Dyrenes Beskyttelse afslører alvorlige problemer med dyrevelfærden under transporten af danske grise

Dyrenes Beskyttelse fulgte i hælene på dansk svinetransport og beskylder eksportørerne for flere lovbrud, og det undrer organisationen, at myndighederne ikke opdager ’den åbenlyse fusk’.

06. oktober 2025
Læsetid: 7 minutter
Grisee ankommer til omladningsstedet i Tyrol
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er landbruget i Sydtyrol, hvor grisene bliver lastet om, slet ikke stort nok til at huse alle de danske grise, hvis de skal have mulighed for tilstrækkelig hvile, inden de bliver kørt videre, og organisationen forstår ikke, hvorfor myndighederne ikke griber ind over for de gentagne brud på reglerne. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse afslører, at der stadig er alvorlige problemer og svigtende kontrol med dyrevelfærden under transporten af danske grise, som eksporteres til udlandet.

Danske svineeksportører sender grise på længere og hårdere ture, end loven tillader. Det viser aktindsigter og videooptagelser fra en grisetransport, som Dyrenes Beskyttelse fulgte efter til Italien i samarbejde med udenlandske sporingseksperter. Organisationen undrer sig over, at myndighederne ikke opdager den åbenlyse fusk.

Danmark eksporterer årligt i omegnen af 17 mio. levende grise. Dyrenes Beskyttelse fulgte efter 500 af dem for at dokumentere de mange alvorlige dyrevelfærdsproblemer og systematiske lovbrud, som ifølge foreningen udgør en del af den støt stigende eksport.

Dyrenes Beskyttelse beskylder danske svineeksportører for at fuske med dokumenter til Fødevarestyrelsen, så grise kan sendes på ulovligt lange og varme transporter. Afsløringerne sker på baggrund af aktindsigter hos Fødevarestyrelsen samt videomateriale, som Dyrenes Beskyttelse har indsamlet ved at følge en dansk svinetransport på dens lange vej ned gennem Europa.

Det oplyser dyreværnsforeningen i en pressemeddelelse.

Det er ret åbenlyst, at så mange grise ikke kan være på samlestedet, hvis reglerne skal overholdes. Det er besynderligt og bekymrende, at Fødevarestyrelsen ikke undrer sig over, hvorfor mange danske grise sendes til en lille stald i Sydtyrols bjerge.

— Ditte Erichsen, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse

”Alt tyder på et systematisk svindelnummer, hvor danske svineeksportører giver forkerte oplysninger og dermed vildleder myndighederne. Det er svært at se, at formålet skulle være andet end at omgå de regler, der skal beskytte grisene på de lange dyretransporter,” siger Ditte Erichsen, dyrlæge og ekspert i dyretransporter i Dyrenes Beskyttelse. 

Ifølge dyreværnsorganisationen kan det have vidtrækkende dyrevelfærdsmæssige konsekvenser, når eksportørerne på denne måde fusker sig til at gennemføre transporter under ulovlige forhold. Grisene har næsten ingen aktive svedkirtler og er derfor ekstra sårbare over for varme. Og risikoen for tørst, sult, overophedning, udmattelse og anden lidelse øges i takt med transportens længde.

”Eksportørernes vildledning af myndighederne kommer meget hurtigt til at ske på bekostning af grisene,” siger Ditte Erichsen.

Fulgte efter mistænkelig transport

For at dokumentere vildledningen fulgte Dyrenes Beskyttelse i august en lastbil med 500 grise ombord, der ifølge den officielle køreplan skulle til et idyllisk turistområde i Sydtyrol i Italien. 

”Vi havde en begrundet mistanke om, at grisene i virkeligheden hurtigt skulle videre til en fjernere og varmere destination, end Fødevarestyrelsen ville have godkendt. Og mistanken holdt stik,” siger Ditte Erichsen. 

De mange grise viste sig kun at få et kortere hold i det køligere klima i Tyrol. Herefter blev de læsset på den samme lastbil og fortsatte i yderligere ni timer på tværs af Italien.

På denne del af turen var udetemperaturen nærmest uden undtagelse langt over 30 grader, og var dermed markant varmere, end loven tillader. Samtidig endte grisene med at være på farten i 11 timer mere end de tilladte 24 timer, før de ankom til deres reelle slutdestination syd for Torino, påpeger organisationen, som flere gange tidligere har fulgt efter danske dyretransporter. På den måde har organisationen også tidligere dokumenteret brud på de regler, som skal sikre, at transporterne sker på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde. 

Mellemstation slører slutdestinationen

Alle dyretransporter fra Danmark over otte timer forhåndsgodkendes af Fødevarestyrelsen. Men når svineeksportører angiver et såkaldt samlested som det i Sydtyrol som bestemmelsessted, kan styrelsen ikke kontrollere, om grisene bagefter transporteres videre på ulovligt lange eller varme ture. 

