Lokalt produceret proteinfoder giver gode slagtegrise, men danske alternativer til soja er stadig dyre
Nye undersøgelser har vist, at det er muligt at fodre slagtegrise med en foderblanding, der er baseret på lokalt producerede proteinkilder, men ifølge Icoel er prisen stadig en udfordring i forhold til importeret soja.
I traditionelle foderblandinger er soja en vigtig proteinkilde, men produktionen af soja er forbundet med et højt klimaaftryk. Derfor arbejder vi på at finde alternativer i form af lokalt producerede proteinkilder, skriver Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Udbuddet af de ønskede råvarer er dog begrænset, og derfor er prisen høj set i forhold til traditionelle foderblandinger med importeret soja. Derfor er det endnu ikke, ud fra et økonomisk synspunkt, et attraktivt alternativ at fodre med lokalt protein, lyder vurderingen fra Agro Food Park.
Den er baseret på undersøgelser fra en demonstrationsafprøvning, hvor økologiske grise i vækst er blevet fodret hhv. med en foderblanding, med en øget andel af lokalt producerede proteinkilder og en standard foderblanding, med fokus på den økonomiske effekt.
Lavere dækningsbidrag med lokalt protein
Økonomiberegninger viser, at det samlede dækningsbidrag er højere ved den traditionelle foderblanding sammenlignet med blandingen med reduceret soja og lokalt produceret protein. Det skyldes primært en højere pris på blandingen med lokale råvarer.
Lokalproduceret foder havde i undersøgelserne en merpris på ca. 0,5 kr. pr. foderenhed, som medførte en reduktion i dækningsbidraget pr. gris på 83 kr. i sommerdemonstrationen og 93 kr. i vinterdemonstrationen. Årsagen til forskellen i dækningsbidraget mellem sæsonerne skyldes, at foderforbruget generelt var højere i vinterdemonstration end i sommerdemonstrationen, og derfor slår merprisen på foderet mere igennem.
God tilvækst med lokalt protein
Produktionsdata fra afprøvningen viste, at foderforbrug og daglig tilvækst var lidt bedre i holdene, der fik det lokalt baserede foder, i forhold til grisene der fik standardfoder. De bedre produktionsresultater kan muligvis hænge sammen med, at proteinbidraget i den lokalt baserede foderblanding kom fra flere forskellige proteinkilder. Det giver en mere alsidig kost, og reduceret mængde negative indholdsstoffer i enkelte fodermidler. Soja indeholder, f.eks. anti-ernæringsmæssige faktorer såsom trypsinhæmmere. Foder bestående af forskellige proteinkilder kan også opnå en bedre aminosyreprofil.
Du kan se flere detaljer om afprøvningen og resultaterne på side 8 i rapporten Demonstrationsafprøvning med øget andel af lokalt produceret protein – Økonomisk effekt