Annonce

Annonce

En mand kigger ud over en græsmark med køer

Som biolog i Vejle Kommune har Bo Levesen været med til at lave et samarbejde med Engmark og andre lodsejere ned til bækken. Nu står 45 hektar tidligere dyrkede marker som eng, der afgræsses af Engmark-stude. Køerne er gode til at holde vegetationen nede og skabe variation i ca. 200 hektar natur i kommunen, som laugene er aktive i. Foto: Peter Nordholm Andersen

Hvad har færre kokasser at gøre med tabet af insekt- og fugleliv? En del, faktisk

Medicinfri kokasser er et vigtigt bidrag til naturens motor. Men køernes lorte er blevet en mangelvare for de mere end 450 insektarter, der er helt eller delvist afhængige af kokasserne – og dermed også de fugle og andre større dyr, som lever af insekterne.

Bo Levesens fingre maser sig ned i lorten. Kokassen er helt frossen. Det er svært at tro på, at der er liv ved lorten sådan en vinterdag midt i januar. For en uge siden sneede det på den naturgen­oprettede eng ned til Farre Bæk, som tilhører øko­gården Engmark ved Give i Østjylland.

På græsset hviler enkelte sneklatter mel­lem køernes klatter. Indtil for få uger siden gik der stude på engen. Nu er de på stald.

Bo Levesen løfter kokassen op. Lige nedenunder den dukker masser af regnorm op.

”Det er helt vildt! Det er specielt at se på den her årstid, at der er så mange aktive regnorm kun 5­10 centimeter nede i jorden. Regnormene holder ikke vinterferie – de er ifuld gang,” konstaterer Bo Levesen, mens et par regnorm snor sig i hans hånd.

”Det viser mig, at vi har en god og sund natur her – med masser af liv.”

Som biolog i Vejle Kommune har Bo Levesen været med til at lave et samarbejde med Engmark og andre lodsejere ned til bækken. Nu står 45 hektar tidligere dyrkede marker som eng, der afgræsses af Engmark­stude.

Kommunen er også kendt for at stable mere end 30 kogræsserlaug på benene, hvor borgerne i et lokalområde hjælper med at passe kvæg, der plejer naturen. Et af laugene er tilknyttet den østjyske eng ved Farre Bæk.

Køerne er gode til at holde vegetationen nede og skabe variation i ca. 200 hektar na­tur i kommunen, som laugene er aktive i.

Halvdelen af møgbillefamilie er udryddet eller truet

Det går rigtig skidt! Det er essensen, når man læser afsnittet om møgbiller i rapporten 'Insekters
tilbagegang' fra Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet: ”Sammenligner man den nuværende gødningsfauna med naturhistoriske museers samlinger fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, er det iøjnefaldende, at der er sket voldsomme ændringer i perioden,”
står der i rapporten.

Blandt insektfamilierne, forskerne har zoomet ind på, er torbisterne: De er kendt for deres bladformede antenner, de er ofte tæt knyttede til kokasser, og familiens medlemsgrupper fordeler sig blandt møgbiller, møggravere og skarnbasser. Ud af 60 arter af torbister er 12 forsvundet fra Danmark, mens ca. 20 arter er i tilbagegang. Blandt den halvdel af arterne, der trods alt stadig lever i Danmark, er nogle af dem ”endog meget almindelige og findes næsten overalt, hvor der er gødning” – for eksempel stor møgbille og lakrød møgbille, som du ser til venstre.

I rapporten sammenligner man mere end 30 insektfamilier, hvor de 60 torbistarter er én af dem. For hver familie lige fra løbebiller til svirrefluer angiver en tabel procentdelen af arter, der er i ”højeste trusselsvurdering”. Hos torbisterne er tallet 32 procent. Dermed er torbisterne den mest trængte familie af alle insektfamilierne.

Køer spiser især græs, tramper huller og laver andre forstyrrelser. Dermed giver de andre planter mulighed for at trives. Og så smider kvæg som bekendt kokasser. Det er dem, Bo Levesen er i felten for at se nærmere på – og fortælle mere om.

