Efterafgrøder, der hitter hos økologer, har en lang række fordele

Kvælstoffikserende efterafgrøder, som er udbredte i økologien, har flere fordele end andre typer efterafgrøder, idet de ud over at reducere udvaskningen af nitrat også kan binde kvælstof fra luften, som vil kunne udnyttes af de efterfølgende afgrøder.

Det viser et notat fra Aarhus Universitet, som samtidig vurderer, at fikserende efterafgrøder kan give samme reduktion i udvaskningen, som ikke-fikserende arter, når der tages højde for den øgede eftervirkning.

”Det er vores vurdering, at man vil kunne opnå samme effekt på nitratudvaskningen med fikserende efterafgrøder, som ved ikke fikserende, men det kræver at en række betingelser overholdes,” fortæller seniorforsker Peter Sørensen fra Institut for Agroøkologi til universitetets hjemmeside.

De nævnte betingelser er: 

1. De fikserende arter skal være vinterfaste, og skal sås i blanding med minimum 75 pct. frø af ikke-fikserende arter.

2. Den fikserende efterafgrøde må først destrueres efter 1. februar på sandjord, men kan evt. destrueres tidligere på lerjord.

3. Der indregnes en gødningsmæssig eftervirkning på 50 kg N/ha, hvor andre efterafgrøder tilregnes en eftervirkning på 17-25 kg N/ha.

En del landmænd har længe ønsket at bruge fiksende efterafgrøder som pligtige efterafgrøder, og især på økologiske bedrifter har det været et stort ønske. 

"Godt det endelig kom frem, at bælgplanter er gode i efterafgrødeblandinger. Det har vi i Økologisk Landsforening forsøgt at gøre lovgiverne begribeligt siden 2017, hvor økologerne ikke længere kunne bruge deres bælgplanter som før. Vi er udstyret med tålmodighed og stædighed, men ubehageligt at tænke på, at økologer har mistet udbytter i tre år til ingen verdens nytte. Faktisk har økologi bare leveret et ringere miljø og klimaresultat, i den tid vi er blevet afvist," skriver Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i ØL, på LinkedIn om notatet.

Langvarige forsøg

Notatets konklusioner er baseret på en lang række markforsøg ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. I et forsøg, som blev startet tilbage i 1997, har forskerne sammenlignet dyrkningssystemer med kontinuert anvendelse af enten fikserende efterafgrøder eller ikke-fikserende. Disse er sammenlignet med systemer uden efterafgrøder. 

”I forsøget har vi løbende målt nitratudvaskning. Og vores forsøg viser, at selv når man har en meget kraftig bestand af fiksende kløver i blanding med ikke-fikserende arter som efterafgrøde, så sker der ikke en øget udvaskning i det efterår og vinter, hvor efterafgrøden er på jorden. Jo kraftigere afgrødedække man har, jo mere effektivt reduceres udvaskningen,” fortæller Peter Sørensen. 

Forskerne fandt, at hos en efterafgrøde, der udelukkende består af fikserende plantearter, kan reduktionen i nitratudvaskning i nogle tilfælde være lavere end ved dyrkning af ikke-fikserende efterafgrøder, og dermed vil der ikke kunne opnås samme effekt som af pligtige efterafgrøder. 

”Andre forsøg har vist, at det ekstra fikserede kvælstof allerede frigives til en efterfølgende afgrøde. Det betyder, at der ikke efterlades mere kvælstof i jorden, der kan frigives på længere sigt, hvis blot man tager højde for den ekstra gødningsvirkning, man har på den efterfølgende afgrøde,” siger Peter Sørensen.

Forsøgene viser desuden, at de fikserende planter først optager det kvælstof, de kan få fra jorden, og derefter supplerer op med fiksering af kvælstof fra luften. Derfor har så-tidspunktet eller høsttidspunktet, når der er undersået i en afgrøde, stor betydning for, hvor kraftig en efterafgrøde, der kan opnås.

På jorder med en lav kvælstoffrigivelse om efteråret kan anvendelse af en fikserende efterafgrøde medvirke til, at der trods lav forsyning af kvælstof fra jorden alligevel kan opnås en kraftig efterafgrøde. Dermed kan der også bindes mere kulstof i jorden.