Annonce

Annonce

Medarbejder med produkter fra Reduced i favnen

Brugen af sidestrømme – altså rest- og biprodukter fra fødevareproduktionen – giver Reduced en unik fordel på flere niveauer, som differentierer deres varer på markedet, vurderer direktør og medstifter af Reduced, Emil Munck de Voss. I uge 7 drager han til BioFach med favnen fuld af økologiske smagsgivere og fonder, som meget gerne skulle skaffe nye kunder blandt de professionelle køkkener i Tyskland, Østrig og Schweiz. Foto: Reduced

Reduced vil sætte smag på maden i Dach-landenes professionelle køkkener

Med solide investorer i ryggen er Reduced parat til at gå på jagt efter nye kunder i udlandet, hvor selskabet på BioFach i år har fokus på distributører til de professionelle køkkener i de tysktalende lande.

Den københavnske startup Reduced prikkede sidste år hul på det tyske marked. I år skal eksporten udbygges, og når den københavnske foodtech-virksomhed i uge 7 for andet år i træk deltager på BioFach-messen i Tyskland, er det både for at vedligeholde de tyske kontakter og forsøge at kapre nye kunder i de to øvrige DACH-lande Schweiz og Østrig.

Reduced har specialiseret sig i at udvikle økologiske smagsgivere til foodservicesektoren og fødevareindustrien på basis af sidestrømme og frasorterede råvarer fra danske fødevareproducenter og landbrugsvirksomheder.

Dach-projektet

Reduced er en af ialt 25 danske fødevareproducenter, som i forbindelse med DACH-projektet i løbet af de kommende to år vil blive matchmaket med professionelle køkkener fra DACH-regionen. Det sker første gang under BioFach-messen i Nürnberg.

Målet med DACH-projektet er at øge den danske eksport af plantebaserede fødevarer til Tyskland, Østrig og Schweiz.

Projektet har en stand på den danske fællesstand i Nürnberg, som er arrangeret af Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark.

Projektet er støttet af Plantefonden og løber frem til udgangen af 2026.

Råvarerne omfatter bl.a. knækkede ris og linser, æbleskrog, pensionerede æglæggende høns, andensorteringsgrøntsager og svampe. De bliver upcyclet og indgår i produktionen af smagsforstærkere og fonder, som der kommer et voksende marked for, i takt med at kosten bliver drejet i en mere plantebaseret retning.

»Data viser, at 8-10 pct af globale CO2-udledninger stammer fra madspild, og ved at bruge sidestrømme nedsætter vi CO2-aftrykket på vores produkter. På den måde tackler vi et enormt problem. Det er en medvirkende årsag til, at vores investorer tror på os – både på den korte og den lange bane,« siger Emil Munck de Voss, som i 2020 stiftede Reduced sammen med vennen og kokken William Anton Lauf Olsen.

Vigtigt at kunne sige nej

I dag har de begge titel af direktør og kan glæde sig over, at deres koncept har fået stor opmærksomhed. Det gør det nemmere at skaffe kapital til at udvikle selskabet, og de to stiftere har alene i år rejst ca. 60 mio. kr., som bl.a. kommer fra Novo Holdings, som er medejer af Reduced.

Vi kan hjælpe Reduced med at få kontakt til både distributører og slutbrugere, og på den måde kan vi være med til at sikre, at selskabet hurtigere får fodfæste i udlandet.

— Dennis Hvam, international markedschef og projektleder for DACH-projektet

Pengene giver arbejdsro og gør det muligt for de 20 ansatte at skrue op for både produktudvikling og salgsarbejde. Men det betyder ikke, at Reduced sigter efter kunder fra hele verden på BioFach-messen.

Som en ung virksomhed med store internationale ambitioner er det nødvendigt at målrette salgsindsatsen mod specifikke markeder.

»Spørgsmålet er, om vi skal gå efter sorte tal på den korte bane eller fortsætte vores aggressive vækststrategi,« siger Emil Munck de Voss, som sammen med investorerne er enige om, at model 2 er den rigtige kurs.

