Landbruget - ikke åerne - skal klimasikres

Af: Jesper Petersen, journalist og talsmand for Holmegaard Mose Komiteen

Regnen vælter ned i disse dage og fylder søer, åer, moser og grundvandsdepoter, der har tørstet i månedsvis. Det er vidunderligt!

Desværre er det ikke denne gode historie, vi hører, når det livgivende regnvejr omtales af medier og andre.

F.eks. i DR TV Avisen 9. januar kl. 18.30 hvor et indslag holdt mikrofon for landmænd og landboforeninger, der efter januars regnrige start kræver ”klimasikring” af Danmarks åer.

Formuleringen ”klimasikring” er en såkaldt eufemisme; hvorom Den Danske Ordbog skriver: ”en forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk der har et ubehageligt indhold”.

Med klimasikring mener industrilandbruget reelt en natur-, miljø- og klimaskadelig uddybning og udvidelse af vore i forvejen uddybede og mishandlede vandløb.

Regningen tørres af på skatteyderne

I årevis har størsteparten af Danmarks over 40.000 km åløb flere gange årligt fået opgravet bred- og undervandsvegetation samt bundsediment, for at sikre at al vand bortledes unaturligt hurtigt. Regningen på op mod en halv milliard kr. fra det naturødelæggende arbejde - der kan sammenlignes med, at et menneske årligt får bortopereret trefjerdele af sine lunger og tarme – har industrilandbruget via sine politiske venner i årtier tørret af på skatteyderne.

I lighed med så meget andet, man bondesnu løber fra regningen for.

Det, der i virkeligheden aktuelt er brug for, er det stik modsatte af landbrugets aktuelle appel om dybere og bredere og mere vegetationsløse vandløb: Nemlig en langt bedre forvaltning af vores stærkt forarmede natur. Og en klimasikring af landbrugserhvervet - og hurtigt.

Landbruget står i dag for næppe under en tredjedel af Danmarks samlede CO₂-udslip,

De oversvømmede marker er i høj grad et problem skabt af landbruget selv i form af et stort CO₂-udslip fra et kæmpeforbrug af fossilt brændstof samt ødelæggelse af agerjordernes evne til at optage og lagre både CO₂ og vand. Som det sker i biologisk sunde jorder med et højt indhold af organisk materiale og mikrobielt liv. Begge dele er stort set fraværende i industrilandbrugsjorder.

Et grundlæggende problem

Den større risiko for oversvømmelser i vinterhalvåret er et helt grundlæggende problem for den over 30 år gamle beslutning om grønne vintersædmarker for at begrænse udsivningen af kvælstof fra gylle og kunstgødning (frem for at indføre økologisk drift). Forstærket i de senere år med de ændrede, forstærkede regnmønstre som følge af de menneskeskabte – i høj grad industrilandbrugsskabte! – klimaforandringer.

Problemet er forværret af, at alt for mange lavtliggende jorder er drænet og anendes til grisefoderdyrkning. Ved en klimasikring af landbruget ophører denne biologiske dødssynd.

Mange af de småsøer, der ses på markerne i disse dage, var oprindeligt vådområdenatur med storke, frøer, viber, stære, vipstjerter, sommerfugle, vilde planter m.m., før de blev en del af den landbrugsørken og svinefoderfabrik, det meste af Danmark desværre er blevet til.