Svar til fiskeriforening: Folk skal vide, hvor opdrætsål rent faktisk kommer fra

Af Sofie Graarup Jensen, biolog og dyreretsforkæmper

Dette er et svar på et indlæg (23/10) fra foreningen Dansk Ålefiskeri, som igen var et svar på Sofie Graarup Jensens klumme (21/10).

Det er altid dejligt, når ens indlæg får modspil, og det er måske ikke så overraskende, at netop foreningen Dansk Ålefiskeri er uenig med mig i, at man skal lade ålen blive i vandet.

Foreningen mener, at min opfordring til at bruge kærlighedens fest til at lade ålen leve er "følelsesladet". Lad os starte der: Vi argumenterer alle sammen ud fra følelser og det skulle undre mig, hvis det ikke også er kærligheden til en bestemt type fiskeri, der har motiveret foreningen Dansk Ålefiskeri til at oprette sig selv. At holdninger har rod i følelser, er altså en præmis for os alle sammen og ikke i sig selv et argument for eller imod noget som helst.

Jeg står gerne ved, at jeg nærer en stor kærlighed til mine medskabninger her på jordkloden, og det er denne kærlighed, der motiverer min kamp for de andre arter.

Derudover er jeg ked af, at artiklen kun forholder sig til min afsluttende sætning. Der er ingen tvivl om, at jeg synes, man bør afholde sig fra at spise arter, der er pressede. Ja, faktisk synes jeg, man så vidt muligt skal afholde sig fra at spise andre dyr i det hele taget, men det er en anden diskussion.

Langt fra at have genvundet det tabte

Jeg underkender ikke, at det ekstreme kollaps i ålebestanden heldigvis viser tegn på at være stagneret ifølge nogle undersøgelser. Andre indikerer et fortsat fald. Uanset hvad er bestanden dog meget lav, og vi er ekstremt langt fra at have genvundet det tabte.

I 1960’erne landede kommercielt ålefiskeri 10.000 ton ål – i 2024 lidt over 56 ton. Landingerne fortæller naturligvis ikke hele historien, da stramme kvoter heldigvis begrænser det kommercielle fiskeri, men det er næppe kontroversielt at fastholde, at bestanden af europæisk ål er meget, meget lavere, end den engang har været. De tydelige, kontinuerlige tegn på, at bestanden skulle være i sund vækst, har jeg ikke kunnet finde kilder til, og Dansk Ålefiskeri henviser ikke til nogen i deres indlæg.

Mit ærinde med indlægget var imidlertid ikke at diskutere landingstal og bevaringsindsatser, for når det gælder ålen, medgiver jeg, at der er mange relevante nuancer. Mit ærinde var primært at sætte fokus på, hvad det egentlig er for et produkt, der gemmer sig bag mærkatet "opdrætsål".

Jeg oplever, at flere danskere ønsker at fravælge ål, da de ligesom jeg ikke mener, man bør spise truede dyr, og at de derfor aktivt vælger at købe "opdrætsål", simpelthen fordi de tror, der er tale om ål, som er afskåret fra de vilde bestande, hvilket er faktuelt forkert.

Man bør være informeret

Uanset om man vil spise ål eller ej, synes jeg, man bør være informeret om, hvordan produktet er blevet til, og i den forbindelse synes jeg, at mærkatet "opdrætsål" er vildledende, selvom det åbenbart er lovligt.

Slutteligt synes jeg, det er værd at anerkende, at mine uenigheder med Dansk Ålefiskeri først og fremmest bunder i vores forskellige dyre- og natursyn. Når jeg omtaler ålen, er den en medskabning, jeg deler livsfællesskab med. Et væsen, der har en iboende værdi og ret til at eksistere, uanset om det kan udnyttes af mennesker eller ej.

Når Dansk Ålefiskeri omtaler ålen, er den reduceret til at være en "bæredygtigt udnyttet ressource". Når jeg mener, at vi har en etisk og moralsk forpligtelse til at passe på de væsener, vi deler planeten med, f.eks. ved at anlægge et forsigtighedsprincip og spise noget andet end en art, der - trods forbedringer - virkelig er presset, mener Dansk Ålefiskeri, at man fjerner incitamentet til at beskytte arten, hvis man ikke samtidig må udnytte den.

Det er en pragmatisk noget-for-noget-tankegang, jeg ikke abonnerer på. Jeg tror på, at mennesker er bedre end det, og at det er muligt at beskytte arter, simpelthen fordi det er vigtigt og ikke kun, fordi man eventuelt kan få lov at spise dem på et tidspunkt. Vi kunne lade os inspirere af Indien, der har fordoblet antallet af tigere i løbet af ti år gennem effektiv beskyttelse.

Ikke fordi det er nemt eller for at kunne få lov at drive jagt på dem. Fordi det er vigtigt.