Adfærdsbehov kan ikke bare avles væk: »Manglende mulighed for at rode er en af risikofaktorerne bag halebid«

Økologerne har netop lukket køerne på græs, og dagen, hvor det sker – Økodag – illustrerer noget af forskellen på det økologiske og konventionelle landbrug.

For mens størstedelen af de konventionelle malkekøer skal tilbringe sommeren i stalden, er det for økologerne vigtigt at sende køerne på græs af hensyn til deres naturlighed.

Og der er faktisk videnskabelig substans i det, når Økologisk Landsforening på sin hjemmeside under sektionen ’dyrevelfærd’ hævder, at de naturlige forhold er vigtige for dyrenes velfærd.

»Det vil jeg sige klart ja til,« siger Lene Juul Pedersen, der er professor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, da hun bliver spurgt, om det reelt hæver dyrenes velfærd, når de får mulighed for naturlig udfoldelse udenfor.

Anja Brinch Riber, der er seniorforsker med speciale i fjerkræ ved samme institut, er enig.

»Chancen for, at dyret kan få opfyldt mange af de basale højtmotiverede adfærdsmæssige behov er større med adgang til et udeareal, hvor der er en væsentlig større variation i miljøet,« siger Anja Brinch Riber, som understreger, at landmandens management også er afgørende for velfærden: Udegående dyr kan godt have dårlig velfærd, hvis de ikke passes ordentligt, mens velfærden for konventionelle dyr kan øges med god management.

Bedre forudsætninger

Lene Juul Pedersen lægger også vægt på vigtigheden af god management.

»De økologiske regler sikrer, at dyrene har mulighed for at få tilgodeset en overvejende del af deres adfærdsmæssige behov, hvilket ikke er tilfældet i konventionel indendørs produktion. Reglerne er dog ikke en garanti for god dyrevelfærd - de skal følges op af god management. udegående grise kan f.eks. få solskoldninger, hvis de ikke kan søge skygge, og der kan som i den konventionelle produktion også forekomme halebid og mistrivsel, hvis opsynet med dyrene er utilstrækkeligt,« siger Lene Juul Pedersen, der bl.a. har forsket i grises adfærdsmæssige og fysiologiske behov med hensyn til temperaturregulering.

Grise regulerer primært deres kropstemperatur gennem adfærden, og god plads og adgang til et udeareal sikrer dem valgfrihed, så de let kan ændre positur og opsøge køligere ligge­områder, hvor de kan sølebade og derved frigive energi fra kroppen for at køle af.

»Manglende mulighed for at temperaturregulere er en stor stressfaktor for grise i den indendørs konventionelle produktion. Landmanden kan godt nok regulere staldtemperaturen til en vis grad, men bliver det meget varmt udenfor, kan stalden ikke køles tilstrækkeligt ned, og når grisene samtidig går meget tæt og har begrænset bevægelsesfrihed, kan de let blive varmebelastede,« uddyber Lene Juul Pedersen.

Kan rode i jorden

Et andet punkt, hvor et mere naturligt liv øger velfærden, er grisenes mulighed for at rode i jorden.

»At rode er et adfærdsmæssigt behov hos en gris. I naturen finder de deres føde ved at rode i jorden, og adfærden bruges også til at søge informationer om deres omgivelser. Grise vil udføre denne adfærd, uanset om de har fri adgang til foder eller ej. Manglende mulighed for at rode er en af risikofaktorerne bag halebid, og når behovet ikke tilgodeses, omdirigeres adfærden og rettes f.eks. mod andre grises haler, hvilket kan føre til halebid. Hvis de har adgang til et udeareal med både grovfoder og halm - eller endnu bedre til jord og græs - bruger de deres tid på at søge og indtage foder. Det er, hvad de evolutionært er udviklet til for at kunne overleve i naturen,« siger hun.

Nogle vil måske argumentere for, at grise, der aldrig har prøvet at være ude, ikke har det samme behov, fordi de er avlet til at gå inde i en stald og ikke ved, hvad de går glip af. Er det korrekt?

»Nej, behovet for at rode og undersøge omgivelser er ikke avlet bort hos grisen, og behovet er tilstede, også selvom grisene ikke har haft mulighed for at udføre adfærden før,« fastslår Lene Juul Pedersen og nævner flere forsøg, der har påvist denne grundlæggende motivation hos grisene.

