For Leif Rørbye er biodiversitet en naturlig del af driften

I den store stald står knap 200 køer og tygger på græs, mens den lille gårdhund bjæffer af dem, så de spjætter og trækker mulen til sig. Men før de ved af det, slipper køerne for den drilske hund, og endnu en gang får de lov til at komme ud på de åbne marker, hvor forårets græs venter på dem.

»Vi lukker dem ud her til april, som vi plejer. Indtil da bliver de fodret med græs og aflagte grøntsager fra Årstiderne her i stalden,« fortæller Leif Rørbye, da han går ned gennem staldgangen og kalder hunden til sig.

Køernes snarlige dans ud på markerne er med til at sikre, at biodiversiteten holdes ved lige på Leif Rørbyes arealer. For ham er det helt naturligt, at biodiversiteten er en del af landbruget.

Hen over hele græsningssæsonen flyttes køerne mellem mange små græsningsparceller, der er opdelt af trådhegn. Hvor længe køerne går samme sted, afhænger blandt andet af arealets størrelse og er med til at sikre, at græsset aldrig græsses helt i bund:

»Det handler meget om planlægning og at sikre sig, at der er styr på ens afgræsningsskemaer. Køerne skal flyttes så oftest som muligt, så græsset kun tygges cirka en tredjedel ned. Derudover er det sundere for dyrene, og man får en hel anden plantesammensætning i markerne,« fortæller Leif Rørbye, mens han kigger ud over de grønne græsmarker og fortsætter:

»Dyrene får en mere varieret kost, når de roteres mellem parcellerne, og de undgår at tygge i helt kort græs, som ofte giver dem dårlig mave. De undgår også lettere at blive smittet med parasitter med den holistiske tilgang.«

Koen får skylden

Leif Rørbye fik for to år tilbage foretaget en foreløbig undersøgelse af, hvilke flora- og faunaarter der findes på hans arealer.

Det viste sig, at det primært var strandsvingel, der dominerede på markerne.

Om tre år gentages undersøgelserne, og Leif Rørbye håber på udvikling i plantesammensætningen:

»Vi har ikke fået lavet de endelige rapporter over, hvilke arter der findes her på markerne endnu, men det bliver spændende, når de er klar om tre års tid. Jeg håber at kunne se, at det man gør, rent faktisk gavner noget,« fortæller han og tilføjer:

»Koen har fået skylden for mange ting i vores verden især i forhold til klima. Men den gavner også - især når den græsser, laver kokasser og tramper i marken.«

Selvom der ikke findes noget konkret biodiversitetsdata over Leif Rørbyes arealer, er han ikke i tvivl om, at den holistiske tilgang er gavnlig for biodiversiteten:

»Det blev blandt andet påvist i undersøgelser fra USA, at den holistiske tilgang havde stor effekt på fuglelivet i markerne. Det mærker vi også selv herhjemme. Vi har rigtig mange fugle på vores arealer, og vi oplever, at der er så mange forskellige dyr herude, så jeg er slet ikke i tvivl.«

Bare kom i gang

For Leif Rørbye er biodiversiteten nu en integreret del af hverdagen, som hverken er besværlig eller til gene for driften. Den er i stedet en del af driften. Han håber, at andre landmænd vil undersøge deres egne muligheder for at styrke biodiversiteten:

»Det er bare at gøre det. Jo før man går i gang, jo bedre. Man kan prøve sig af med den holistiske tilgang på sine græsmarker, men man kan også plante nye læhegn eller lave insektvolde. Det skal ikke nødvendigvis være store tiltag til at starte med. Man kan sagtens starte i det små og senere planlægge mere og mere. Det handler for eksempel også om at opbygge jordfrugtbarhed. Jorden skal være frugtbar. Ellers er der ingen diversitet.«

Ikke kun det synlige

Biodiversitet er ifølge Leif Rørbye således ikke kun det, man lige kan se med det blotte øje. Det handler også om regnormene og de mange hundredtusindvis af bakterier og svampe, der lever i jorden. Og for den garvede landmand er helhedssynet det vigtigste:

»Det er et helhedssyn, hvor man må prøve at få alt til at trække i den rette retning. Alt spiller sammen. Både over og under jorden, og når køerne kommer på græs, sker der noget,« fortæller Leif Rørbye og tilføjer:

»Men biodiversitet kan også opstå helt tilfældigt. Her bor der for eksempel mange insekter og smådyr,« mens han griner og peger over på en stor stak marksten, der ligger fore enden af læhegnet.