Friland mangler 300-400 økologiske grise hver uge
Danish Crown-datterselskabet oplever fortsat voksende efterspørgsel på økologisk grisekød, og Friland kan sælge 10-15 pct. mere kød, end de danske økologer producerer i øjeblikket.

Efterspørgslen på økologisk kød er på vej op, og slagterikoncernen forventer, at den positive udvikling fortsætter, oplyser direktør Søren Tinggaard fra Danish Crown-selskabet Friland til Børsen.
“Vi slagter for tiden 3100-3200 økologiske grise om ugen, og vi kunne snildt bruge 3500 – eller 10-15 pct. flere,” siger Søren Tinggaard til avisen.
Siden årsskiftet har han flere gange luftet behovet for flere grise, uden at det har haft den ønskede effekt, men det får ikke direktøren til at gribe ned i værktøjskassen efter tilskudsordninger, som vil gøre det mere attraktivt for økologerne at øge produktionen.
”Det prøvede vi sidste gang, vi manglede grise, da vi gav tilskud for hver so (1000 kr., red) økologerne satte ind. Det var ikke nogen succes,” siger direktøren til Økologisk Nu med henvisning til, at tilskudsordningen førte til en stor overproduktion af økologiske grise.
”Jeg tror, at det er vigtigt at holde fast i, at det er økologerne, der driver deres landbrug, og at jeg driver Friland. Det handler om, at økologerne selv skal kunne se, at det er en god ide at øge produktionen.”
Behov for 20-25.000 grise årligt
Siden Søren Tinggaard overtog direktørposten for halvandet år siden, er afregningen for det økologiske grisekød vokset med seks-syv kr. pr. kg, og han ser ingen aktuelle tegn på, at de høje afregningspriser kommer under pres i nær fremtid.
”Jeg kan ikke give faste garantier. Der kan altid ske et eller andet i markedet, som vi ikke havde forudset, men jeg kan kun sige, at her fra min stol ser jeg ingen indikationer på, at markedet ændrer sig på den korte bane.”
Med det nuværende antal ugentlige slagtninger på 3100-3200 grise, vil Friland i år slagte godt 160.000 øko-grise, men vurderingen fra selskabet er, at markedet med den nuværende efterspørgsel sagtens kan aftage 20.000 – 25.000 flere grise om året.
Tyske kæder trækker læsset
Efter hans vurdering er det danske marked Europas bedste, når det gælder økologisk kød, men det er desværre ikke ret stort, og hans optimisme er p.t. mere baseret på den positive salgsudvikling, som han ser syd for grænsen.
”I Tyskland er det dagligvarekæderne, der pusher salgsudviklingen, og det er blevet et vigtigt signal for kæder som Aldi, Lidl og Rewe at have økologisk pålæg og kød på hylderne,” siger Friland-direktøren.
Han oplever dog også øget medvind på hjemmemarkedet, hvor Friland i xx lancerede en ny serie af økologisk kødpålæg, som er kommet bredt ud i de store landsdækkende kæder.
”Efter lidt indkøringsproblemer performer pålægsserien i dag bedre, end vi havde forventet,” siger Søren Tinggaard.
Når nu markedet er så godt, ærgrer han sig over, at Friland ikke har adgang til mere kød.
”Men vi må konstatere, at de høje afregningspriser hidtil ikke har været nok til, at økologerne øger produktionen,” siger Søren Tinggaard, som også må erkende, at økologien stadig er en niche hos Danish Crown.
Moderkoncernen har netop offentliggjort den første sikre prognose. Den viser at koncernens samlede indvejning af grisekød efter nogle dystre år er ved at vende.
Den interne prognose har heddet et fald til 7,9 mio. årlige slagtninger på anlæggene i Danmark fra næste slagteriår, der kører fra oktober til oktober.
Den opjusteres nu til 8,4 mio. styk, fortæller administrerende direktør Niels Ulrich Duedahl til LandbrugsAvisen.
Det betyder, at de økologiske slagtninger kun udgør ca. to pct. af Danish Crowns samlede produktion.
Ny mand i direktørstolen
I sidste uge oplyste Friland, at Søren Tinggaard efter godt halvandet år på posten efter sommerferien overlader direktørstolen hos Friland til den tidligere direktør i Thise Mejeri, Svend Schou Borch.
Selv fortsætter Søren Tinggard som direktør for Danish Crowns ejerservice, og han glæder sig over at kunne aflevere en virksomhed, som efter en større sparerunde i Danish Crown koncernen nu er inde i en god gænge.
Hvad er dit bedste råd til din afløser?
Husk at tage hensyn til medarbejderne og den ånd, som præger vores lille organisation, der består af nogle meget dedikerede mennesker,” siger Søren Tinggaard, der glæder sig over at kunne aflevere en virksomhed, som står et bedre sted, end da han overtog den.
”I dag kører Friland som en velsmurt maskine med fuld afsætning på de økologiske koncepter, og jeg er ikke i tvivl om, at Friland og Svend Borch bliver et godt match.”