Med ham er landmanden, Jens­-Erik Bregn­bjerg Therkildsen. Han omlagde Engmark til økologi i 1987. Gårdens mælk går til Thise, og på gården har man et godt blik for, at man også skal give noget tilbage til naturen. Selv om han nu har overgivet den daglige drift af gården med 220 malkekøer til næste genera­tion, er han stadig inde over studene i engen.

”Det er da dejligt at høre – og at kigge på det liv, der er her. Som økologer har vi en ekstra stor forpligtelse til at passe på natu­ ren,” siger Jens­-Erik Bregnbjerg Therkildsen, mens han står bøjet over en medbragt skovl og kigger ned på ormene, Bo Levesen nemt graver op med hænderne.

”Og så er her jo en god produktion via jeres stude,” supplerer Bo Levesen, der er varm fortaler for at fremme naturens rige liv og samtidig have en kødproduktion.

”Simpelthen. Det er noget supergodt kød,” siger Jens-­Erik Bregnbjerg Therkildsen og forklarer, at det er stude af halvt Jersey og halvt Angus, der afgræsser marken.

For Bo Levesen er en kokasse et helt lille økosystem i sig selv.

”Når man kigger på en kokasse, tænker de fleste nok: Dér er noget affald. Men så snart koen har smidt det, danner der sig en helt ny verden her. En hel række biller er superaf­hængige af den her lort,” siger biologen.

De insekter, der er knyttet til kokasser, er helt sikkert hårdt ramte. Helt oplagt fordi vi har meget færre dyr på markerne, end vi havde tidligere. Den helt store årsag er, at ho­vedparten af vores kreaturer er kommet på stald. For at sige det lige ud, så er der mangel på lort ude i landskabet.

— Beate Strandberg, insektforsker på Institut for Ecoscience, Aarhus Uni­versitet

Vil gerne have køer på græs tidligere

Et eksempel på det liv, du finder på en græsmark med kokasser om sommeren, er markskarnbasserne. Bo Levesen forklarer, at de har en sjov ynglemåde: De graver gange nedad. Lige inde under lorten. Så tager de små klumper af lort med ned i gangene, og de lægger et æg ved hver klump lort. Når ægget klækker, spiser larven den madpakke, far og mor har lavet til dem.

”Så larverne bor i kælderen lige neden under køkkenet, hvor råvarerne hentes fra kolorten. Det er tag på. Beskyttelse til afkommet. Det er fascinerende – og smart tænkt, ikke?”

Møgbillerne er ofte allerede aktive fra sidst på vinteren. Altså i februar. Derfor er det meget vigtigt, at dyrene kommer ud så tidligt som muligt, siger Bo Levesen henvendt til økologen Jens­-Erik Bregnbjerg Therkildsen.

”Malkekøerne skal ud 14. april i år, og så er der nogle år, hvor vi har haft nogle stude ude allerede i februar”, forklarer landmanden.

”Det er fint med studene. Som biolog vil jeg dog gerne have alle jeres køer ud midt i februar, for der begynder de første møgbiller at vågne. De er sultne, og de skal have noget mad,” responderer Bo Levesen.

Selv om køerne set med møginsektbriller­ne på gerne må komme på græs tidligere, er køerne på Engmark dog ofte ude nogle uger mere end de seks måneder, det økologiske reglelsæt kræver af landmanden. Samme velvilje kan ses i statistikkerne. Cirka en tredjedel af øko­mælkeproducenterne har dyrene på græs i mindst syv måneder. Enkel­te endda 10-­12 måneder om året.

Møginsekter er i tilbagegang

Der er brug for den velvilje, hvis du spørger Beate Strandberg. Hun er insektforsker på Institut for Ecoscience under Aarhus Uni­versitet ­og en af forfatterne til rapporten 'Insekters tilbagegang', der udkom i 2020.

Ifølge rapporten anses godt 450 ”møgle­vende insekter” for at være helt eller delvist afhængige af gødning på et tidspunkt i deres liv. Det gælder eksempelvis en stribe af rov­- og stumpbiller, møgkærer, landkærer samt et stort udvalg af forskellige fluearter.

