Arla kårer Årets Madsjæl 2025

Tre personer er nomineret til prisen Årets Madsjæl, som er Arlas årlig kåring af en person, der gør noget særligt for at skabe sundere og mere bæredygtige madvaner blandt børn og unge.

23. oktober 2025
Læsetid: 2 minutter
Børn spiser skolemad fra EAT.
Mange køkkenprofessionelle arbejder til daglig med at giver børn og unge mere madmod og pirre deres nysgerrighed og lyst til at udforske nye smage og råvarer. I november bliver en af dem hyldet som Årets Madsjæl. Foto: EAT

Juryen består af:

  • Sanne Vinther, direktør for Arla Fonden

  • Andreas Rasch Christensen forskningschef ved VIA University College

  • Christian Lykow, lærer på Gørding Skole og vinder af Årets Madsjæl 2024

  • Lene Tanggaard, professor ved Aalborg Universitet

  • Magnus Herrmann, formand for Danske Skoleelever

  • Charan Nelander, direktør for Komitéen for Sundhedsoplysning

Årets Madsjæl er en hyldest til personer, som inspirerer, engagerer og gør en forskel i børns og unges møde med mad og måltider.

En madsjæl er en person, der inspirerer børn og unge, når det handler om mad og måltider, evner at møde dem i øjenhøjde, giver dem egne oplevelser med råvarer og mad og skaber et fællesskab omkring maden, skriver Arla i en pressemeddelelse.

”Det er vigtigt at hylde dem, som hver dag gør en forskel for børn og unges møde med mad. Årets Madsjæl sætter fokus på dem, der med passion og engagement giver børn og unge madmod, nysgerrighed og lyst til at udforske smage og råvarer. De fortjener stor anerkendelse,” Siger Ann-Camilla Kjæmpe, marketingsdirektør i Arla Danmark.

Sidste år gik prisen til Christian Lykou fra Gørding Skole. De tre nominerede til Årets Madsjæl 2025 er Tina Larsen, køkkenleder på Julemærkehjemmet Fjordmark, Michael Hedensted, kost- og ernæringsansvarlig på Søskrænten Daginstitution, og Claus Bøgh Christensen, køkkenleder på Rejsby Europæiske Efterskole.

Vinderen af Årets Madsjæl 2025 kåres i midten af november 2025, hvor Sanne Vinther fra Arla Fonden sammen med Timm Vladimir tager ud og overrasker Årets Madsjæl på vedkommendes arbejdsplads.