Biostimulanter til jorden har potentiale - men der er stadig mange usikkerheder

Mikroorganismer, der bidrager til bedre næringsstofoptag og resistens mod tørke og uforudsigeligt vejr, må lyde som velkomne hjælpemidler i de fleste økologers ører.

Mikrobielle biostimulanter fås både til brug omkring plantens rod, på jordoverfladen eller direkte på bladene. Fællesnævneren er, at de kan være særligt oplagte for økologer, fordi de består af naturligt forekommende mikroorganismer såsom svampe eller bakterier, der potentielt fremmer udbytte og modstandsdygtighed.

En af de eksperter, der spår en lys fremtid for mikrobielle biostimulanter, er Mette Haubjerg Nicolaisen, der er mikrobiolog ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

»Jeg mener, der er et uforløst potentiale i mikrobiologien. Vi ved fra laboratorieforsøg og fra de mikrobielle biostimulanter, som bliver solgt, at der bestemt er noget hente ved at bruge den mikrobiologi, som findes i jorden, og den, som man selv kan tilsætte,« siger hun.

Selvom det lyder lovende, er der dog en række problemer og usikkerheder, man som økolog bør overveje, mener tre eksperter, som Økologisk Nu har talt med.

Mere robusthed

En hyppigt fremhævet fordel ved mikroorganismerne er, at de kan gøre afgrøder mere robuste, hvilket kan komme landmanden til gavn i tilfælde af skiftende vejrforhold.

»Den helt store fordel er ikke nødvendigvis bare et meget højt udbytte - der er også en større modstandsdygtighed at hente. I tilfælde af forlængede tørke- eller vådperioder er samspillet mellem mikroorganismer og planter vigtigt, fordi vi ved, at mikroorganismer kan nedbringe denne type abiotiske stress,« siger Mette Haubjerg Nicolaisen.

De eksperter, som Økologisk Nu har talt med, er dog enige om, at forskningen og markforsøgene stadig er i et for tidligt stadie til, at man med sikkerhed kan konkludere, at produkterne altid skaber resultater på marken. Kompleksiteten i de enkelte markers jord- og klimaforhold er nemlig ikke helt at sammenligne med mere kliniske laboratorieforsøg og i væksthuse.

»Det potentiale som vi kan se, der er i væksthuset, bliver derfor ikke forløst til fulde, når vi kommer ud på marken,« siger Mette Haubjerg Nicolaisen.

Mikrobernes kamp

Jon Aagaard Enni, der er konsulent ved Innovationscenter for Økologisk Landbrug, fremhæver, hvordan mykorrhizasvampe, der indgår i mange biostimulanter, konkret kan hive næringsstofferne ud af jorden og ind i planten.

»Mykorrhizasvampen bliver i virkeligheden en forlængelse af plantens rod, fordi den laver hyfer, som er meget tynde tråde, der kan udforske en større del af jorden, end rødder selv kan. Hyferne kan komme ind i små sprækker og gøre fx fosfor eller vand tilgængeligt for planter,« forklarer han.

Selvom symbiosen mellem mykorrhizasvampe og planter i forvejen foregår i 80 pct af alle planter ude i naturen, så er det at tilføre en biostimulant med flere mykorrhizasvampe ikke nødvendigvis noget mirakelmiddel. Det skyldes, at der i forvejen er et hav af mikroorganismer i jorden, som de skal sameksistere med.

»Der er eksempler, som viser, at hvis du poder med kommercielle mykorrhizaprodukter i jord, hvor der i forvejen er hjemmehørende mykorrhizasvampe, kan det virke hæmmende, fordi de er dårligere tilpasset end de hjemmehørende arter. Så hvis man vil tilføje mikrober, skal det være hjemmehørende arter. Svampearter fra Sydamerika er ikke nødvendigvis egnede til at leve i Danmark,« understreger Jon Aagaard Enni.

Undersøg din jord først

Mange af de biostimulanter, der er på markedet, indeholder mykorrhizasvampe fra tropiske eller subtropiske egne. Altså steder, der har helt andre temperatur- og jordforhold end Danmark, og af den grund er Jon Aagaard Enni også skeptisk over for nogle af de effekter, mange producenter på markedet bryster sig med:

»Der er en tendens til, at producenterne anpriser deres produkter med alle mulige effekter, der er totalt udokumenterede. Så der er generelt mange dårlige produkter og halve sandheder.«

Jon Aagaard Enni opfordrer i stedet økologer til kun at benytte sig af mikrobielle biostimulanter, hvis de er helt sikre på, at deres jordforhold ikke er gode nok.

Derudover er det vigtigt, at de sikrer sig, at det er hjemmehørende arter, gerne så lokale som muligt, der kan indgå naturligt i det danske økosystem og som passer til deres specifikke jordforhold.

»Fra mit synspunkt giver det muligvis mening at pode med svampe eller bakterier under jorden, hvis man ved grundig undersøgelse har konstateret, at der mangler noget i den underjordiske fauna, og i det tilfælde giver det kun mening at pode med hjemmehørende arter. I praksis betyder det, at man må fremstille sine egne podekulturer,« siger han.

Hvad med klimaaftrykket?

Mediet Financial Times skrev i marts en artikel, der lovpriste effekterne af biostimulanter, fordi der skulle være klimamæssige fordele at hente såsom markant bedre lagring af kulstof i jorden.

Den fortælling er Jørgen E. Olesen, der er professor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, dog hurtig til at skyde til jorden.

»Jeg tror ikke, der er nogen som helst evidens for, at der er klimamæssige fordele at hente,« siger han.

Jørgen E. Olesen forsker i de klimamæssige aspekter af landbruget og påpeger, at jordens evne til at lagre kulstof rigtigt nok grundlæggende handler om, hvilke mikroorganismer og rester fra mikroorganismer der er i jorden. Ifølge den forskning, han kigger på, tyder det dog på, at effektiv kulstoflagring i lige så høj grad handler om, hvilken type jord man har, og hvordan man bearbejder den. Han kommer derfor med en opfordring til den økologiske landmand:

»Jeg synes, at man som økologisk landmand skal være forsigtig med sine penge. Jeg ville være skeptisk over for produkter, der tilbyder en skarp løsning. Det tror jeg simpelthen ikke findes. Ikke endnu i hvert fald.«