Ifølge forfatterne bag 'Insekters tilbage­gang' er møgbillerne ”særdeles vigtige for omsætningen af gødningen og for stof­omsætningen i jorden”. De voksne biller er vigtige for insektædende, sjældne fugle som kirkeugler og hvide storke.

Titlen antyder, at det går ned ad bakke for artsrigdommen i vores insektliv. Insektlivet knyttet til lort er blandt det mest trængte, forklarer Beate Strandberg:

”De insekter, der er knyttet til kokasser, er helt sikkert hårdt ramte. Helt oplagt fordi vi har meget færre dyr på markerne, end vi havde tidligere. Den helt store årsag er, at ho­vedparten af vores kreaturer er kommet på stald. For at sige det lige ud, så er der mangel på lort ude i landskabet.”

Hun understreger, at det set med biodi­versitetsbrillerne på klart er en fordel, at de økologiske køer kommer på græs:

”Det er jo helt oplagt: Uden gødning i landskabet, er der ikke noget at leve af.”

Dramatisk fald i antallet af kokasser i landskabet

Omkring 1960 toppede antallet af kvæg i dansk landbrug et godt stykke over tre millioner. Nu er der rundt regnet halvanden million kvæg tilbage – og under halvdelen af dem kommer ud på græs. Sammenlignet med kokasse-klimaet i 1960’erne er det altså under én ud af fire køer, der leverer frisk lort ude på landmændenes græsmarker eller på jorden i de danske naturarealer.

Mens de økologiske landmænd skal have dyrene ud af stalden i sommerhalvåret, har konventionelle landmænd et flertal af kreaturerne på stald. Alene hos de konventionelle mælkeproducenter står over 400.000 køer på stald hele deres liv. Kun 17,3 pct. af de konventionelle malkekøer kommer ud på græsmarker.

Læg dertil, at traktorernes hestekræfter har erstattet de mange hestepære-skidende arbejdsdyr, der frem til 1950’erne var helt nødvendige i landbruget. I 1946 var der cirka 650.000 heste i dansk landbrug. Allerede i 1965 var det faldet til 53.000. I dag er antallet nær nul.

Ormemidler ødelægger kokasserne

Insektlykken er dog ikke gjort bare med køer på græs. Af rapporten fremgår en anden stor udfordring for de lortelevende larver: Ormemidler, som landmænd giver køerne mod parasitter, de blandt andet kan blive smittet med, når de er ude på græs. Midlerne gør kokasserne til dårlige bosteder, for medicinrester slår billernes larver ihjel.

De antiparasitiske midler bruges også profylaktisk. Det vil sige, at man behandler køerne forud, således at de ikke får orm. Profylaktiske behandlinger er dog ikke tilladt i den økologiske produktion, ligesom økologiske dyr kun må behandles med medicin, når en dyrlæge har tilset dyret, stillet diagnosen og ordineret den nødvendige behandling. Det er blandt årsagerne til, at medicinforbruget i de økologiske malkebesætninger er en del lavere end i de konventionelle.

Sådan er det også på Engmark, forklarer Jens-Erik Bregnbjerg Therkildsen.

”Vi må slet ikke planbehandle, og vi bruger generelt mindre antibiotika, fordi vi har strengere regler. Vi behandler konsekvent ikke kvierne længere, når de er ude. Vi kunne se: Lige så snart vi behandler en flok mod for eksempel tarmorm, og de er ude på græs, så bliver lortene liggende – der kommer ikke huller i dem. Det kan billerne ikke tåle.”

”Tankevækkende”, siger Bo Levesen og anbefaler, at man kun behandler køerne om vinteren, hvor billerne er i dvale.

”Det giver god mening – for det er sidst på året, at køerne får orme,” svarer landmanden.

Fra Beate Strandberg er der en anden opfordring til, hvordan landmændene kan håndtere køerne med et godt blik for insektlivet.

