Salling Group har brudt sit dyrevelfærdsløfte

I 2021 startede Salling Group en total udfasning af turbokyllinger, og i 2023 fremlagde koncernen en ny plan for, hvordan denne udfasning skulle ske. Nu er deadline overskredet, og hovedparten af Salling Groups kyllinger er stadig turbokyllinger.

18. marts 2026
Læsetid: 3 minutter
Et nærbillede af en turbokylling, der ligger ned og kigger med et øje på kameraet
Turbokyllinger er fremavlet til at vokse så hurtigt, at kroppen ikke kan følge med. Gangproblemer, passiv adfærd og ætsninger på benene er blot nogle af de velfærdsproblemer, der følger med den ekstreme vækst. Foto: Jo-Anne McArthur/We Animals

Det var med stolthed og massiv positiv omtale, at Salling Group i 2021 og 2023 kunne proklamere en forestående udfasning af den kontroversielle turbokylling. Nu fem år senere er udviklingen stagneret. Størstedelen af kyllingerne i sortimentet er stadig turbokyllinger.

“Salling Groups manglende efterlevelse af egen politik er i høj grad selvforskyldt. I stedet for at lave en langsigtet aftale med sine leverandører om en omstilling har Salling Group haft travlt med at sælge turbokylling på tilbud bl.a. fra Polen,” udtaler Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning, i en pressemeddelelse.

Turbokyllinger er fremavlet til at vokse så hurtigt, at kroppen ikke kan følge med. Gangproblemer, passiv adfærd og ætsninger på benene er blot nogle af de velfærdsproblemer, der følger med den ekstreme vækst.

Milliardoverskud har ikke gavnet dyrevelfærden

Salling Group skulle ifølge planen have udfaset alle ferske kyllinger ved udgangen af 2025, men har nu over for Anima udtrykt, at man vil udskyde sin deadline tre år og i mellemtiden øge markedsføringen for de langsommere voksende kyllinger.

“Det er selvfølgelig godt, at Salling Group holder fast i sin ambition og vil skrue på markedsføringsknapperne, men historikken viser, at det er svært at stole på koncernens udmeldinger. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man har et milliardoverskud og kan finde millioner af kroner til at sponsorere fodboldlandsholdene, mens kyllingerne må betale prisen med kronisk gangbesvær og smerter,” forklarer Thorbjørn Schiønning og tilføjer:

“Salling Group står overfor et alvorligt troværdighedsproblem, og der skal i den grad leveres på de nye løfter.”

Konkurrenter som Rema 1000 og Nemlig.com er til sammenligning kommet langt med deres ambitioner om en fuld udfasning af turbokyllingerne. Også blandt convenience-kæder som Circle K, Q8 og OK Plus er udfasningen kommet langt, og flere end 30 kommuner i Danmark, heriblandt Aarhus, Odense og Aalborg, har vedtaget en fuld udfasning i alle offentlige indkøb.

I en skriftlig kommentar til Ritzau svarer Salling Group, at man har løftet salget af dyrevelfærdsmærkede kyllinger, men erkender, at det totalt set ikke har været nok:

"Vi har skullet have både kunder og leverandører med i den gradvise udfasning, og der er vi ikke endnu."