89-årig blev økolog i protest mod sprøjtelandbruget, og han skal bæres væk, før han stopper

Svend Erik Hjuler Rasmussen ramte bunden for omkring fire år siden. I næsten to måneder tilbragte han det meste af sine dage i sengen. Han havde ondt af sig selv.

”Hvordan kunne jeg, der havde været så aktiv, gå sådan i stå? Jeg var slået helt i stykker,” husker manden, der stolt kalder sig landmand.

Men da han lå der i sengen sidst i 2022, var han ikke stolt af sig selv. Baggrunden for nedturen var salget af Korsmedergård ved Randers. En gård med en alsidig produktion på 56 ha fordelt på skov, markdrift og hønsegård. Da han fyldte 85 år i 2021, kunne han mærke, at han skulle have nogle ekstra hænder ind for at hjælpe på Korsmedergård.

Af og til var der noget, der smuttede for ham, så han var blevet enig med et ungt par om at lave et glidende generationsskifte, men salget gik slet, slet ikke som håbet. Gården endte på andre hænder end det unge par, og han følte sig vildledt af en økonomisk rådgiver, han ellers anså som sin ven.

Det slog ham ud – og dybt ind i dynerne i sengen. Men en dag slog han øjnene op og sagde til sig selv: "Det går ikke".

Han skaffede et par gode støttesokker, og den første dag gik han 300 meter. En anden dag faldt han, men langsomt blev turene i Frijsenborgskovene længere. Når han bliver spurgt, hvorfor han rejste sig og gik igen, svarer han:

”Fordi jeg er landmand”.

Han var nødt til at finde en vej tilbage til det arbejde i marken, der er livgivende for ham.

”Man skal ikke holde op, fordi man oplever lidt modstand,” siger han – og underdriver vist lidt.

Flere heste end traktorer

Svend Erik Hjuler Rasmussen har altid arbejdet i marken. Han blev født i 1936. Så snart han kom hjem fra skole, greb han et redskab og var ude på forældrenes jord.

Dengang var der masser af arbejdsheste i landbruget. Omkring Svend Eriks konfirmationsalder i 1950 var der kun knap 18.000 traktorer i dansk landbrug, men stadig tæt på 600.000 heste i arbejde. To tredjedele af hele landbrugsarealet blev dyrket uden brug af traktorer.

”Da jeg skulle have min første plads, ville nabogården have fat i mig. De havde jyske heste. Men nej! Jeg ville hen, hvor der var en traktor. Jeg synes, at det var den vej, det gik. Det var fremtiden.”

Han griner et stille grin fra maven.

Antallet af traktorer rundede 160.000 i 1965. Stort set alle bedrifter anvendte nu traktorer som trækkraft i stedet for heste. Fra 2. Verdenskrig til midt-60'erne forsvandt mere end en halv million arbejdsheste fra landbruget. Gammeldags landbrug med jyske heste længes han ikke efter. Men stordriften, intensiveringen og kapitaliseringen af dansk landbrug er kammet over – og det er synd for de unge, synes han. Det vender vi tilbage til.

Der var andet end hestene, som forsvandt fra landbrugslandet, da effektiviseringen tog fart. Da Svend Erik var barn, endnu før sprøjtegiftenes indtog, var der et mylder af vandinsekter og ørreder i bækken ved forældrenes gård.

”Men i 1990’erne ville ingen tro, der nogensinde havde været liv i den. Sådan er det gået mange steder.”

Blev økolog som 60-årig

I 1990 gik han konkurs med en konventionel mælkeejendom. Han arbejdede målrettet i seks år, og det lykkedes ham at betale, hvad han skyldte efter gældssaneringen af den konkursramte gård og tilmed spare sammen til udbetalingen på en ny. I en alder af 60 år, hvor nogen ellers begynder at tænke på pension, overtog han Korsmedergård. Nu som økolog.

”Jeg har aldrig brudt mig om at sprøjte, og jeg blev økolog i en protest mod de danske landboforeninger. De vil ikke indse, at landmændene skal holde op med at sprøjte. De er bagefter! Selv i dag kæmper de og Landbrug & Fødevarer mod pesticidforbud. Det kan de ikke være bekendte! Det er ikke nok med, at ukrudtet sprøjtes væk. Det går ud over naturen omkring landbruget, og landmændene kan ikke være bekendte at sprøjte jorden over drikkevandsboringerne,” siger Svend Erik, der kalder sig ”økolog helt ud til fingerspidserne”.

Vi spoler lige tilbage til 2023. Efter de to måneder i sengen, da Svend Erik havde rejst sig igen, om end lidt stivbenet, og begyndt at se sig om efter jord, faldt han for et dødsbo tidligt i 2024. En lille gård med seks ha ned til Nørreå, et sideløb til Gudenåen.

Men jorden skulle omlægges til økologi, hvilket tager to år, og det betød, at han ikke kunne bruge sine gamle salgskanaler fra tiden på Korsmedergård, og at han måtte kæmpe for at afsætte sine afgrøder på anden vis, bl.a. fra garagen bag stuehuset.

En situation flere nok vil betegne som en krise, men som Svend Erik kalder ”lidt træls”. Der var ikke ét eneste øjeblik, han overvejede at stoppe som landmand.