”Vi ser desværre tit, at der er for mange dyr på markerne. Særligt i store mælkeproduktioner. Det giver en meget tæt nedgræsning. Dermed er der ikke særligt mange blomster tilbage. Det rammer de blomsterbesøgende insekter. Der skal noget mere ekstensiv græsning til,” siger Beate Strandberg.

Hun erkender, at det kan være svært for en økolog med en stor mælkeproduktion, der skal have dyrene ud tæt på gården.

”Det er en fordel, hvis vi kan få afgræsset nogle naturområder ekstensivt. Rent driftsmæssigt er det nok nemmere for kød- end mælkeproducenter. Ligesom ved overgræsning, hvor man har for mange dyr på et areal, er der bestemt også mange steder, hvor der er for få. Så det ville være rigtig godt at få dyrene spredt ud, og der er bestemt opgaver til køerne derude," siger Beate Strandberg.

Faktisk bliver jeg ofte spurgt, hvordan vi kan komme af med hvepse og myg. Men noget af det, mange glæder sig over, er sangfuglene – og de kommer jo kun, hvis der er mange insekter at spise.

— Thomas Pape, insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum

Hun nævner, at en følge af landbrugets støtteordninger ofte er, at afgræsningen bliver for intensiv.

”Det ville være bedre med færre dyr set med biodiversitetsbriller. Den meget tætte nedgræsning er lige så problematisk som fraværet af den. Så det er i høj grad et balancespørgsmål, hvis det også skal være til gavn for biodiversiteten,” siger insektforskeren.

Agerlandets fugleliv svinder

Daniel Palm Eskildsen er biolog hos Danmarks Ornitologiske Forening. Han er projektleder for det såkaldte Punkttællingsprogram, hvor man tæller antallet af fuglearter, der yngler eller gæster Danmark. Han har derfor fingeren på pulsen, når det kommer til bestandene af navnlig almindelige fugle.

Var agerlandets fugleliv en tilstandsrapport, ville der desværre være mange K3’ere.

”Det er gået støt ned ad bakke siden 1990, når det kommer til antallet af landbrugsfugle, og intet tyder på, at det er på vej op igen," oplyser Daniel Palm Eskildsen.

Fuglebiologen kæder nedgangen sammen med, at landbrugslandet herhjemme er blevet mere ensformigt med store markflader, og at der færre dyr ude på græs. Den form for effektivitet har især trængt agerhøns, viber og sanglærker ude i landbrugslandet.

Daniel Palm Eskildsen påpeger, at der blandt landbrugsfuglene er mange trækfugle. Der kan være faktorer andre steder på deres ruter, som påvirker bestandene – men det nytter alligevel at gøre noget her i Danmark. Derfor er han ud fra et fagligt synspunkt glad for tanken om, at få flere køer på græs – som eksempelvis en omlægning til økologisk produktion vil garantere.

Blandt de fugle, der vil nyde godt af flere kokasser peger Daniel Palm Eskildsen på rødrygget tornskade. For den er de større insekter knyttet til kokasser lig med en lækker buffet. Et andet konkret eksempel er hærfuglen, der ikke længere yngler i Danmark.

Havde vi flere kokasser, kunne hærfuglen måske vende tilbage som ynglefugl.

”Fra et ornitologisk synspunkt er køer og deres kokasser en god ting. Der er knyttet et insektliv til, som en række fugle har brug for til at opfostre deres unger. Kokasser er et delelement i et mere varieret landbrugsland – og det vil vi gerne have for fuglenes skyld,” slår Daniel Palm Eskildsen fast.

Han påpeger, at monokultur ikke er godt for fuglelivet, og at han gerne så flere markskel og levende hegn ude i landbrugslandet.

”Så nej tak til flere rapsmarker – og ja tak til flere kokasser,” siger fuglefortaleren.

Vi mister specialisterne

Insektforsker Thomas Pape fra Statens Naturhistoriske Museum er enig i problemets kerne: Dels kommer rundt regnet halvdelen af vores 1,5 millioner kvæg slet ikke på græs, fordi flertallet af konventionelle landmænd holder dem på stald. Dels kommer kvæget for sent ud på græs, når de kommer ud.

