Annonce
Annonce
Ny økologisk havre på vej med bedre resistens og større udbytte
Som regel bliver økologernes foretrukne sorter fundet blandt sorter, der som udgangspunkt er udviklet til konventionelt landbrug, men den nye havresort NOS Conrad er målrettet de økologiske havreproducenter. Det er første gang i Danmark, at der er lavet et økologisk havreforædlingsprogram.

For første gang i Danmark er der lavet et økologisk havreforædlingsprogram - her på markerne hos økolog Henrik Kreutzfeldt ved Odder. Det har ført til, at en ny sort målrettet økologien er på trapperne med højt udbytte og havrenematoderesistens. Foto: Ida Marie Garder/Nordic Seed
Havre spiller en stadigt større rolle i økologien.
Det er den kornafgrøde, der klarer sig bedst i kampen mod ukrudt, og den er en god forfrugt. Derfor bliver havre ofte bliver brugt i samdyrkning af afgrøder; for eksempel med linser, bønner eller ærter.
Den er desuden glutenfri, og der er stor efterspørgsel på økologisk havre til bl.a. havredrik, havregryn og anden plantebaseret mad.
Men de seneste år er udbyttet faldet for en mangeårige populær sort, og derfor har det været afgørende at få udviklet nye.
”Det er 20 år siden, at den populære nematoderesistente sort ’Dominik’ kom på markedet, og den er efterhånden faldet bagud i udbyttet. Derfor ville vi forsøge at lave en ny havre med et højere udbytte,” forklarer Ida Marie Garder fra Nordic Seed, der præsenterede resultaterne af et forædlingsprojekt med havre ved Plantekongressen i Herning.
Vi har lavet økologiske og semi-økologiske forsøg og har brugt resultaterne i vores modeller for at tilgodese, at havren er relativt mere populær blandt økologerne
— Ida Marie Garder, Nordic Seed
Bedst i test
De kolde facts har vist, at det på relativt kort tid er lykkedes at fremavle en ny havre med de rigtige egenskaber specielt målrettet mod økologer. Efter test i værdiafprøvningen af fem nye kandidaterlinjer har sorten NOS Conrad klaret sig gennem nåleøjet.
Landsforsøg har bl.a. andet vist, at kerneudbyttet for NOS Conrad i 2024 var på forholdstal 101 (77.1 hkg/ha) mod Dominiks forholdstal 96 (73,0 hkg/ha).
Den nye sort er udviklet over en periode på syv år og har været hjulpet på vej af projektet Oatganic.

Resistent mod nematoder
Samtidig med at udbyttet skulle være højt, var det også vigtigt, at sorten var resistent over for havrecyste-nematoder. Nematoderne er en form for orme, der inficerer rødderne og danner cyster, og som bl.a. kan føre til, at de skadede rødder ikke kan optage nok vand, og at hårdt angrebne planter konkurrerer dårligere mod ukrudt.
Sorterne Dominik og Nemesis er i dag de eneste to markedsførte havresorter med resistens mod havrecystenematoder, men nu er der altså en ny på trapperne. Egentlig var det meningen, at den nye sort skulle have været markedsført i 2025, men på grund af to år med dårlige vækstforhold, har det bremset opformeringen af kvalitetsudsæd, fortæller Ida Maria Garder.
”NOS Conrad er lidt forsinket, men vi forventer, at den er på markedet i 2026. De seneste to år har den været under værdiafprøvning og er blevet godkendt, og nu er vi i gang med opformeringen,” siger hun.
Udvalgt under økologiske forhold
Sorten er faktisk en del af det første økologiske havreforædlingsprogram i Danmark.
Ofte bliver økologernes foretrukne sorter fundet blandt sorter, der som udgangspunkt er udviklet til konventionelt landbrug. Men i dette projekt har udgangspunktet været, at de nye havrelinjer skulle testes i økologisk jord og dyrkes efter økologiske principper. Den nye sort er altså direkte rettet mod økologerne.
”Vi har lavet økologiske og semi-økologiske forsøg og har brugt resultaterne i vores modeller for at tilgodese, at havren er relativt mere populær blandt økologerne,” forklarer Ida Marie Garder.

Den udvalgte sort, NOS Conrad, har, hvad Ida Marie Garder betegner som ’dobbelt nematoderesistens’, og samtidig et højt udbytte.
”Jeg synes faktisk, at det er imponerende, at det er lykkedes at udvikle sorten inden for projektets varighed,” sagde hun med en vis portion stolthed ved årets Plantekongres.
Havren har været syv år undervejs, og forsøgene har bl.a. fundet sted på markerne hos økolog Henrik Kreutzfeldt ved Odder og i Sønderjylland.
Forædlingen af NOS Conrad startede i 2019 og blev undervejs støttet af projektet ’Oatganic’, der har til formål at lave ”forædling af havresorter med nematoderesistens, højt udbytte og agronomiske træk velegnet til økologisk dyrkning”.
Flere artikler fra samme sektion
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.
Tørkeindekset har aldrig været så højt så tidligt på året
Det har været et usædvanligt tørt forår indtil videre, og tørkeindekset har nu ramt et niveau, der ikke er målt lignende på denne tid af året. Danmark er et af de lande i Europa, der er hårdest ramt af tørke.