Lige nu er det vigtigste, at Reduced fokusere på sine kernemarkeder, og det betyder, at Reduced ikke behøver at give overskud de næste par år.

»For os er det vigtigt at holde fokus og være i stand til at sige nej, selv om vi får henvendelser fra USA eller Asien. Vi er nødt til at fokusere på mindre regioner, og så skal vi lave gode produkter, som smager godt, så vi får tilfredse kunder.«

Kurs mod BioFach

For at skabe de bedst mulige smage benytter Reduced forskellige former for fermentering, og den innovative og bæredygtige firmaprofil giver gode salgsargumenter, når selskabet deltager på de internationale fødevaremesser. Og succes i udlandet er en væsentlig del af forretningsplanen for ingrediensvirksomheden.

Næste eksportfremstød sker på BioFach i Nürnberg, hvor Reduced er med på den danske fællesstand, og pallen med smagsprøver, som bliver sendt i forvejen til verdens største økologimesse, har karakter af en veritabel ’umamibombe’ af økologiske smagsforstærkere og fonder.

De skal være med til at sprænge hul i døren til kunder i både Schweiz, Østrig og Tyskland, som tilsammen udgør DACH-regionen.

»Det sværeste er at skaffe de første kunder, og her er det et plus, at vores varer er økologiske. Det betragter tyskerne som et kvalitetsstempel, så lige nu handler det meget om at komme i dialog med potentielle kunder og vise dem, hvordan de kan bruge vores produkter,« siger Emil Munck de Voss, som betragter potentialet på foodservicemarkedet i Dach-regionen som ekstremt stort.

Matchmaking på tysk

Set i det lys er det to-årige ’Dach-projekt’, som Økologisk Landsforening driver sammen med Bio Aus Dänemark, nærmest skræddersyet til Reduced, mener Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening.

Projektets overordnede mål er at øge den danske eksport af økologiske grøntsager og plantebaserede varer til de professionelle køkkener i Dach-regionen.

»Vi kan hjælpe Reduced med at få kontakt til både distributører og slutbrugere, og på den måde kan vi være med til at sikre, at selskabet hurtigere får fodfæste i udlandet,« siger Dennis Hvam.

Deltagerne i projektet får mulighed for direkte matchmaking med de udenlandske køkkener, og Emil Munck de Voss ved, at det virker.

»Sidste år tog vi kontakt til flere af de lidt finere restauranter i Tyskland. Det gav os gode kontakter og blev første trin på rejsen mod at finde de rigtige distributører og grossister,« siger direktøren, som forventer, at salget vil sprede sig videre fra restauranterne til de tyske hoteller og kantiner.

Styrker det grønne image

Frederik Hansen, som er medejer af Tvedemose, håber, at Reduced får succes på den tyske messe.

Selskabet er en af en håndfuld danske producenter, som aftager sidestrømme fra Tvedemoses produktion af svampe.

»De er med til at øge vores udnyttelsesgrad ved at aftage svampe, som er blevet for store eller har kosmetiske plukkeskader, så dagligvarekæderne ikke vil have dem, selv om spisekvalitet ikke fejler noget,« siger Frederik Hansen.

Han tror at udnyttelsen af sidestrømme vil vokse i de kommende år, så færre fødevarer går til spilde.

»Vi kan aldrig helt undgå et produktionsspild. Det ligger nok årligt på 100-150 ton, men de svampe, vi sender til Reduced er både vaskede og skåret ud, og samarbejdet er med til at styrke vores grønne profil.«

Reduced har desuden benyttet sidestrømme fra bl.a. Grambogård og Gasa Nord Grønt m.fl.

Flere artikler fra samme sektion

Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder

Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.

20-02-2025 6 minutter Dagligvarehandel

Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris

Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.

19-02-2025 5 minutter Øko-prisen

Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage

Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.

17-02-2025 2 minutter Grise,   Økonomi