Vil prøve at støvbade

Det bakkes op af Anja Brinch Riber. Hun fortæller, at høns, der aldrig har haft mulighed for at støvbade rigtigt, alligevel udfører en såkaldt tomgangsadfærd, hvor de bevæger sig, som om de støvbader, selvom der ikke er noget materiale at støvbade i. Og behovet for at kunne støvbade rigtigt viser sig, når høns som disse får adgang til støvbadningsmateriale, hvor de som noget af det første går i gang med at støvbade.

Lene Juul Pedersen har set det samme med grise: I et forsøg har hun sammen med forskerkolleger vist, at grise er villige til at arbejde hårdere for at få adgang til kvalitetsrodematerialer, som f.eks. majsensilage, eller jord frem for mindre egnede materialer som en træpind og reb, der typisk bruges i konventionelle stalde som beskæftigelsesmateriale.

»Grisen har en stærk motivation for at rode i materialer, som er foranderlige, kan tygges, og som indeholder spiselige dele. Det er et behov, som er der uanset hvad,« siger Lene Juul Pedersen.

Er det så ikke et velfærdsmæssigt problem, at de fleste øko-grise har ring i trynen, som forhindrer dem i at rode i jorden?

»Jo, det er ét af de steder hvor økologien går på kompromis med dyrevelfærden. Søerne ringes for at hindre dem i at rode i jorden, så græsdækket i folden bevares. Græsdække optager næringsstoffer fra dyrenes gødning og hindrer udvaskning, så det er et dilemma. Der er dog ikke meget forskning i velfærdskonsekvenserne, men en dansk ph.d.-afhandling om ringning af søer har vist, at grise med ring i trynen omdirigerer rodeadfærden til i stedet at græsse. Så hvis grisene har mulighed for at græsse i stedet for at rode, ser det ud til, at motivationen i en vis grad tilgodeses,« svarer Lene Juul Pedersen.

Økologisk Landsforening har desuden tidligere skrevet i sin sektion om velfærd, at vi ikke kender dyrenes følelser, men det er forskerne uenige i. ØL's landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, oplyser, at foreningen er helt enig med forskerne og forklarer, at formuleringen er forældet.

"Forskernes reaktion viser, at den gav anledning til misforståelse, hvorfor den nu er fjernet," siger Sybille Kyed, der tilføjer, at det gør både mennesker og dyr uret, hvis vi stadig tror, at man ikke kender til dyrs følelser.

Fokus på positive følelser

For selvom det er nemmere at måle de fysiologiske parametre og sværere at finde ud af, hvad der sker inde i hovedet på dyrene, har forskere fundet metoder til at vurdere en række følelser hos dyrene.

»Det kan lade sig gøre. Det er ikke så synligt for producenten, men det er det, vi etologer er til for. Vi kan måle følelser som frygt, sult, smerte og frustration, når nogle behov ikke er opfyldt. Vi kan også måle positive følelser, og det er virkelig spændende, fordi man i forskningen er begyndt at inddrage de positive elementer i dyrevelfærd mere og mere frem for bare at fokusere på de negative,« siger Anja Brinch Riber, der i øvrigt sidder i en forskergruppe med bl.a. Lene Juul Pedersen, hvor de laver undersøgelser, der skal afdække dyrenes emotionelle tilstande.

Forsker i lyst til leg

Lene Juul Pedersen forklarer, at vurderingen af dyrs følelser foregår ved både at observere deres adfærd, måle fysiologiske stressreaktioner gennem adfærdsmæssige tests og ved at måle indikatorer for aktivitet i forskellige hjerneområder. Et eksempel på en indikator for positive følelser er legeadfærd:

»Leg er energikrævende og tegn på, at dyrets behov tilgodeses. Det kræver energi at lege, så er de f.eks. i energimæssigt underskud eller oplever smerte og angst, vil de ikke lege. Vi ved også, at fourageringsadfæren stimulerer centre i hjernen relateret til positive følelser,« forklarer Lene Juul Pedersen og fortsætter:

»Også negative følelser forbundet med smerte kan måles. Forskningen har vist, at grise oplever både akut og kronisk smerte, når hale og testikler amputeres; det kan måles gennem studier af grises adfærd og vokalisering og gennem undersøgelser af nerveaktiviteten.«