Annonce
Annonce
Budskabet til maskindemoen var at passe på kvælstoffet med en overfladisk nedmuldning, uden dog at gå på kompromis med, at der senere kan etableres et godt såbed. Foto: Malthe Karstensen
Undgå dyb nedmuldning af kløvergræs før pløjning
En flerårig kløvergræsafgrøde har gennemsnitligt fikseret 300 kg N pr. ha, som kan komme den efterfølgende afgrøde til gavn. Derfor satte Syddansk Økologi med en maskindemo fokus på, hvordan man passer på kvælstoffet, når man omlægger kløvergræsset.
Kløvergræs har en uundværlig forfrugtsværdi i det økologiske sædskifte. Det mener planteavls- og økologirådgiver Birgitte Popp Andersen fra LandboSyd/Syddansk Økologi, som kalder en flerårig kløvergræsafgrøde for ”en guldgrube”.
”Der er mange forsøg, som har vist, at flerårige kløvergræsmarker i gennemsnit fikserer 300 kg N pr. ha. Det er et gennemsnit, så nogle gange er det mere og andre gange mindre, men det er et højt tal. Man skal tænke sig om og passe på det, når man har fået lavet så store mængder kvælstof,” siger Birgitte Popp Andersen.
Den store eftervirkning kan komme den efterfølgende afgrøde til gode og er altså værd at værne om. Det bør man have i sine overvejelser ved omlægning af kløvergræsset, herunder hvis man ønsker at nedmulde før pløjning.
Derfor havde Syddansk Økologi inviteret til maskindemonstration af harver til nedmuldning på årets første forårsdag.
Harverne, der blev demonstreret:
Agro-Mash tallerkenharve
- Listepris: 85.000 kr.
- Arbejdsbredde: 4 meter
Clydon Terrastar spaderulleharve
- Listepris: 165.000 kr.
- Arbejdsbredde: 6,4 meter
Dalbo Cultimax 800 Eco fjedertandsharve
- Listepris: 399.000 kr.
- Arbejdsbredde: 8 meter
Dalbo Powerchain kædeharve
- Prototype
- Arbejdsbredde: 8 meter
Kuhn Optimer L 5000 bugseret kompaktdiskharve
- Listepris: 500.000 kr.
- Arbejdsbredde: 5 meter
Multiva Avaran 700 fjedertandsharve
- Listepris: 295.000 kr.
- Arbejdsbredde: 7 meter
Väderstad Carrier XL 625 med CrossCutter Disk
- Listepris: 620.000 kr.
- Arbejdsbrede: 6,25 meter
”Nedmuldningen skal sikre, at planterester ikke er i vejen, men den må ikke være for dyb. Hvis plantematerialet kommer for langt ned, så bliver iltningen vanskeliggjort. Vi vil gerne have, at det organiske stof omsættes til noget mineralsk kvælstof, og den proces er afhængig af ilt, foruden C/N-forholdet og jordtemperaturen. Hvis man laver en for dyb nedmuldning, så får plantematerialet mindre ilt, og omsætningen sker dermed langsommere,” siger Birgitte Popp Andersen.
Omkring 60-70 personer deltog ved sæsonens nok første markdemo, og de fremmødte landmænd lagde særlig vægt på, om harverne kunne neddele afgrøden, så en efterfølgende pløjning kan ske ubesværet. Derudover skal harverne helst være i stand til at gennemskære og fritlægge ukrudtet, så det bekæmpes og udtørres.
Bedste harve er individuelt
Generelt klarede alle harvetyperne sig fint på de førnævnte punkter til demoen. Valget af harve er derfor oftest individuelt og bestemmes blandt andet også af pris og trækkraftbehov.
”I landsforsøgene kan vi ikke konkludere, at én metode er mere rigtig end den anden, og jeg synes, at det så fornuftigt ud for alle harverne til markdemoen. Det er jo nok smag og behag, men hvis man til gengæld skal lave en decideret kvikbekæmpelse, så er kvik-up harven måske bedre til dét formål,” siger Birgitte Popp Andersen.
Maskindemoen var resultatet af et samarbejde mellem rådgivningsselskabet Syddansk Økologi og Erik Nissen fra Dansk Maskinhandlerforening. Arrangementet fandt sted hos økologisk mælkeproducent Søren Falkner Sørensen i Rødding, som stillede en fjerdeårs kløvergræsmark til rådighed.
Erik Nissen fortalte, at der er lagt vægt på forskellige arbejdsprincipper og harvetyper og ikke på mærker eller forhandlere i udvælgelsen af harverne til demoen.
Værtsbedriften selv har valgt en Maschio-fræser efter en del udfordringer med at etablere såbed efter kløvergræs. Selvom arbejdsbredden på tre meter og en relativ lav fremkørselshastighed trækker kapaciteten ned på omkring halvanden hektar i timen, så kan man til gengæld nøjes med én overkørsel med fræseren for at få effektiv nedmuldning.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.