Annonce

Annonce

Et nærbillede af kløvergræs

Bælgplanter som kløver kan modvirke de negative følger ved at gøde med kvælstofholdig gødning. Bælgplanter binder nemlig kvælstof fra luften, samtidig med at de er fødekilder for pollenspredende insekter. Foto: Colourbox

Forsøg, der har været i gang siden 1850'erne, giver et unikt indblik i, hvordan gødskning påvirker planter og bier negativt

Jo mere gødning, især kvælstof, en græsmark tildeles, desto færre arter vil der være. Særligt bier bliver hårdt ramt. Det viser et britisk forsøg, på marker, der har indgået i landbrugsstudier siden 1856.

Selv moderat brug af gødning på græsmarker kan reducere antallet af blomster med en faktor fem og halvere antallet af bestøvende insekter. Det viser markforsøg i verdens længst løbende økologiske eksperiment, som lige siden 1856 har været foretaget på Park Grass i Hertfordshire, England. Det skriver The Guardian.

Effekten var mest udtalt med kvælstofholdig gødning, som samtidig var den mest anvendte type i forsøget.

Selv marker med en gennemsnitlig gødningsmængde på 100 kg N/ha havde 42 pct. færre bestøvere og fem gange færre blomster sammenlignet med områder uden gødning. Den højeste tildeling af gødning på 144 kg N/ha reducerede antallet af bier med over 50 pct., og resultaterne viser da også generelt, at bier bliver særligt hårdt ramt: I forsøgsparcellerne uden gødning var der ni gange flere bier sammenlignet med områder med høje gødningsniveauer.

Ser man på gødningsforbruget herhjemme i 2022/23 tilførte en økolog i gennemsnit 58 kg plantetilgængeligt N/ha, mens en konventionel tilførte næsten det tredobbelte: 152 kg N/ha. Økologer har typisk lavere udbytter end konventionelle, men til gengæld væsentligt højere biodiversitet på markerne.

"Når du øger mængden af gødning, falder antallet af bestøvere - det er den direkte forbindelse, der - så vidt vi ved - aldrig er blevet påvist før," siger dr. Nicholas Balfour, ledende forsker på studiet, ifølge The Guardian.

Årsagen er, at gødning favoriserer hurtigvoksende græsser, hvilket fortrænger andre arter. Undersøgelsen viste dog også, at jord behandlet med gødning uden kvælstof havde relativt højere biodiversitet og blomsterforekomst, hvilket indikerer, at en reduktion af kvælstoftilførslen kan mindske de negative konsekvenser ved gødskning.

Kalk kan afhjælpe problemer

Forskerne kunne samtidig se, at tilførsel af jordbrugskalk afbødede nogle af de negative effekter fra kvælstofgødning.

Studiet understreger det centrale dilemma mellem høje udbytter og lav biodiversitet eller omvendt. Ifølge forskerne kan landmænd dog opnå en bedre balance ved at have bælgplanter som rød- og hvidkløver på marken; både fordi de binder kvælstof fra luften og giver næring til bestøvere.

"Mindre intensiv græsmarksproduktion kan fremme mange af de ønskede mål for multifunktionelle landskaber som at understøtte forskellige arter, øge modstandsdygtighed mod ekstremt vejr og forbedre økosystemtjenester som naturlig skadedyrsbekæmpelse, jordkvalitet og luftkvalitet. Det kan samtidig reducere CO2-udledninger fra Haber-Bosch-processen, der bruges til kunstgødning. For at opnå disse fordele kræves målrettede politikker, der fremmer bæredygtig forvaltning af græslandskaber," lyder anbefalingen fra forskerne.

Usædvanligt lang tidsperiode

Dr. Philip Donkersley, seniorforsker i økologi og evolution ved Lancaster University, som ikke var involveret i undersøgelsen, finder studiet og ikke mindst dets lange tidsperiode interessant:

"Normalt varer vores undersøgelser af dette fire til fem år. Det her nærmer sig 150 års anvendelse af kemisk og organisk gødning og afspejler derfor meget bedre, hvad der er sket på britiske gårde," siger han til The Guardian.

Studiet fandt sted på tre ha let sur jord (pH 5,4–5,6), der er moderat veldrænet og klassificeret som en siltet lerjord. Området var anvendt som permanent græsmark i mindst 100 år, før eksperimentet startede. Vegetationen i kontrolområderne uden gødning repræsenterer oprindelige engtyper med artsrige samfund, herunder typiske arter som almindelig kamgræs og Sorthoved-Knopurt​.

Resultaterne er publiceret i tidsskriftet npj Biodiversity.

Flere artikler fra samme sektion

Regnorme trives langt bedre i blomsterstriber end korn- og rapsmarker

I et nyt tysk forsøg har man fundet langt flere regnorme i jord under blomsterstriber sammenlignet med jord under raps- og kornmarker.

24-01-2025 2 minutter Jordfrugtbarhed,   Forskning

Tre overgangsordninger for økologisk fjerkræ er nu udløbet

Reglerne er strammet op, så der nu er krav til længden på siddepinde og udgangshuller, størrelsen af hævede platforme og adskillelsens form hos økologiske fjerkræbesætninger.

24-01-2025 3 minutter Æg og fjerkræ,   Dyrevelfærd

Fire års forsøg viser, at stribedyrkning har mange gavnlige effekter, men også visse udfordringer

Gennem fire år har Innovationscenter for Økologisk Landbrug og andre partnere undersøgt muligheder for og effekter ved stribedyrkning. Metoden har især vist sig at fremme funktionel biodiversitet, der kan sikre mere robuste udbytter.

17-01-2025 4 minutter Planteavl