Svineeksportørerne oplyser et samlingssted i Sydtyrol som det endelige bestemmelsessted for de danske grise. Det betyder, at de danske myndigheder hverken har kendskab til eller mulighed for at føre kontrol med en del af den samlede transport, som sker efterfølgende
Svineeksportørerne oplyser et samlingssted i Sydtyrol som det endelige bestemmelsessted for de danske grise. Det betyder, at de danske myndigheder hverken har kendskab til eller mulighed for at føre kontrol med en del af den samlede transport, som sker efterfølgende. Grafik: Dyrenes Beskyttelse

»Vi kan jo konstatere, at der bliver sendt langt flere grise fra Danmark til dette sted i Italien, end det overhovedet er godkendt til at håndtere. Og alene ved at google adressen kan enhver se, at alle de dyr rent fysisk ikke kan være til stede samtidig i denne bygning, som ellers skulle være deres bestemmelsessted," siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, til Politiken, som har arbejdet sammen med dyrevelfærdsorganisationen om afdækningen af grisetransporterne.

Grisene, som Dyrenes Beskyttelse fulgte efter, opholdt sig kun i det mindre staldanlæg i Sydtyrol i ni timer, mens chaufførerne holdt deres lovpligtige hviletidspause. Herefter blev grisene kørt videre i den samme lastvogn – nu uden for Fødevarestyrelsens kontrol – på en transport, som var ulovlig på en række punkter. Og ifølge Dyrenes Beskyttelse tyder alt på, at denne transport langt fra er et enkeltstående tilfælde. 

”Det er ret åbenlyst, at så mange grise ikke kan være på samlestedet, hvis reglerne skal overholdes. Det er besynderligt og bekymrende, at Fødevarestyrelsen ikke undrer sig over, hvorfor mange danske grise sendes til en lille stald i Sydtyrols bjerge,” siger Ditte Erichsen.

Transportør afviser kritikken

Verner Bøjtang er medejer af Skærbæk Eksport, som stod for eksporten og driver samlestedet. Han afviser kritikken fra Dyrenes Beskyttelse og siger, at han ikke kender noget til, at grisene blev transporteret videre fra Campo Tures.

»Det endelige bestemmelsessted, der er angivet i logbogen, er et samlested. Hvor grisene transporteres hen derefter, har jeg ingen indflydelse på. Vi har lavet planlægningen af transporten fra Danmark til bestemmelsesstedet, som er anvist af køberen af grisene«, siger han til mediet.

Aktindsigter viser dog, at Fødevarestyrelsen godkender uforholdsmæssigt mange svinetransporter med den sydtyrolske stald som bestemmelsessted. Allerede i dagene efter grisetransporten forlod Skærbæk med dyreværnsorganisationen i hælene, kørte flere svinetransporter afsted mod samme destination. Med sig havde de tilsammen markant flere grise, end stedet overhovedet er godkendt til at håndtere, hvis grisene skal have 48 timers pause. Og det forekommer ofte, viser de data, som Dyrenes Beskyttelse har modtaget fra styrelsen.

Kunne ikke lade sig gøre for få år siden

Indtil for få år siden accepterede Fødevarestyrelsen slet ikke, at eksportørerne oplyste et samlested som bestemmelsessted for grisetransporter. Men det er nu blevet helt almindelig praksis, viser aktindsigterne. 

Når svineeksportørerne benytter sig af denne finte, har de danske myndigheder kun kendskab til og mulighed for at føre kontrol med en del af den samlede transport, når danske grise eksporteres. Det skal der sættes en stopper for, mener Britta Riis.

”Fødevarestyrelsen må efter denne afsløring stramme voldsomt op på kontrolproceduren for de transporter, hvor eksportøren sender grise til et samlested. Og politisk bør regeringen bruge formandskabet i EU til at få indført et totalt forbud mod brugen af samlesteder som bestemmelsessted, præcis som EU-kommissionen har foreslået,” siger hun.

De lange transporter gør et stort indtryk på Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, i Økologisk Landsforening. Hun oplyser, at langt de fleste økologiske smågrise opfedes til slagt i Danmark.

"Landbrug- og Fødevare, Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse har udarbejdet nogle brancheanbefalinger, som er tiltrådt af alle danske slagterier. Her er der et krav om, at smågrise max må transporteres fire timer. Det kan forekomme, at der er smågrise, der sælges til Tyskland i stedet for til det danske marked, og her vil det kunne forekomme, at de transporteres længere end de 4 timer, men det er ikke normalen," siger Sybille Kyed.

Disse formodede lovbrud konstaterede Dyrenes Beskyttelse på turen

  • Eksportøren angav forkerte oplysninger til de danske myndigheder om hvor grisene skulle transporteres hen

  • Grisene blev transporteret i mere end de tilladte 24 timer. I alt blev de transporteret i mere end 35 timer 

  • Grisene blev i mere end ni sammenhængende timer transporteret under temperaturer, som langt overskrider den lovmæssige grænse på maksimalt 30 grader

  • Der blev på intet tidspunkt under kørslen ført tilsyn med grisene, hvilket kan betyde, at tilskadekomne dyr har lidt i mange timer

Kilde: Dyrenes Beskyttelse