Annonce
Annonce
Der er i dag syv producenter inden for burægproduktion i Danmark, og disse står for næsten hver femte æg, der produceres i Danmark. Langt de fleste supermarkeder har stoppet salget af buræg, men de er fortsat brugt blandt restaurationer, kantiner, fødevareproducenter og medicinalvirksomheder.
Produktion af buræg bliver forbudt i Danmark
Fra 2023 vil det blive forbudt at producere buræg i Danmark. De tilbageværende producenter får dog 12 år til at udfase produktionen.
Det skal være slut med at producere buræg i Danmark. Det mener regeringen og et flertal i Folketinget, og nu gør fødevareminister Rasmus Prehn (S) det til en realitet.
Fra 2023 bliver produktionen forbudt - de tilbageværende burægsproducenter får dog 12 år til at udfase produktionen og omstille den.
”Burhøns lever – som navnet antyder – hele livet spærret inde i små bure med begrænset plads til at baske med vingerne. Danmark er på mange måder et foregangsland inden for landbruget, og det skal vi også være, når det kommer til dyrevelfærd. Derfor har vi besluttet at forbyde produktion af buræg fra 2023. De fleste supermarkeder sælger ikke buræg længere, og forbrugerne vælger ofte andre typer af æg, når de har muligheden for det. Med et forbud mod produktion af buræg skal vi have de sidste med om bord på dyrevelfærdsvognen, så burægsproduktion bliver fortid i Danmark og forhåbentlig kan inspirere andre lande til at gøre det samme," siger Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.
Der er i dag syv producenter inden for burægproduktion i Danmark, og disse står for næsten hver femte æg, der produceres i Danmark. Langt de fleste supermarkeder har stoppet salget af buræg, men de er fortsat brugt blandt restaurationer, kantiner, fødevareproducenter og medicinalvirksomheder.
Forskel på æg-typer
Buræg: Krav om strøelse, reder, kloslibnings-anordninger og siddepinde. Der behøver ikke at være vinduer i stalden, og hønerne kommer ikke ud i en hønsegård, men lever hele deres liv i bure.
Skrabeæg: Hønerne lever indendørs i stalde med højest 9 høner pr. m2 nytteareal. Der er ikke krav om vinduer, men der er krav om reder og siddepinde til hønerne, samt at mindst 1/3 af gulvarealet skal dækkes med strå, høvlspåner, sand eller tørv.
Frilandsæg: Fritgående høner, der lever i flokke på typisk 3.000 til 10.000 høns, som har adgang til både stald og hønsegård. Hønsehusene er indrettet på samme måde som til produktion af skrabeæg. Forskellen er, at fritgående høner også har adgang til fri luft på et udeareal.
Økologiske æg: Økologiske høner lever i flokke med op til 3.000 dyr, og produktionsformen er overordnet set den samme måde som for fritgående høns – dog med den forskel, at der anvendes økologisk foder. De økologiske høns skal have mulighed for at komme ud året rundt. Hver høne skal have bl.a. mindst 4 m2 udeareal.
Det er Fødevareministeriets vurdering, at mange af dem, der i dag benytter buræg, sandsynligvis fremover vil benytte andre typer af danske æg, når buræg forbydes.
Har kæmpet for det i et årti
For Dyrenes Beskyttelse er der tale om et klimaks efter omtrent ti års kampagner mod burægsproduktionen i form af Ægtivist-kampagnen.
"Det er glædeligt, at der er kommet en fast bagkant for produktionen af buræg i Danmark – og de grufulde liv for hønsene, der lægger dem. Det hæver bundniveauet for hønsenes dyrevelfærd herhjemme," siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.
De fleste kæder har allerede fjernet buræggene fra hylderne, og produktionen er således styrtdykket fra 43 mio. kg buræg i 1996 til 10 mio. kg sidste år.
De syv tilbageværende producenter har fortsat tilsammen omkring 550.000 høns siddende i bure, og Dyrenes Beskyttelse havde gerne set, at udfasningen skulle ske hurtigere. Derfor opfordrer organisationen både private og offentlige indkøbere til at fravælge buræggene hurtigst muligt.
"Under udfasningen kan seks millioner høns udsættes for burlivet, og det bør ikke ske. Danskerne skal ikke spise så mange skjulte buræg, og der må private og offentlige indkøbere træde i karakter," siger Britta Riis.
Tyskland, Østrig og Holland har allerede vedtaget et forbud mod hold af burhøns.
Flere artikler fra samme sektion
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.
Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider
Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.