Danskerne ved for lidt om økologiske grise - det får de muligheden for at rette op på d. 18. maj
Søndag d. 18. maj inviterer økologiske griseproducenter igen til Sofari, hvor man kan besøge grisene og se, hvordan den økologiske produktion ser ud i Danmark anno 2025.

Fakta om øko-grisen
- Økologiske grise fødes i farehytter ude på marken og lever udendørs sammen med soen i mindst syv uger.
- Økologiske grise har altid adgang til åben himmel – enten på marken eller i udendørs løbegårde i tilknytning til stalden.
- Økologiske grise har ekstra god plads i stalden. Økologiske grise har altid adgang til rodematerialer og grovfoder, så de bliver stimuleret og får dækket deres behov for at rode, snuse og tygge.
- Økologiske grise skal have økologisk foder, og det må ikke indeholde GMO.
- Økologisk grise må ikke halekuperes.
Læs mere om produktion af økologiske grise her.
Link til analysen og tallene, der henvises til, findes på side 10-12 i denne rapport.
Søndag den 18. maj kl. 10-14 inviterer økologiske griseproducenter fra hele landet danskerne med ud på marken. Her kan alle nysgerrige opleve grise under åben himmel og få et indblik i det økologiske landbrug. Det oplyser arrangørerne bag det såkaldte Sofari-arrangement i en pressemeddelelse.
De håber, at oplevelsen kan give danskerne mere viden om de økologiske produktionsforhold.
En undersøgelse fra Voxmeter foretaget for Landbrug & Fødevarer sidste år viser nemlig, at der er plads til forbedringer i danskernes kendskab til de økologiske produktionsforhold.
For eksempel viser undersøgelsen, at:
61 pct. af de adspurgte ikke ved, at økologiske dyr skal have mulighed for at udøve deres naturlige adfærd, som for eksempel at rode i jorden.
kun 34 pct. af de adspurgte ved, at økologiske grise har mulighed for at komme ud under åben himmel hver dag – et af de mest markante dyrevelfærdstiltag i økologien.
blot 27 pct. er klar over, at halekupering er forbudt i økologisk griseproduktion.
Derfor er øko-kødet dyrere
En af Sofariværterne er Hans Erik Jørgensen, som både er griseproducent og formand for Økologisektoren i Landbrug & Fødevarer.
Han glæder sig til at fortælle om dyrevelfærden i den økologiske produktion og forklare gæsterne, hvorfor de skal betale en højere pris for det økologiske grisekød.
”Som økologiske husdyrproducenter knokler vi hver dag for at give vores dyr et godt liv med krølle på halen. Et liv, hvor de har mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd, og hvor smågrisene går sammen med soen, indtil de er klar til fast føde. Efter min opfattelse er det den rigtige måde at have gris på, men det koster selvfølgelig ekstra at producere på den måde,” siger Hans Erik Jørgensen.
Sofari skal bygge bro mellem viden og valg
Randi Vinfeldt er formand for FØKS, der har været med til at arrangere Sofari siden 2007. Hun slår ligesom Hans Erik Jørgensen fast, at et klart ønske bag Sofari er at bringe forbrugere og fødevareproducenter sammen og at bygge bro mellem viden og valg.
”Det er ikke til at se forskel på konventionelt og økologisk produceret kød, når man står nede i supermarkedet. Kun på prisen. Det er her ude ved de økologiske landmænd, at forskellen viser sig. År efter år har jeg oplevet, at folk bliver positivt overraskede over den velfærd og den måde, vi producerer grise på,” siger Randi Vinfeldt.
Under Sofari kan familier, madinteresserede og nysgerrige forbrugere altså opleve økologien på en jordnær måde: Åbne marker, glade grise, hyggelige aktiviteter, rundvisninger og mulighed for at stille spørgsmål direkte til de landmænd, der står bag griseproduktionen.
Under ”Find en gård” på www.sofari.dk kan du læse mere om de enkelte værter. Dem er der i alt 15 af. En af værterne er familien Munch, som vi besøgte tidligere på året, og dem kan du læse mere om her.
Bag Sofari står Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød) samt virksomhederne Friland A/S, Organic Pork og Tican.