Bierne får ikke nødvendigvis mere ud af flere naturtiltag
Det handler om de rigtige kombinationer af naturtiltag snarere end mængden af dem. Det viser ny tysk forskning, som har undersøgt, hvordan man kan kombinere økologisk landbrug med naturtiltag for at tiltrække flere bier.

Der bliver stadigt færre vilde bier i verden, og intensivt dyrkede landskaber er en del af problemet. Mange marker mangler de blomster og redepladser, som bierne har brug for. Derfor kan det forekomme logisk, at man bare skal indføre så mange naturtiltag i landbrugslandskabet som muligt - men et nyt tysk studie viser, at det ikke altid er tilfældet; i nogle tilfælde kan naturforanstaltninger faktisk mindske hinandens effekt, mens andre kombinationer forstærker hinanden.
Studiet er udgivet i Journal of Applied Ecology og baseret på data fra 32 landbrugslandskaber i Tyskland. Forskerne har sammenlignet effekten af tre forskellige naturtiltag på vilde bier:
Økologisk dyrkede marker
Etårige blomsterstriber
Flerårige, nær-naturlige habitater som enge, levende hegn og græsarealer
Over tre feltsæsoner registrerede forskerne flere end 4.500 individuelle bier, og skalerede derefter tællingerne op til hele landskabet for at få det store billede.
Den bedste beskyttelse opstår, når man kombinerer økologisk landbrug med flerårige, semi-naturlige levesteder såsom enge med langtidsholdbare, flerårige planter. Disse to typer habitater understøtter tilsammen markant flere vilde bier, end de gør hver for sig.
Især de vilde bier, der ikke er humlebier, trives bedre i landskaber, hvor disse to typer levesteder optræder sammen. Her bliver både føde og redemuligheder dækket over længere tid.
Humlebierne havde også gavn af både økologisk drift og flerårig natur, uanset om de to forekom sammen eller hver for sig.
Helhedstænkning er nødvendig
Omvendt var kombinationen af økologiske marker og blomsterstriber ikke særlig effektiv. De to tilbyder ofte de samme blomstrende planter på samme tid, men ikke ekstra variation – og derfor øges den samlede gevinst for bierne ikke.
“Vores resultater viser, at en gennemtænkt blanding af habitattyper er afgørende. Når områder supplerer hinanden med hensyn til føde og redepladser, kan de understøtte et bredere spektrum af vilde biarter,” udtaler Kathrin Czechofsky, ph.d.-studerende ved universitetet i Göttingen, Tyskland, i en pressemeddelelse.
Annika Hass, der er ledende forsker i ComBee-projektet, som forskningen er en del af, supplerer:
“Studiet giver vigtig viden til planlægningen af fremtidige tiltag i landbrug og natur. Det understreger værdien af koordineret planlægning på landskabsniveau.”
Det tyske ComBee-projekt er støttet af det tyske landbrugsministerie og forskningsfonden DFG.