Annonce
Annonce
Forbrugerne rækker i højere grad ud efter de økologiske varer. Det betyder, at væksten i salget i 3. kvartal lå på niveau med vækstraterne fra før corona-nedlukningen, og de nye tal fra Kauza viser, at der er vækst i alle varekategorier. Foto: Moment Studio
Økologien tager et stort hop
Efter nogle år med stagnation i salget af økologiske fødevarer er økologien nu for alvor tilbage på vækstsporet. Det fremgår af nye tal fra analysevirksomheden Kauza. De viser, at det danske detailsalg af økologi i 3. kvartal steg med 13,6 pct.
Danskerne er igen begyndt at stoppe flere økologiske varer i indkøbsturen. I 3. kvartal af 2024 er salget af økologi steget med 13,6 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Dermed er det økologiske dagligvaremarked ved at være tilbage på vækstsporet.
Trods stigningen er der dog fortsat lang vej til regeringens mål om at fordoble økologien frem mod 2030.
Det var alligevel brede smil, der prægede værterne, da Økologisk Landsforening onsdag holdt et webinar, som gav en opdatering på den økologiske salgsudvikling i 3. kvartal på basis af tal fra Kauzas husstandspanel, som er baseret på over 9.000 husstande.
»Vi har flere gange ved tidligere webinarer sagt, at vi kunne se lyset for enden af tunellen. Nu er lyset her,« sagde Helle Bossen, seniorkonsulent i Økologisk Landsforening.
Samlet viser Kauza-tallene en stigning i salget af økologi i årets første tre kvartaler på otte pct. sammenlignet med sidste år.
»Fortsætter væksten i 4. kvartal vil det samlede økologisalg nå op på rekordhøje 16,7 mia. kr. i 2024, og væksten viser, at der er kommet mere fokus på økologien ude i kæderne,« lød det videre på webinaret, hvor mundvigen kun vendte nedad, da de oplyste antallet af antallet af økologiske varenumre, som ligger godt 3.000. Det er 10 pct. lavere end for et år siden.
Til gengæld var økologiandelen i 3. kvartal vokset til 13,3 pct. mod 12,7 pct. i samme periode sidste år.
»Vi så i første halvår af 2024, hvordan økologien stille og roligt kom tilbage på sporet, og nu ser vi det her store hop. Vi hæfter os ved, at økologien stiger mere end det samlede salg i dagligvarehandlen. Det fortæller os, at stigningen er et udtryk for mere appetit på økologi end på et generelt øget forbrug,« siger markedschef Carsten Ahrenfeldt fra Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.
Vækst på alle fronter
Tallene fra Kauza viser desuden, at forbrugerne køber økologi oftere end tidligere, de handler flere økologiske varer per tur og bruger flere penge på økologi per gang.
»Det er virkelig glædeligt for os, der arbejder med at sikre økologisk vækst, at forbrugerne nu køber økologi i større mængder,« siger Carsten Ahrenfeldt.
Målt i volumen er det økologiske salg steget med 5,9 pct. Ifølge foreningen viser det, at den store salgsfremgang har rod i meget mere end prisstigninger. Carsten Ahrenfeldt peger på flere faktorer som årsag til den positive salgsudvikling.
»Inflationen er faldet til ro, forbrugertilliden er bedret og renteudviklingen er under kontrol. Det er alt sammen med til at flytte forbrugernes vaner i en mere økologisk retning.«
Kauza-tallene viser desuden, at væksten i økologisalget sker på tværs af kategorier, og at det især er børnefamilierne og ældre par uden børn, der er begyndt at købe mere økologi.
Norm frem for niche
Selvom økologien er tilbage på de vækstrater, der kendetegnede markedet før corona og inflationen, er der fortsat lang vej til opfyldelse af regeringens målsætning om, at fordoble salget af økologi, lyder vurderingen fra foreningen.
»Økologi er udpeget af regeringen som et vigtigt klimavirkemiddel, og vi ved, at økologi er godt for drikkevand, natur, biodiversitet og dyrevelfærd. Derfor går det også alt for langsomt med at få økologiprocenten op,« siger markedschefen, som efterlyser bedre rammevilkår for økologien.
»Vi mener, at økologi skal være norm frem for niche, og der er brug for, at politikerne allokerer flere midler til at fremme økologi. Et godt sted at starte er at sænke momsen på økologi for på den måde at øge efterspørgslen og dermed gøre det mere attraktivt for producenterne at lægge om til økologi,« siger Carsten Ahrenfeldt.
Mod til at løfte ansvar
Sybille Kyed, landsbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, henviser til en ny undersøgelse blandt G20-landenes befolkninger, som viser, at kun 31 pct. af danskerne mener, at regeringen gør nok for at tackle klimaforandringerne og miljøforurening - 42 pct. mener, at den gør alt for lidt.
»Så jeg håber, tallene giver regeringen mod til at løfte sit ansvar for, at vi kan høste økologiens potentialer. Det vil være en stor misforståelse at bruge EU’s landbrugsstøtte til direkte teknologitilskud til landmændene, som der er lagt op til i den grønne trepartsaftale Det udsætter en nødvendig omstilling af landbruget,« siger hun
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.