voksende race ikke bruges i økologien - man er dog stadig nødt til at foderbegrænse dyrene for at holde en vægt, så de undgår helbredsproblemer og kan forblive fertile, forklarer Anja Brinch Riber.

"Vi mangler mere viden fra de langsommere voksende hybrider, der anvendes i slagtekyllingebranchen, men fra praktiske forsøg ved vi, at man stadig er nødt til at foderbegrænse de langsommere voksende hybrider. Vi kender ikke niveauet af den begrænsning, men det vil være logisk, at de ikke skal foderbegrænses i samme grad pga. det lavere vækstpotentiale," siger Anja Brinch Riber.

Branchen ér klar over problemet og har i flere år har arbejdet på at finde en løsning, men foderprisen, staldenes indretning og fokus på fodereffektivitet er barrierer, forklarer Lene Juul Pedersen. Hvis dyrene skal stå og æde grovfoder i længere tid, skal der være flere foderstationer i staldene. Man kunne også tildele grovfoder på gulvet, men i og med at dyrene går på spaltegulv, vil det stoppe spalterne til. Derudover vil det reducere effektiviteten i husdyrproduktionen, hvis dyrene skal have mere grovfoder:

"Man har avlet på at optimere produktiviteten - der er inddraget lidt med sundhed i arbejdet - men hovedvægten i avlsmål ligger på effektivitet, og det bliver forstærket i dag med klimadebatten, hvor klimaaftrykket bliver mindre, jo mere effektive dyrene er. Vil man have bedre velfærd i avlen, skal der også lægges vægt på dyrevelfærd, fx ved at avle mere robuste dyr," siger Lene Juul Pedersen.

Etisk råd har talt om problemet før

Pernille Fraas Johnsen, der er seniorrådgiver inden for landbrug hos World Animal Protection, mener ikke, at dyrevelfærdsloven bliver overholdt, så længe der er dyr i landbruget, som sultes.

"Der er for mig at se ingen tvivl om, at forældredyrene sulter, og det kommer bl.a. til udtryk ved mere aggression mellem dem, og det er jo bl.a. derfor, at de næbtrimmes, hvilket ellers er udfaset i hele ægproduktionen," siger Pernille Fraas Johnsen og påpeger, at Det Dyreetiske Råd udtalte sig om problemet allerede i 1995 og igen i 2014.

"Nu skriver vi 2022, otte år senere, og jeg tror, at branchen har forsøgt at gøre noget bl.a. ved at bruge fodersystemer, der spreder korn og lign ud i strøelsen for at holde dyrene beskæftiget. Men det løser jo på ingen måde problemet med sult, for slagtekyllingerne vokser endnu hurtigere i 2022, end de gjorde i 2014, og der næbtrimmes stadig, så problemerne er glemt eller gemt væk, kan man sige. Det bedste vil være at udfase turbokyllingerne helt, så forældredyrene også vokser langsommere og kan fodres på en måde, så de ikke oplever sult," siger Pernille Fraas Johnsen.

Hun mener, at problemet er blevet glemt, og at der dermed intet fokus er på dilemmaet.

"Udfordringerne er størst i den del af den konventionelle produktion, som ikke er omfattet af dyrevelfærdsmærkerne. Fokus for forbrugeren er helt naturligt på slutproduktet, og jeg synes ikke, man kan forvente eller forlange af dem, at de også skal forholde sig til forældrenes forhold. Der er brug for lovgivning eller mærkeordninger, der også forholder sig til forældredyrene," siger hun og påpeger, at det statslige mærke dog indirekte dækker over slagtekyllingernes forældredyr, fordi mærket honorerer de langsommere voksende racer.

Hun ser heller ikke for sig, at problemet kan blive løst, når husdyrproduktionen er så stor og intensiv som nu.

"God dyrevelfærd kræver markant mere plads til dyrene og adgang til udearealer, lige som i den økologiske produktion. Det er heller ikke noget problem, hvis vi alle spiser mindre kød, og f.eks. følger de officielle kostråd," siger hun.

L&F: Avlsmål er balancerede

Christian Fink, direktør i sektor for gris i Landbrug & Fødevarer, mener dog, at man i Danmark er god til at finde den rette balance for dyrene.

"Langt de fleste avlssystemer har et ansvarligt og balanceret avlsmål, hvor både moderegenskaber, produktionsegenskaber og robusthedsegenskaber er prioriteret højt. Den rette balance mellem disse tre elementer er ikke enkelt at opnå, for det kræver stor viden om alle faktorer. Avisselskaberne arbejder systematisk med at finde den rette balance, og det er noget af det, som vi er rigtig gode til i Danmark. Derfor er det i alles interesse, at vi fortsætter med at forfine og forædle vores systemer," skriver han i et svar til Økologisk Nu.

Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, mener derimod, at problemstillingen illustrerer, hvad der sker, når man har selekteret dyreracer til høj vækst.

"Det er endnu et eksempel, der understreger behovet for, at økologerne får igangsat et målrettet avlsarbejde, så vi ikke er afhængige af at bruge de samme forældredyrslinjer som de konventionelle," siger Sybille Kyed, der gerne ser, at man bevæger sig i retning af dual purpose-racer, der prægede husdyrproduktionen for efterhånden flere årtier siden; altså at dyrene kunne have flere formål.

Et eksempel er hønerne, der bruges til æglægning; de er blevet fremavlet til netop dét og giver nu så lidt kød på kroppen, at de ikke længere kan bruges i kødproduktionen. Det betyder, at hanekyllingerne, som ikke lægger æg, er ubrugelige og derfor aflives efter udklækning.

"Vi skal have mere ekstensive racer, så fx kvæg egner sig til at give både kød og mælk. Hvis dyret avles til at få en positiv rolle i vores økosystemer, er jeg overbevist om, at vi slet ikke vil se de samme velfærdsproblemer," siger hun.

Økologisk Nu har bedt fødevareminister Rasmus Prehn (S) om en kommentar, men ministeriet har oplyst, at det ikke har kunnet nå at svare inden deadline.