”Det kan der være en god landbrugsmæssig strategi bag, men både antallet af kokasser og dage, hvor insekterne kan få nytte af gødningen, er dalet. I hele industrialiseringen og strukturudviklingen af landbruget glemmer man nogle gange, at effektivitet har sideeffekter. Vi mister noget af mangfoldigheden i agerlandet – og det giver en sårbarhed. Særligt for de arter, der er knyttet til bestemte fødekilder,” siger Thomas Pape.

Forskeren forklarer, at en specialestuderende på museet er ved at undersøge de arealer, som vores cirka 100 arter af dagsommerfugle findes i. Den studerende sammenligner gamle data med nye. Det har givet svar på, hvor meget de områder, dagsommerfuglene blev/bliver fundet i, er skrumpet.

”Efter Anden Verdenskrig er arealet skrumpet med cirka 75 pct. Det er helt vanvittigt,” siger Thomas Pape om nedgangen.

De 75 procents nedgang dækker både over en vidt udbredt art som nældens takvinge, som er generalist og søger føde mange forskellige steder, og de arter, som har specialiseret sig: Det er en art, der for eksempel kun findes på vild timian, hvor der er kalk i jorden. Det er særligt specialisterne, der er pressede i vores landskab.

”Passer vi ikke på, så er de eneste arter, vi har tilbage, snart nogle få generalister, der kan tilpasse sig,” siger Thomas Pape.

Hvad er værdien af at have mange arter?

”Jeg har tænkt meget over det spørgsmål. Faktisk bliver jeg ofte spurgt, hvordan vi kan komme af med hvepse og myg. Men noget af det, mange glæder sig over, er sangfuglene – og de kommer jo kun, hvis der er mange insekter at spise.”

Thomas Pape peger på, at det komplekse spil i naturen giver en robusthed. At mangfoldigheden i sig selv giver en robusthed. At liv avler liv. Han påpeger: Værner vi ikke om det, så spænder vi buen hårdere og hårdere.

”Man skal kunne glæde sig over en kokasse. At se fluerne sutte af den våde, friske lort. Eller at vende en gammel kokasse om, og se hullerne neden under, hvor insekterne har trukket noget af lorten ned i deres gange. Eller at se hvordan edderkopper går til angreb på gødningsfluerne. Det vrimler med gode, sjove og grusomme historier,” siger Thomas Pape og fortsætter:

”Jeg spørger mig selv: Vil vi ikke hellere kunne opleve de historier end at miste dem?”

Flere artikler fra samme sektion

Økologer blev stillet over for et dilemma på Øko-markdag: Skal byernes affald spredes på marken?

Skal økologien udfase konventionel gylle og samtidig vokse, bliver der behov for flere næringsstoffer - men ønsker branchen overhovedet at tage imod næringsrigt affald fra byerne, som samtidig kan indeholde rester af miljøskadelige partikler?

14-06-2024 7 minutter Recirkulering,   Øko-markdag,   Næringsstoffer

Magten over kvægets køn hjælper dyr, økonomien og klimaet

Brugen af kønssorteret sæd er nærmest eksploderet i kvægbesætningerne, og hos VikingGenetics sorterer 25 maskiner nu tyresæd i døgndrift. Sortering efter køn skulle oprindeligt redde især jersey-tyrekalve fra at blive aflivet ved kælvning, men med teknologien er der også fulgt andre fordele for bl.a. bundlinje, biodiversitet og klima.

07-06-2024 8 minutter Kvæg

Fugle og biller kan hjælpe mod skadedyr og øge udbytterne - men herhjemme virker et andet tiltag lige nu bedre

I et nyt metastudie har forskere undersøgt, om fugle og biller kan bruges som et mere bæredygtigt middel mod skadedyr end syntetiske pesticider, og resultaterne er lovende. Der er dog udfordringer, siger rådgiver, som peger på en anden løsning mod skadedyr.

31-05-2024 5 minutter Planteavl,   Udbytte og jordbearbejdning,   Forskning