Til marts er jorden endelig omlagt igen. Det glæder han sig til.

”Så bliver livet meget nemmere,” griner han.

Begyndt at cykle igen

Han sidder i stuehusets stue. En svag sol fra syd kaster lys på ådalen og hans vejrbidte ansigt. Han ser frem til igen at sælge til Økolageret i Tilst og andre leverandører. Blandt andet restauranter i Aarhus.

Det daglige arbejde er ikke nok i Svend Eriks alder. Det kræver træning at holde sig fit nok til at arbejde. Morgenerne begynder han med nogle øvelser. De hjælper meget. Han skal også lige spraye med en inhalator. For et par år siden var hans lungekapacitet nede på 68 procent. Nu går det langt bedre.

”Jeg er også begyndt at cykle, fordi jeg skulle have noget motion, og fordi jeg ikke bryder mig om at gå eller løbe. Jeg havde godt nok ikke cyklet i 51 år, så jeg væltede et par gange,” fortæller han.

Han havde hørt om en politiker på nogen og halvfjerds, der har en kondi som en 50-årig, og om en cykelrytter, der var tæt på at dø og fik at vide, at hun aldrig kom til at cykle igen. Da hun var indlagt, stod hun op om natten og trænede på egen hånd. Sådan vandt hun evnen til at cykle tilbage.

”Det er sådan noget, jeg har bidt mærke i. Jeg går dog ikke så ekstremt til værks. Jeg står i hvert fald ikke op og træner om natten,” småklukker han og forklarer, at han ikke har brugt et vækkeur, siden han gik konkurs med sin mælkeproduktion.

Cykelturene og træningen har båret frugt.

”Det er længe siden, jeg har haft det så godt, som jeg har nu. Fysisk er jeg bedre end for et år siden,” slår han selvsikkert fast.

Er ked af udviklingen

Vi skal tilbage til det med intensiveringen af landbruget. Svend Erik valgte jo i sin tid selv en gård med traktor frem for heste. Han synes egentlig, at den stigende effektivisering af landbruget i hans levetid er ”god nok”. Men i de seneste år er bedrifterne vokset vildt i størrelse. De mindre, alsidige landbrug lider under det. Livet forsvinder fra landet. Det er kommet ud af balance, mener han.

”Tiden er kommet til at spolere de store godser, som er opstået i dag. Mange landbrug har flere tusinde hektar. Det er penge. Begærlighed. Man tænker ikke så meget på livet som landmand, men på storproduktion,” siger han og peger på, at det er svært for unge at købe de kæmpestore bedrifter.

”De små, alsidige produktioner mangler. Mange unge vil gerne i gang med noget småt. Det kunne jeg godt unde dem. Det er rart at have nogle kolleger. For storproducenter med flere tusinde hektar er der et andet fokus. Vi har to forskellige interesser og ikke så meget at hjælpe hinanden med.”

Hvad kunne man gøre?

”De store bedrifter afgiver jo ikke frivilligt jord. Der skal lovgivning ind. Engang måtte man ikke købe to eller flere ejendomme. Man kunne sige, at de enkelte gårde ikke måtte nedlægges,” siger han og nævner en kollega, der kom på plejehjem for nylig. Hans jord er for længst opkøbt af et større landbrug.

Svend Erik går i stå. Et ur tikker i stuen. Han tager en slurk af kaffen. Koppen er ved at være tom. Objektivt set er der næppe mange år igen som aktiv landmand, alligevel er Svend Erik i gang med at lave et skovlandbrug på en halv hektar. Den første række med sødkirsebær og blommer står på den let skrånende ådalsjord bag hovedhuset. 100 træer. Der er også plantet 30 æbletræer.

Planen er, at der skal være yderligere fem-seks rækker med blandt andet valnødder, ribs, solbær og stikkelsbær. På de smalle, aflange marker mellem rækkerne af træer vil han dyrke enårige afgrøder.

”Jeg ved godt, at jeg kan dø i morgen, men jeg planlægger efter, at jeg lever evigt. Der er så mange, der går på pension og siger, at nu skal de nyde livet. Hvis de har det sådan, har de haft et forkert arbejde, synes jeg. For det er da arbejdslivet, man skal nyde. For mig er det en livsstil at passe på min ejendom,” siger Svend Erik.:

”Jeg var spejder, til jeg var 28 år. Så stoppede jeg. Nu vil jeg ikke risikere at stoppe for tidligt. Jeg kunne ikke drømme om noget andet. Jeg er landmand. Jeg skal bæres væk, før jeg stopper.”

Hvad kan du egentlig godt lide ved at være landmand?

Hans tykke landmandsfingre trommer på voksdugen ved siden af kaffekoppen. Ikke helt i takt med det tikkende ur. ”Det er så levende. Jeg ser det, jeg putter i jorden – det bliver til noget.”

Han nyder at se kløverblomsterne skyde op og blomstre. De er ”en god forfrugt” til næste sæsons afgrøde, forklarer økologen.

”Når jeg sår om foråret, og det er blevet aften, kan jeg se, at jeg har lavet et dagsværk. Hvert år og hver årstid har sin charme. Det er det hele, jeg nyder.”